Dage med Rud

Du kender sikkert ikke forretningsmanden Rud Christiansen. Men det kan du komme til. Måske.

Ruds soldaterfoto dekoreret af kunstneren Tsuka, som Rud arbejder sammen med om de japanske udgaver af The Royal Café. Fold sammen
Læs mere

Jeg mødte Rud første gang for 12-15 år siden. Jeg var på det tidspunkt med til at udgive magasinet Copenhagen Living, og Rud var som importør af Lavazza kaffe en potentiel annoncør. På et tidspunkt lavede vi en forside med en fotomodel, der poserede som en moderne udgave af Den lille Havfrue. Et par dage efter udgivelsen kom magasinet retur i posten med en lille ændring fra Rud: Han havde kappet hovedet af havfruen. Jeg kunne lide ham med det samme.

Senere købte han Kenya Kaffe på Strandvejen. En tidlig søndag morgen, mens de fleste andre lå og snorkede, sad han og læste annoncer i Berlingske og opdagede, at den lille kaffehandel med det karakteristiske blå neonskilt var til salg. Tre timer senere var han den ny ejer.

Jeg besøgte ham derude kort efter, han havde overtaget butikken. Han var ved at lære en pige op, men kunne tydeligvis godt lide bare at være i sin ny butik. Han viste mig rundt og morede sig fyrsteligt over navnet på de bolsjer, han havde fået på hylderne: Uncle Joe’s Mint Balls. Senere introducerede han mig for den grønne tetype gunpowder, som han serverede i baglokalet efter alle kinesernes regler. Bagefter viste han mig sit nye stykke legetøj netop hjemtaget fra Østen: Et lille polaroidkamera, hvor billederne havde samme størrelse som et visitkort. »Meget skægt, ikke?« sagde han med sin lettere nasale stemme og en udtale, der får tv-snobberne Fritz & Poul til at lyde som to sprittere på en bænk i Sydhavnen. Sådan taler han.

Rud Christiansen var dengang midt i halvtredserne, men først og fremmest var han et stort legebarn. Det er han stadig her godt ti år senere, hvilket der blot skulle en mail til for at konstatere. Jeg skrev til ham og spurgte, om han ville stille op til dette portræt, og hvor i verden han mon befandt sig. Lidt efter tikkede der et svar ind fra Tokyo: »I am right here looking at you!!!« Mailen havde vedhæftet et foto af ham selv, hvor han med hjælp fra et af programmerne på sin MacBook Air fremstod helt symmetrisk med et par store hornbriller helt oppe i linsen og to golden retrievers og to potteplanter på hver sin side. Han lignede Yoda lidt. Nu kunne jeg godt kaste mig ud i en søgt analogi om ikke bare de fysiske, men også psykologiske ligheder mellem Rud og den indsigtsfulde Jedi-mester fra »Star Wars«-filmene, men jeg vil nøjes med at konstatere, at Rud kan et trick eller to, når det kommer til at aflæse sine medmenneskers behov, før de selv kender dem, og lave forretning ud af dem.

Han lejede sejlbåde ud i Nordhavnen i 1980erne med sin daværende kone Lottie. De to boede syv år i Firenze, hvor Rud studerede kunst, og hvor de sammen skabte Lottie-armbåndet, som var en fast del af smykkeskrinet for danske kvinder i 1990erne. Da de vendte hjem, havde han sikret sig agenturet på Lavazza espressokaffe i de år, hvor caféerne stormede frem, og kaffebølgen kun var en lille krusning på havets overflade. Han spottede tidligt allemandsgastronomiens komme og fik Lindt chokolade og en god hverdagspasta som De Cecco på Irmas hylder sammen med sine egne fødevarer fra linjen Ruds Køkken: Anna Toscana minestrone og Okker Gokker Artiskokker. Dåsemad, ja, men lige den der tand eller to bedre end konkurrenternes.

