Dagens hotte navne.

Helvede kommer til Vatikanet.

Sådan forstået, at Monsignor Marco Frisina, én af Vatikanets komponister, opsætter en opera baseret på Dante Alighieris »Den Guddommelige Komedie«. Værket, fra 1300-tallet, er anerkendt som et af litteraturhistoriens hovedværker og handler groft forenklet om hovedpersonens rejse gennem tre dødsriger, helvede, skærsilden og paradis. Opsætningen i Vatikanet inkluderer 200 optrædende og et lydbillede, der f.eks. illustrerer helvede ved hjælp af rock-, punk- og technomusik. Prøverne begynder inden for de kommende uger, og opsætningen forventes at turnere i Europa.

I en helt anden form for helvede sad en overvægtig kvinde nytårsdag fast i indgangen til en sydafrikansk grotte. Og indespærrede dermed 22 andre turister i over ti timer. Kvinden var blevet advaret på forhånd, men begav sig alligevel ind i grotten, der går under tilnavnet »Tunnel of Love.« Hér mistede hun så fodfæstet i den smalle indgang, faldt ned i en revne og kunne pga. sin kropsvægt ikke komme op igen. Til sidst lykkedes det at lirke kvinden fri, og alle 23 slap uskadte fra episoden, skriver BBC.

Endelig er Busta Rhymes, amerikansk rapper og selvudråbt helvedes-karl, blevet anholdt for at banke en anden mand under et skænderi om penge. Ifølge New York Daily News har den forurettede anklaget Busta Rhymes for at slå og sparke ham flere gange under en konfrontation i New York 26. december 2006.