Da Xinxin kom til Danmark, fik hun en magisk oplevelse i Amager Centeret

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det forfatter, programvært og klummeskribent Xinxin Ren Gudbjörnsson

»Pengene i kulturlivet skal ikke kun gives til bureaukrater på toppen og allerede etablerede kunstnere,« mener Xinxin Ren Gudbjörnsson, der er forfatter og tv-vært. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?

»Jeg tænker på et fattigt kulturliv, gennemsyret af den opfattelse, at kulturen ikke er noget værd. Det er først i Danmark, at jeg oplever, at så mange forventer, at man som kunstner eller arrangør arbejder gratis. Den materielle rigdom, man oplever i Danmark, afspejles ikke i kulturlivet.

Når kunstnere og arrangører ikke får en løn, der svarer til deres arbejdsindsats, forringer det kvaliteten af deres arbejde. Sådan er det jo i alle brancher, så det burde være logik for burhøns, at det naturligvis også gælder kulturbranchen.

Jeg mener, at man som kunstner har pligt til at sige fra, sige stop og sige nej, når man bliver tilbudt ingen løn, ringe løn eller ringe vilkår for ens arbejde. Jeg ser det som en pligt og nødvendighed at være solidarisk med andre kunstnere.«

»Når folk, der tilbyder mig gratis arbejde, bliver fornærmede, når jeg siger nej, svarer jeg altid meget høfligt og forklarer, at jeg desværre ikke har mulighed for at påtage mig arbejdet,« siger Xinxin Ren Gudbjörnsson, der er forfatter og tv-vært. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvad er dit livs største kulturoplevelse?

»Det var mit første besøg på et folkebibliotek. Året var 1991, og jeg var lige kommet til Danmark. Jeg gik rundt i Amager Centret og fandt det lokale folkebibliotek. Udover bøgerne, aviserne og magasinerne kunne jeg få kyndig vejledning fra flere bibliotekarer. Det var en magisk oplevelse.

I dag har folkebibliotekerne været udsat for så mange nedskæringer, at det nu er meget svært at komme i kontakt med en bibliotekar. Deres udbud er også blevet meget mindre, selvom efterspørgslen er blevet større. Det er en kedelig udvikling.«

Hvad er din værste kulturoplevelse?

»Når folk, der tilbyder mig gratis arbejde, bliver fornærmede, når jeg siger nej, svarer jeg altid meget høfligt og forklarer, at jeg desværre ikke har mulighed for at påtage mig arbejdet.

Det er ikke dem med de små eller nystartede projekter, der bliver sure, men derimod de etablerede og pengestærke institutioner. De mener, at jeg burde takke ja, fordi jeg burde brænde for mit arbejde i sådan en grad, at jeg ville arbejde gratis, og fordi jeg ved at arbejde gratis kan få mere synlighed som kunstner.

Jeg har skrevet og udgivet, siden jeg var otte år, og jeg har altid haft den opfattelse, at mit arbejde har en værdi – både kunstnerisk og monetært.«

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller læst slutningen på en bog som det første?

»Da jeg arbejdede for min fars forlag i Kina, læste jeg altid begyndelsen af en roman, novelle eller essay først og slutningen lige efter. Min opgave var at sortere i indsendte manuskripter, og der var rigtig mange, jeg skulle igennem.

Et værk skal som minimum begynde godt og slutte godt, så hvis jeg ikke er interesseret i starten eller slutningen, bliver værket lagt i nej-bunken.«

Er der særlige forhold man bare ikke gør i dansk kulturliv eller særlige uskrevne regler, som du har slået dig på?

»Da jeg skulle finde et forlag til min nye roman, »Risalderen«, fik jeg afslag fra et større forlag, der mente, at romanen ikke er tilstrækkelig kritisk over for Kina.

Dernæst fik jeg afslag fra et mellemstort forlag, der mente, at romanen er for kritisk over for Kina.

Som forfatter mener jeg ikke, at jeg skal proppe min egen ideologi ned i halsen på mine læsere. Derfor skriver jeg historier om virkelige mennesker og begivenheder, hvor læseren tvinges til at drage egne konklusioner og danne egne meninger og holdninger.

Mange forlag og journalister i Danmark har i tidens løb fortalt mig, at mine bøger ikke er tilstrækkeligt politiske. Men mine bøger er meget politiske – de er bare ikke politiske på den måde, man er vant til i Danmark.«

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Den konstante debat om dansk kultur anført af partier yderst til højre er gjort på en måde, der ophøjer dansk kultur på bekostning af andre kulturer. Det kan godt lade sig gøre at sige, at ens egen kultur er fed, uden at man nedgør andre kulturer.«

Dronning Margrethe er nok Danmarks mest undervurderede kunstner, mener Xinxin Ren Gudbjörnsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Nej.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Dronning Margrethe. Hendes illustrationer i »Ringenes Herre« er både stilfærdige og aggressive. Jeg kigger på dem hver uge, for de er inspirerende for mit arbejde som forfatter.«

Hvad er det mest overvurderede kunstværk?

»»Citizen Kane« skulle være den største film nogensinde. Jeg har forsøgt at se den adskillige gange i de seneste 20 år. Hver eneste gang er jeg faldet i søvn midt i filmen. Et godt kunstværk burde være vedkommende og vække stærke følelser – ikke være søvndyssende og kedelige.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

» … med kulturministerens begrænsede magt fokusere på at påpege de forhold, der er uretfærdige i kulturlivet. Det mindste, man som kulturminister kunne gøre, ville være at gøre opmærksom på, hvor vigtig kulturen er, især under krisetider som corona, krig og økonomisk nedgang.

Hvis jeg mod forventning har en pose penge, jeg kan bestemme over, vil jeg give dem til folkebibliotekerne. De er søjlen i folkeoplysning og vores kulturliv. Intet andet kan skabe mere lighed, viden, underholdning og kulturoplevelse for vores samfund, som folkebibliotekerne kan.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At vi har et rigt kulturliv. Pengene i kulturlivet skal ikke kun gives til bureaukrater på toppen og allerede etablerede kunstnere. Den lille arrangør, den debuterende skabende kunstner og alle andre, der bidrager til et rigere og mere alsidigt kulturliv, skal huskes, når der tildeles penge. Især arrangørerne glemmes i regnestykket, men de er vigtige, for uden arrangører er der ingen arrangementer.«