Dagens hotte navne

Ikke alene ligner Paris Hilton en hybrid mellem Barbie og My Little Pony. Nu kører hun også i en hybridbil!

Den tidligere straffede hotelarving har fået det miljøvenlige køretøj foræret af autogiganten Ford og kan dermed holde sit nyligt indgåede løfte om en bedre livsstil. »En hybridbil er den vej, vi skal,« har hun ifølge B.T. udtalt. »Det er den nye måde at køre bil på.«

Og apropos biler: Man må ikke køre bil i alkoholpåvirket tilstand. Man må i øvrigt heller ikke flyve et fly. Hvorimod man godt kan slippe af sted med en rumfærge! Ifølge rumfartsagenturet NASA har astronauter hele to gange fået flyvetilladelse efter kraftig indtagelse af de våde varer også selv om druk er strengt forbudt fra 12 timer før start. Nyheden blev forelagt en undersøgelseskommission og siden offentliggjort i fagbladet Aviation Week & Space. Blandt de øvrige afsløringer findes mistanke om sabotage af rumfærgen »Endeavour« og flere detaljer om astronauten Lisa Nowaks mordforsøg på en rivalinde.

En prostitueret slap forleden ind i Dronning Margrethes gemakker på Christiansborg og tog hele 29 billeder af sig selv, bl.a. stående under Bjørn Nørgaards smukke gobeliner og liggende på Statsrådets bord. Billederne er lagt ud på hendes hjemmeside. Men slotsforvalteren Jens Greve afviser enhver tale om en sikkerhedsbrist. »Selvfølgelig ville jeg helst have været den sag foruden,« siger han blandt andet. »Men vi har ingen sikkerhedsmæssige problemer. Jeg vælger at se det som en provokation af borgerskabet og det kan ærligt talt ikke hidse mig op.« Hidse ham op? Vore dages slotsforvaltere kan virkelig vælge deres ord med omhu.