Dagens hotte navne

Brystbombens datter ligner en gammel mand.

Sådan lyder en overskrift på TV 2 Vip, og den viser sig at dække over, at den storbarmede nøgenmodel Katie Price, bedre kendt under kunstnernavnet Jordan, har fået en lille datter og ifølge den engelske avis The Sun (som man aldrig skal stole på) udtaler, at babyen er så grim, at hun ligner en gammel mand. Efter et par uger begynder spædbørn dog som regel at vokse sig mindre grimme, lyder det fortrøstningsfuldt fra Katie Price, der i forvejen har to sønner og selv overhovedet ikke ligner en gammel mand. Eller for den sags skyld en ung.

Den nydelige skuespiller Orlando Bloom, kendt fra både »Ringenes Herre«-filmene og »Pirates of the Caribbean«-serien, er angiveligt stiv af skræk. Han skal nemlig på et teater i London medvirke i en nyopsætning af David Storeys skuespil »In Celebration« med premiere den 16. juli, og selv om Bloom er vant til at slås med frådende monstre og skrålende sørøvere foran filmkameraer, er det noget ganske andet at stå foran et levende publikum, siger han og beskrives som »bleg, men fattet«.

På BLITZ-redaktionen kan vi sagtens forstå, at ingen i længden kan holde ud at være gift med den vulgært brovtende og pinligt puerile »Jackass«-stjerne Johnny Knoxville. Nu skal han da også ifølge ugebladet Kig Ind skilles fra sin kone Melanie, som han har den 11-årige datter Madison sammen med og i øvrigt fremgår det af skilsmissepapirerne, at Johnny Knoxvilles rigtige navn er Philip John Clapp, hvad der afgjort ikke gør ham mindre naragtig.