Siden dengang omkring år 2000 har han skrevet en bog om kaffe og en om krydderier, han har solgt Kenya Kaffe igen og også sit fødevarefirma ARC til BKI Kaffe. Han er blevet skilt fra Lottie efter 27 års ægteskab og er flyttet ud af Arne Jacobsen-villaen ned til Øresund.

I stedet har han købt de Mærsk-ansattes foretrukne kaffebar, Kafferiet, overfor det nu nedbrændte Frihedsmuseum på Esplanaden. Han bor selv på de tre små etager ovenpå i den smalle mintgrønne ejendom fra 1760. Det morer ham at eje det hus, hvortil kong Frederik 6. fik lavet en hemmelig gang fra Amalienborg, så han kunne besøge sin elskerinde uden at vække opsigt. Og han kan lide at have sin egen kaffebar i stuen.

Men størst betydning har det nok, at han i de mellemliggende år har opfundet begrebet »smushi«. Det dækker over smørrebrød serveret i sushistørrelse, så man som turist har mulighed for at prøve mest muligt af »Danmarks eneste originale bidrag til verdensgastronomien« i stedet for at blive sendt til tælling af sådan en halv fortovsflise af en Dyrlægens Natmad, man typisk får serveret.

Smushien bliver lavet af ægte uddannede smørrebrødsjomfruer og serveres på The Royal Café, som ligger i den lille gyde mellem Georg Jensen og Royal Copenhagen på Strøget. Da caféen åbnede i 2007, var den et velplaceret spark i nyrerne på den eksisterende gode smag. Her var ingen minimalisme og caffè latte bag matterede ruder. Dansk design, ja. Men på en flabet måde, ingen havde set før. Rud gik all-in med en forløber til maksimalismen og præsenterede sin helt egen gryderet af danske folkedragter, manipulerede kongeportrætter fra Rosenborg og kaffe serveret i musselmalede kopper uden underkop.

Turisterne elskede det. »Kolonihaven meets Rosenborg« eller »Baroque’n’roll« kalder han konceptet, som han siden har haft travlt med at udbrede til Asien. Det er som bekendt mod øst, at pengene findes i disse tider, og Japan, Kina og Korea har således fået deres egen Royal Café de senere år.

Det er også på The Royal Café i København, at jeg møder Rud første gang i denne omgang. Han sidder bagest i det højloftede lokale sammen med sin kæreste og partner, indretningsdesigner Lo Østergaard, der er med til at indrette caféerne. Han har mørkeblåt fløjl på og stribede strømper i stærke farver, og så er han på kur. Mens jeg får serveret smushi, har pigerne i køkkenet lavet ham en salat med tørrede tranebær; en situation, han brokker sig højlydt over.

»Må vi få to kaffe til os meget kreative mennesker,« siger han til en ung pige og skubber sin tallerken med salat væk – »Tror du, du kan klare det?«

Rud siger ofte uhyrlige ting, og ikke kun til sine ansatte. Han er grov. Fornærmende. Dobbelttydig. Føler sig tit forsmået. Det er som regel synd for ham. Han er kort fortalt ulidelig… Bortset fra, at det altså er stilen, og at den er ret underholdende. Alle ved, at han sikkert mener noget med det, han siger, men nok ikke mener det så slemt, som det lyder. For han er samtidig ret charmerende. Faktisk temmelig morsom. Han rummer en uforudsigelighed, der giver energi til et rum, så man aldrig falder i staver, men er på stikkerne i hans selskab.

»Temaet må være How to succeed in business without really trying, eller hvad?« siger han med et skælmsk smil og skifter så emne uden at vente på svar.

»Eller vil du høre om dengang, jeg kørte på cykel otte måneder i Japan med en geisha? Eller da jeg voksede op med Navajo-indianerne i Arizonas ørken? Da jeg skulle holde styr på 30 strippere på Art Leonard’s Why Not Club i Phoenix? Eller da jeg solgte bananer på The Floating Market i Bangkok? Altså, hvordan skal vi gøre det her?«

Godt spørgsmål, Rud. Vi aftaler at mødes igen over en kaffe på Esplanaden, når han har været i Japan og forberede åbningen af endnu en Royal Café. Og så – på den ene eller anden måde – tage den derfra.

