Dagens hotte navne

Harry Potter-stjernen Daniel Radcliffe går i øjeblikket rundt og håber, at hans figur er den ene af de to unvangivne personer, som forfatteren J.K. Rowlings har forkyndt skal forlade de levendes rækker i den sidste roman om den bebrillede troldmand og hans venner.

Det skriver TV2 Gossip. Skuespilleren er spændt på det syvende bind i serien, men mens Harry Potter-fansene håber, at deres helt får lov at leve, har Radcliffe det stik modsat. »Jeg tror, Harry dør, og det vil være en passende måde at slutte på. Hvordan skal J.K. Rowling ellers modstå de øredøvende krav om at fortsætte serien?«

Den engelske statskirke mener tilsyneladende, at tegnefilmsserien »The Simpsons« er vejen frem, hvis børn skal fatte kirkens budskab. Alle ungdomsrådgivere i Church of England modtog i sidste uge bogen »Mixing It Up With The Simpsons«, der anviser, hvilke afsnit af serien som kan illustrere den evige kamp mellem det gode og det onde, fortæller TV2 Gossip. I bogen kan man for eksempel få en fornemmelse af de kristnes længsel efter Jesu genkomst ved at studere Barts utålmodighed efter at møde klovnen Crusty.

TV 2 Nyhedernes yngste vært, Johannes Langkilde, er faktisk lidt af en skabsmusiker selv, skriver TV 2 på sin hjemmeside, og var det ikke fordi, at journalistikken trak så meget i den 30-årige nyhedsvært, var han blevet musiker på fuldtid. Men inden det gik så galt, blev han altså suget ind i journalistikken, og derfor må vi i dag nøjes med at høre, hvad Johannes Langkilde ville vælge at se, hvis han selv skulle til Roskilde Festival i stedet for at læse nyheder op i Odense. Ikke fordi hans anbefalinger er fræsende originale: Red Hot Chili Peppers, Arctic Monkeys, Nephew og Aalborg-bandet Oh No Ono. Og så vil frækkerten se Camilla Jones, fordi han mener, at hun er »sprød og lækker«.