»Da han døde, tænkte jeg: »Hvem vil læse en død mands kogebog?««

For snart to år siden mistede kogebogsforfatteren Ditte Ingemann sin mand, Søren, til en aggressiv kræftform, der næsten fik lov at fravriste dem en af deres største fælles glæder: mødet om måltidet. Nu har hun skrevet den kogebog til kræftsyge og pårørende, de begge savnede i sygdomsforløbet.

For Ditte Ingemann Jensen blev hendes mands sygdomsforløb et vendepunkt, hvor ordene »du skal spise, du må ikke tabe dig« blev det evige omkvæd i parforholdet og i deres liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Når du er sammen med én, der er ved at dø, så taler du meget om livet.«

Ditte Ingemanns hænder er foldede omkring keramikkoppen med stærk, sort kaffe, blikket er fast, stemmen rolig, da vi mødes i hendes køkken på Nørrebro.

»Da døden så kom, var jeg nødt til at lukke ned i en periode. Men nu er den kommet på afstand, så nu er jeg klar til at tale om den.«

Mad har altid været til stede i kogebogsforfatterens liv. Som barn gik hun ikke til ridning, håndbold eller showdance. Hun gik i køkkenet. Det var før, begreber som »food porn« og »Den store bagedyst« eksisterede, og det var hverken hipt eller hot at gå op i surdej, smukke salater eller sunde kager. Da hendes mand, Søren, blev syg med en aggressiv kræftform, fik maden pludselig et andet og mere vigtigt sprog.

Nu har hun skrevet en kogebog til kræftramte og deres pårørende. De pjecer, der var til rådighed om kost til kræftsyge under Sørens sygdomsforløb, signalerede nemlig alt andet end håb og livskraft, siger hun. De signalerede kun sygdom.

»Han var selv en ekstrem æstetiker og et visuelt menneske. Og der var intet, der var lækkert ved den mad, han blev præsenteret for her. Så vi blev enige om, at vi ville lave den kogebog, vi savnede, når han blev rask. Det skulle være vores måde at give tilbage og sige tak for al den hjælp, vi havde fået. Jeg udviklede retter, skrev ned og tog billeder af alt, hvad jeg lavede, for at huske det, vi skulle have med,« siger hun og kigger ned på bogens lysegule omslag.

»Men da han så døde, tænkte jeg: »Hvem vil dog læse en død mands kogebog? Han overlevede jo ikke«. Heldigvis blev jeg fra flere sider mindet om, at det jo ikke kun er en bog til patienten med kræft. Den er jo også skrevet til de pårørende. Måltidet er jo sådan en social ting, og det er jo ofte, når vi spiser sammen med andre, at vi får lyst til at spise mere og bedre. Så bogen skulle også hjælpe til at holde fast ved måltidets glæder – særligt når det er svært, og den syge er lagt ned med kvalme, ubehag eller madlede.«

Ditte Ingemann, kogebogsforfatter

»Jeg prøver at tænke, at jeg er privilegeret, at jeg har oplevet den slags kærlighed. Vi havde ikke en eneste dårlig dag. Noget faldt bare på plads, da vi mødte hinanden.«


Det er stadig mærkeligt for hende, at hun ikke skal lave to smoothie bowls om morgenen. At den italienske kaffemaskine kun skal brygge én kop.

»Jeg prøver at tænke, at jeg er privilegeret, at jeg har oplevet den slags kærlighed. Vi havde ikke en eneste dårlig dag. Noget faldt bare på plads, da vi mødte hinanden,« siger hun.

​»En af de unge sygeplejersker, der var hos os, da Søren var dårligst, fortalte, at hun havde sagt til sin kæreste: »Hvis du bare elsker mig halvt så meget, som Søren elsker Ditte, så er det nok.« Jeg var sikker på, at jeg ville dø med ham. Ægteskabet var ikke til døden os skiller, men til døden tager os, tænkte jeg.«

En stor kærlighed

Tilbage i 2009 var hun en aften på bar og ventede i kø til toilettet. Og der stod Søren så. Ti måneder senere blev de gift og var flyttet sammen i Sørens lejlighed på Amager. Han sagde altid: »Man skal gifte sig, mens man stadig er helt blæst med hinanden.« Det blev de aldrig færdige med at være, lyder hendes konklusion i dag.

»Det var meget sigende for vores forhold, at vi ikke havde brug for andre. Han var grafisk designer og begyndte at tage billeder, samtidig med at jeg begyndte at arbejde som opskriftsudvikler, madstylist og fotograf – og pludselig arbejdede vi så sammen om mine kogebøger også.«

»Jeg prøver at tænke, at jeg er privilegeret, at jeg har oplevet den slags kærlighed. Vi havde ikke en eneste dårlig dag.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Parret fravalgte ikke børn. De udsatte dem bare lidt.

»Vi havde begge følelsen af, at det får vi tid til lige om lidt. Vi skulle bare lige nå et projekt mere, en rejse mere, besøge lidt flere restauranter.«

Da Ditte mødte Søren, var han ungkarletypen, der kun havde en pakke Stryhns i køleskabet og skovmandsrugbrød i brødkassen. Men han blev optaget af hele den sociale og sanselige del af madens univers, fordi det var en essentiel del af Dittes kærlighedssprog. At lave måltider, der ikke bare dækkede det daglige kaloriebehov, men som var lige så appetitlige at se på, som de var at dufte til og smage.