Nogle uger senere bestiller vi to kaffe hos pigen i Kafferiet og tager dem med ovenpå i privaten. Jeg fortæller, at jeg nok dybest set har lyst til at lure ham fidusen af som forretningsmand. Hvad det er, han kan. Og hvordan han kan overkomme så meget, nå så mange nye projekter og tilsyneladende lege sig igennem det hele uden at blive fanget i al logistikken og alt det praktiske, der normalt tager pippet fra selv den bedste.

Men Rud er forkølet og mere afdæmpet denne dag.

»Jeg tror, nøgleordet er nysgerrighed, for min karriere er jo ikke ligefrem traditionel. Det længste, jeg har siddet i en bestyrelse, er tre uger. Så ryger jeg ud, fordi jeg ikke har taget slips på eller kommer til at sige frække ting,« svarer han.

Vi ender med at sidde i hans lille hyggelige køkken og kigge på de mange videoklip, han optager på sine rejser. Han har for tiden et lille flip-camera med et usb-stik i den ene ende, så det kan sættes direkte til computeren.

»Dokumentation er vigtig. Hvis jeg var født med sådan et kamera, havde jeg ingen problemer med at overbevise dig om alt det, jeg har oplevet i mit liv.«

Det første klip er fra Daikanyama i det vestlige Tokyo. Rud sætter sig ind i en bus for at komme til møde på den danske ambassade. Han bemærker, at hver gang den kvindelige chauffør sætter i gang efter et stoppested, udfører hun en nærmest rituel bevægelse med den ene arm fra venstre mod højre, lidt som en katolsk præst, der slår korsets tegn for sig. I receptionen på ambassaden spørger han straks receptionisten, hvad der foregår på filmklippet.

»Hun kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra Månen. Ved du virkelig ikke det?« fortæller Rud.

Det viser sig, at chaufføren signalerer til passagererne, at hun har set i venstre sidespejl, i bakspejlet og i højre sidespejl, og at der ingen fare er på færde.

»Hvornår har du sidst set en dansk buschauffør gøre det?« spørger Rud.

Det næste klip er fra Seoul i Korea. En mand sidder med en klump honning og en træpind. Han deler honningen i tråde, som hver gang får lidt maizenamel, så de ikke klistrer sammen. På ganske kort tid har han lavet 64.000 fine tråde af honning, nærmest honning-englehår.

»Er det ikke fantastisk?« spørger Rud.

Det næste klip er også fra Seoul. En ung kvinde i en gigantisk cyklamenfarvet folkedragt sidder på en togstation og spiller på et koreansk strengeinstrument med noget, der ligner en hæklenål.

»Prøv at se, hvor smuk hun er. Man kan gå forbi hende, eller man kan vælge at filme hende. Tænk sig, der ligger måske 1.000 års historie i det, hun gør der, og hun har måske selv været ti år om at lære det.«

Det sidste klip er noget så jordnært som fra Konditorskolen i Ringsted, men ikke mindre fascinerende, ifølge Rud.

»Se ham her. Han har fundet ud af, hvordan man laver holografisk chokolade. How? I don’t know. Men hvis jeg gav ham 100.000, vil han sikkert fortælle mig det. Og hvis jeg viste en japaner det, ville han måske smide et par millioner på bordet, og så skulle jeg til at lave chokolade med en konditor fra Ringsted.«

Men her og nu gælder det udbredelsen af The Royal Café i Østen. Den næste filial i Kyobashi i Osaka kommer til at kombinere cafékonceptet med et mikrobryggeri. Franchise-princippet er en af Ruds måder at holde sig fri af alt det praktiske besvær.

