Da min far blev skør og skiftede julen ud med solhverv

MajseN Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

Og det skete i de dage, at min far tilsyneladende blev skør. I hvert fald nægtede han at holde for-jul for sine børnebørn, som juleaften skulle være sammen med deres far, og insisterede i stedet på at fejre solhverv. Altså den korteste dag på året.

Mine børn var forundrede, og jeg var rasende. Hvordan kan man være så barnlig, at man dikterer en afstikker fra traditionerne, og bare sådan lige bestemmer, at der skal ske noget andet i den højtid, som er så bundet af traditioner?

Det viste sig, at min far var endnu barnligere end som så. Hans daglige afstikkere til Tiger for at købe glimmer-lim og alt, der var gult som Solen, fik min mor til at udbryde, at hvis han virkelig var glimmer-bøsse, så kunne han faktisk godt have sagt det i løbet af deres 45-årige parløb. Og af sted var han igen, og der blev savet og gjort ved inde på hans kontor, som var omdannet til en stikling af »Shanes Verden«. Af og til kunne hun høre ham fnise derindefra.

Jeg var stadig rasende i dagene op til, at vi skulle fejre solhvervs-fest. Ja, det var den længste dag på året, og ja, det er da fint at fejre, at vi går mod lysere tider, men skulle det gå ud over mine børn? På den ene side var det vel i orden, at vi droppede en fake-juleaften, for børn kan godt blive lidt forvirrede over, at juleaften tilsyneladende har rykket sig fra at være én aften, til at være en fedt- og sukkerfestival på flere dage, hvor man får det samme at spise og skal åbne gaver, bare fordi de voksne ikke kan bære ikke at være sammen med deres børn den 24. december. Men solhverv?

Hvad med de kristne traditioner (som ingen i min familie kan huske, hvad er, bortset fra, at Jesus blev født), og hvad med juletræet? Man kan da ikke bare danse rundt i rummet uden noget at danse rundt om! Og så kan man heller ikke synge, vel, og så er der bare ikke meget jul tilbage.

De fleste familier har juletraditioner, og det er hyggeligt og trygt for nogen, og føles som kvælertag for andre. Jeg husker f.eks. den juleaften, hvor min bedstefar pludselig insisterede på, at vi skulle spise grøden først, som i hans barndom, eller det år, hvor vi ankom til min svoger, og han kun havde pyntet træet med et par dykkerbriller som ret angstprovokerende for mit konservative julesind.

Så kom dagen, eller rettere – aftenen, hvor vi tilsyneladende skulle fejre den hedenske fest, som vikinger i en lerklinet hytte med fugtige fåreskinds-kapper, eller hvad min far havde forestillet sig. Fire betuttede børn – mine tre og deres kusine – og min bror og jeg, som var så teenage-sur, at det var lige før jeg fik bumser og bøjle og tog min ABBA Arrival-T-shirt på. Vi trådte ind i vores forældres lejlighed, og ... midt i stuen stod det fineste træ, man kan forestille sig. Solhvervs-træet, som var et kosteskaft sat fast i en juletræsfod, havde fået boret huller, hvor der var tværpinde besat med små mennesker, som alle var solgule.

Deres arme og ben var lavet af piberensere, deres hoveder var små træ-kugler, og hver især var disse små gnomer i færd med deres sysler. Nogle dansede, andre fiskede eller læste en bog, eller knaldede (fordi min far er barnlig, og tak for det, men ikke så meget tak på mine børns vegne), og i toppen af træet strålede en sol af pap og glimmer-lim.

Jeg tror ikke, at min far nogensinde selv har været ude og købe en julegave til mig eller mine børn, men dette! Det var i sandhed den fineste gave, jeg kunne få til jul. At nogen gad at re-arrangere julen og gøre den til noget nyt og sjovt, det var fantastisk. De fleste mennesker har råd til at gå ud og købe et par gaver, men at sætte en grænse, og sige hvad man har lyst til, når man nu er den, der skal holde en form for jul, og så lave et træ så fint, det er vel den største gave af alle.

Illustration: Rasmus Meisler. Fold sammen
Læs mere