Dagens hotte navne

Har Lindsay Lohan en fremtid? Det er vi mange, som har spurgt os selv om, efter at barnestjernen fra »Forældrefælden« er blevet voksen og vild i varmen.

Senest er stjernen blevet arresteret for at have kørt bil med for mange promiller i blodet samt for at have været i besiddelse af kokain. Nu spørger Hollywoods filmmagere sig selv, om det mon er muligt at forsikre sig ud af frøken Lohans ustabile levevis. »Alt kan lade sig gøre for penge,« lyder det beroligende svar fra en forsikringsekspert. Spørgsmålet er, om hun også kan forsikre sig ud af dårlige anmeldelser, som er regnetned over Lohans nye stripperfilm »I Know Who Killed Me«, som af de nordamerikanske anmeldere kalder »en af årest værste«.

Den tidligere actionhelt Arnold Schwarzenegger har altid haft styr på sin karriere, og i går kunne han fejre sin 60 års fødselsdag som Californiens guvernør. Den tidligere »Terminator«-stjerne har succes i det magtfulde politiske embede, og intet tyder på, at han vender tilbage til Hollywood. Tværtimod er fødselaren så populær, at der atter er røster fremme om, at han burde få lov til at stille op som kandidat ved præsidentvalget næste år, selv om han ikke er født i USA. Den amerikanske forfatning kræver, at nationens præsident skal være født på amerikanske grund, og Schwarzenegger kom til verden i Østrig. Dermed er det udelukket, at han kan gøre sin afdøde kollega Ronald Reagan kunsten efter.

»Vi drømmer da alle om en nøgen fyr i forklæde,« udtaler Oscar-vinderen Catherine Zeta-Jones, som selv spiller kok i den nye film »No Reservations«, og det skulle ifølge stjernen selv have været noget af en udfordring, da hun ikke er nogen ørn i et køkken. »Det var meget skræmmende. Jeg var rædselsslagen for, at jeg skulle komme til at skære mig eller brænde mig.« Men stjernen har åbenbart ikke været mere skræmt, end at hun har haft et godt øje til sine mandlige medspillere udi kokkefaget: »Vi drømmer da allesammen om en nøgen fyr i forklæde, så det eneste, man kan se er hans lille numse, der læner sig ind over kogepladen.«