»Du siger til folk: Jeg har en skidegod idé. Vil du have den? Så skal du betale mig for den, og så kommer jeg engang imellem og sørger for, at det holder sig inden for rammerne. Du må ikke misforstå mig, men det kan faktisk være en fordel at have en vis overfladisk afstand til sine projekter og ikke gøre dem mere besværlige, end de i virkeligheden er. Hvis du har en god idé, gælder det bare om at illustrere det, du har tænkt, så andre kan forstå det,« forklarer han.

Det skal åbenbart tages ret bogstaveligt. Han åbner en pdf-fil på sin Mac, og frem kommer et håndskrevet manifest med ti bud for en Royal Café samt en stribe smukke skitser i farvekridt. Dem tegner han typisk i weekenderne, når han og Lo haster ud af byen og styrer Land Roveren mod det lille træhus med udsigt over Hallandsåsen i Småland.

Der ligger et par besynderlige røde briller på bordet, næste gang vi mødes på Esplanaden. Der bliver de liggende. Rud er netop vendt hjem fra endnu en tur til Japan, og han er tydeligvis oppe at køre.

»Temaet må være ’Hvordan man bliver uvenner med alle på rekordtid’,« siger han.

Isetan i Tokyo har inviteret Rud og The Royal Café indenfor i varmen, og som det stormagasin i verden, der omsætter flest varer per kvadratmeter, er det noget af en anerkendelse. Isetan vil gerne have Rud til at lave en form for Løgismose eller dansk udgave af den amerikanske delicatessen Dean & Deluca hos sig. Problemet er bare, at der ikke er danske fødevarer at få i Japan – ingen har, ifølge Rud, gjort sig den ulejlighed at få deres fødevarer godkendt af den japanske fødevarekontrol, der er verdens måske strengeste.

»Det kan jo ikke være meningen, at jeg går ind i et japansk supermarked og ser en dominans af spanske, engelske og tyske varer på hylderne. At Danmark ikke er repræsenteret; os, der er så dygtige til gastronomi, innovation og konceptudvikling. Men det betyder jo desværre, at den danske regering skal tage stilling til, om den vil investere i det japanske marked eller ej. Lige nu er alle forgabt i det kinesiske marked, men ingen har erfaring med, hvad det vil sige at komme ind på det marked. Jeg tror, uden at sige for meget, at mange får sig en brat opvågnen,« forklarer Rud.

»Fordelen ved Japan er, at et ord er et ord. Det kræver selvfølgelig, at man strammer endnu mere op på sit produkt og måske pakker det lidt pænere ind. Jeg har øremærket 10-20 danske firmaer, der har kvalitet, størrelse og lyst til at eksportere til Japan, og jeg har tilbudt at stille mit netværk til rådighed og hjælpe med kontakter og markedsføring. Men jeg sidder til det ene møde efter det andet med trætte mennesker, der ikke forstår, hvad jeg siger. Det er som om, at hvis man kommer med en god idé i Danmark, tager det mindst tre år at føre den ud i livet,« siger han og leverer så en svada mod København for at understrege sin pointe – hvorfor graver vi hele byen op på én gang, hvorfor har vi mistet 900.000 hotelovernatninger på få år, hvorfor lignede bycyklerne en bunke rustent jern, hvorfor tager det 90 dage at få et visum til Danmark, hvorfor skal der være 25 procent moms på alle varer, så turister er ved at falde døde om, når de hører, hvad en sandwich og en caffè latte koster?

»Hvordan fanden kan et magasin som Monocle udnævne København til the most livable city in the world?« spørger Rud.

»Hvem sammenligner de os med? Uganda?«

Pause. Rud tager de røde briller på og skruer på siden af dem. Brilleglassene er dobbelte og har vand imellem sig, så man ved at skrue kan finde frem til sin styrke. Genialt at have på en restaurant til alle de folk, der har glemt deres briller og ikke kan læse menukortet, mener han.

På vores næste møde i køkkenet et par uger senere pakker Rud papiret af en slikkepind og begynder at spise af den. Pludselig begynder han også at spille på den, for den er samtidig en fløjte.