»Vi fik hurtigt faste ritualer, hvor morgenkaffen og morgenmaden altid blev indtaget i sengen. Det gør jeg stadig i dag. Vi elskede hverdagen mere end noget, og vi blev aldrig færdige med at snakke. Det irriterede faktisk Søren, at vores samtaler og dagens opgaver skulle afbrydes med søvn. Han kedede sig aldrig. Det værste, han kunne forestille sig, var at spilde sin tid. Måske havde han en sjette sans om, at han ville dø ung, for han levede så intenst.«

Intet immunforsvar

Dødstruslen kom fra den ene dag til den anden. Ditte skulle afholde kursus i Marokko, men inden hun rejste, var Søren utilpas. Hun vidste, det var alvor, for manden, der aldrig havde en sygedag, ville køre til lægen, efter at hun var afleveret i lufthavnen. Lægen sendte ham med udrykning til Herlev Hospital på mistanken om et åbent mavesår. Ditte blev underrettet i Marokko og rejste omgående hjem. Det næste halvandet år veg hun ikke fra ham.

Søren fik diagnosticeret en sjælden og aggressiv kræft i bughinden og skulle til daglige tjek på Rigshospitalet. På de gode dage måtte han tage med Ditte hjem. På de dårlige blev de omgående bragt i isolation på hospitalet.

»Han fik så voldsom en behandling, at han intet immunforsvar havde. Jeg vidste, at jeg bare skulle tage orlov fra alting og bruge min opsparing på at være der for ham. Det fyldte hver eneste dag. Alt handlede om sygdom. Om at han ikke måtte tabe sig, og om at han skulle holde sig fysisk aktiv.«

»Da døden så kom, var jeg nødt til at lukke ned i en periode. Men nu er den kommet på afstand, så nu er jeg klar til at tale om den,« fortæller kogebogsforfatter Ditte Ingemann om sin mands død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Med et var maden ikke æstetik og nydelse. Nu kom den til at handle om forskellen på liv og død. Ditte Ingemann understreger flere gange i sin nye bog, »Kost og kræft«, at mad ikke kan kurere kræft eller booste immunforsvaret. Den myte skal aflives. Men maden kan sikre, at patienter ikke taber sig for voldsomt og dermed bliver uimodtagelige for den fornødne behandling.

»Maden, der blev serveret på hospitalet, havde hverken han eller jeg lyst til at spise, så jeg kastede mig over opgaven at lave mad til ham. Mit evige omkvæd blev: »Du skal spise, du må ikke tabe dig.« Og jeg var sikkert dødirriterende, men det var jo det sted, jeg følte, at jeg kunne hjælpe og gøre en forskel.«

»Kræften er ligeglad med, hvad du gerne vil. Jeg tror, det er farligt at tro, at man kan spise sig rask.«


Søren nægtede at lægge sig ned og dø. Også selvom det arbejde, de hverdagsritualer og den morgenkaffe, han elskede mest, forsvandt.

»Vi var aldrig vrede. Søren filosoferede meget over, om det ville have været federe, hvis hans sygdom var selvforskyldt, end som det var nu, hvor lægerne sammenlignede hans kræftdiagnose med lynet, der uforvarende slår ned. Men vi oplevede da begge frustration.

Jeg stod på hovedet for at finde på noget, han kunne spise, og det var svært ikke at opleve det som en afvisning, når han ikke ville have den mad, jeg stillede foran ham. Hans mor ville også lave alle hans livretter. Det var jo barndommens kærlighedssprog. Men man må aldrig spise sine livretter, når man er i kemo, for så vil du afsky dem resten af livet.«

»Vi har gjort døden til livets ultimative fiasko, men jeg er ikke bange for at dø. For vi ved jo ikke, hvad døden har at byde på,« siger kogebogsforfatter Ditte Ingemann Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

I den sidste tid var en af Dittes største kærlighedserklæringer at køre i McDrive og købe salt og fedtet fastfood, da det pludselig var dét, Søren kunne overskue.

»Tidligere i forløbet prøvede jeg hele tiden at implementere min faglighed i måltiderne, men jeg fandt jo ud af, at det vigtigste ikke var, hvad han spiste, men at han spiste noget overhovedet,« fortæller hun.

Ingen hokuspokus

Kogebogen hverken kan eller skal kurere kræft. Den skal vække appetit.

»Jeg kan godt forstå, hvis folk har brug for at tro på, at maden er magisk, for man bliver jo desperat, når det gælder liv og død. Hurtigt i forløbet forstod vi jo, at kræft er en vanvittigt kompleks og vred sygdom. Kræften er ligeglad med, hvad du gerne vil. Jeg tror, det er farligt at tro, at man kan spise sig rask. Man skal spise god mad og undgå at tabe sig, og det er det, jeg på Sørens vegne vil give inspiration til. Søren holdt fast i sin vægt og ville kæmpe til det sidste, og derfor kunne han fastholde sin behandling så længe.«

»Sorgen forsvinder ikke. Men vi er jo dynamiske væsener, så min måde at leve med den ændrer sig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Til juli er det to år siden, Søren døde.

»Sorgen forsvinder ikke. Men vi er jo dynamiske væsener, så min måde at leve med den på ændrer sig. Jeg mistede min far, da jeg var 23 år, så da jeg kunne se, hvor det bar hen med Søren, begyndte jeg at forberede mig. Jeg talte stadig håbets sprog med Søren, men alvor med lægerne,« husker hun.

»Forløbet har både gjort mig stærkere og mere sårbar. Klicheen om, at du ikke aner, hvad der sker i morgen, blev bekræftet, og det er skræmmende. At jeg kan være rask i dag og dødeligt syg om en uge. Samtidig tænker jeg: Nu er jeg her trods alt. Det er ikke synd for mig – det er synd for Søren. Jeg kan ikke tillade mig at sjuske med mit liv. Jeg var konstant bange, mens han var syg. Nu er jeg ikke bange. Jeg har ikke noget på spil længere, og der er intet, jeg er bange for at miste.«