»Nå, sådan en havde du ikke set før?« gnægger han.

Han har netop været ude at se på en butik på Fælledvej, hvor der stadig er originale vægmalerier af Storm P. Så viser han mig designet til en ny kaffepose, Rud’s Double Roast, hvor han selv optræder på etiketten med sit gamle militærfoto. Det holder aldrig op, tænker jeg og spørger ham så ud af det blå: »Kender du til det, at man bliver mindre og mindre påståelig med årene?«

Lo er der også og vil gerne høre hans svar, selv om hendes datters hund er utålmodig efter at komme ud og gå. Der går lidt tid, før han svarer.

»Hvis du er påståelig, er det måske fordi, du har sagt noget, du gerne vil forsvare, som du hen ad vejen opdager er forkert, eller som du er irriteret over, at modparten ikke kan forstå. Når du så bliver ældre, sker der automatisk det, at man bliver rundere. Dels bærer man over med, at der bliver sagt noget forkert, dels synes man, at den person, der har sagt det, har fortjent ikke alene opmærksomheden, men også at – hvordan kan man sige det – at have ret. For jeg har jo ikke mere at skulle bevise eller score eller vinde,« svarer han.

»Lo, du vil nok sige, at jeg er den mest påståelige mand, du kender, men det er jeg jo ikke. Problemet er bare, at jeg ved så meget mere end dig…«

Den bemærkning får han et kys på panden for, og så forsvinder Lo og hunden over på Kastellet.

»Min far… Ham kunne man kalde en påståelig mand,« fortsætter Rud, men for at gå længere ned ad den vej er han først nødt til at fortælle om billardkuglens historie i USA.

»De første billardkugler var lavet af elfenben. Men det var svært som billardkugleproducent at skyde elefanter hele tiden for at have noget at producere af, så de begyndte at lave kugler af celluloid. Problemet med dem var, at når de skumle personer på barerne i Chicago skød til kuglerne, slog de gnister og gav et højt knald. Så blev nogen som regel forskrækket og begyndte at skyde omkring sig, så det var livsfarligt at spille billard i gamle dage,« forklarer han.

»Den næste afløser var melanin eller bakelit, og så kom plastic i 1930erne. Min far læste om plastic i Populær Mekanik, dengang han stadig boede i Vangede. Han gik sammen med Hank, en gut fra Prescott, Arizona, og for at gøre en lang historie kort: Enhver hamburgerjoint eller diner i USA med respekt for sig selv har en gul sennepsflaske og en rød ketchupflaske, og det er min far og Hank, der har lavet dem. De havde en af verdens første plasticfabrikker.«

Faren emigrerede til USA i 1947, og moren sendte to-årige Rud med ham, mens hun og broren blev hjemme i Danmark. Faren kunne have sikret sig økonomisk fremover med sin opfindelse, men mistede hurtigt formuen, fordi han, ifølge Rud, var mere interesseret i flasker med whisky end med ketchup i.

Rud voksede således op i Arizona på grænsen til Mexico blandt mexicanere og indianere. Han gik barfodet i skole på et fortov, der var så varmt, »at man kunne spejle æg på dem«. Efter skole gravede han store huller i sandet i baghaven og havde giftige slanger og firben og edderkopper der.

»Jeg var tæt på den etniske del af den amerikanske befolkning, så min barndom bestod af den påvirkning, jeg fik fra mexicanerne og de forskellige indianerstammer. Måden at tænke på, være på, spise på. Det interessante er hele den yin yang-effekt, der har været i mit liv fra ørkensandet og ind på de bonede gulve og fra de bonede gulve til krigens apokalyptiske helvede til en økonomisk velfungerende hverdag med luksus i overflod. Mit liv har været hele den der Fellini-verden. Hvis du altså ved, hvem Fellini er…«

Rud deltog i Vietnamkrigen som amerikansk marinesoldat. Efter 14 måneder blev han indlagt med 40 i feber, malaria og benene fulde af granatsplinter. Først lå han på et felthospital i Danang, så i Saigon, så i Subic Bay i Filippinerne. Han var lam og sad i kørestol, før han endelig fik den rette cocktail af medicin på et gammelt japansk hospital, som amerikanerne havde overtaget, syd for Tokyo. Han var indlagt i næsten halvandet år.

»Det var i Japan, at jeg blev rask igen. Bagefter kørte jeg rundt på cykel med en sød ung dame fra Japan og så landet der i midten af 1960erne. Landet var arret af Anden Verdenskrig, men havde en fantastisk evne til at komme igen. Der var ingen store motorveje eller højhuse. Der var landsbyer, og folk var henne og røre ved en, fordi de aldrig havde set en hvid mand før. Der var en gæstfrihed uden lige. Jeg smagte deres mad, drak deres te og sov i deres huse. Det var en fantastisk velkomst, man fik. Det er på grund af de oplevelser, at jeg siden har haft så meget at gøre med Japan,« forklarer han.

Da han havde fået sin medalje i USA, vendte han hjem til Danmark og mødte sin første kone, som han fik en datter og en søn med. Han blev også genforenet med sin mor og holdte for nylig hendes 90 års fødselsdag. Han tog arbejde som natportier og som vagt på Bispebjerg Hospital, han solgte parykker for en kineser og var marketingmand for først det irske og siden det portugisiske luftfartsselskab. Han mødte sin anden kone Lottie og købte uden en krone på lommen Kalkbrænderihavnen for ti millioner kroner, hvor han lejede bådpladser og lejemål ud og skabte sin første formue.

Siden har han genopfundet sig selv med cirka ti års mellemrum.

»80 procent af livet er facade eller en rolle, man vælger at spille. De sidste 20 procent er en persons bundfaldsværdi, den essens, der er tilbage, når masken er lagt. Hvis du er i stand til at fokusere længere tid ad gangen på den person, du ønsker at portrættere, måske 60-70-80 år, kan det være yderst gavnligt for din karriere. Du kan lade være med at komme for sent, undlade at sige pik og kusse på bestyrelsesmøderne og gå klædt som din far, så ingen lægger mærke til dig. Men jeg har ikke det fokus og kan ikke kreere det, man betragter som den perfekte businessmand. Til gengæld er der meget yin og yang i mit liv og noget, jeg føler som livskvalitet og glæde. Fulfillingness,« forklarer han.

»Man bliver født som et tomt glas og bliver fyldt op hele livet igennem. Jeg kunne sikkert have fundet på et bedre billede, men du ved sikkert, hvad jeg mener. Jeg har ikke haft en almindelig barndom, men hvad er det, man siger: If it doesn’t kill you, it makes you stronger. Og hvilken værdi har en krig? Hvilken værdi har det, at et ungt menneske bliver udsat for så meget skræk og rædsel? Måske at man begynder at sortere væsentlige ting fra mindre væsentlige ting. For mig var det i hvert fald ikke væsentligt at komme fra USA til Danmark og klage over, om frikadellerne var varme eller lunkne…,« siger han.

»Det kunne også have gået den modsatte vej med mig, men hvis man vil overleve, tror jeg, man må betragte både modgang og medgang som en del af livet. Det, som er et stort problem i dag, kan du risikere er halvt så stort næste dag, og det kan måske være løst af sig selv den tredje dag. Man skal aldrig gå ud og handle overilet. Hvis der er sket en misforståelse, så ring til dine nærmeste venner og få det opklaret. Og får du et brev fra skattevæsenet, hvor der står, at du skal betale 20 millioner tilbage, skal du måske undersøge, om de har lavet en slåfejl, inden du sætter hovedet ind i en gasovn. Det er så også det eneste positive, jeg kan sige om det…,« siger Rud og holder en lille pause.

»Vil du med ud på Østbanegade? Jeg har en original amerikansk jukebox stående, som jeg gerne vil vise dig…«