Cykelstien er ikke en parkeringsplads

Rasmus Karkov sender en bøn til bilindehavere i København: Lad være med at parkere på cykelstien, det er livsfarligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Egentlig ville jeg have skrevet en opløftende historie om, at jeg i dag nåede hele vejen til arbejde uden at skulle køre ud på vejbanen eller ind på fortovet for at komme forbi en eller anden varevogn med den karakteristiske forstadsgule nummerplade, der spærrede for hele cykelstien. Men det ville være i strid med sandheden. For sådan var det selvfølgelig ikke.

I stedet måtte jeg som sædvanlig flere gange enten stoppe op, stå af cyklen, trække den ind på fortovet og forbi varevognen eller resolut cykle direkte ud blandt småfornærmede bilister, der ikke lige besidder det trafikale overblik til at forstå den årsagssammenhæng, der er skyld i, at der nu igen er en af de der vanvidscyklister på kørebanen. Jeg ved godt, at en varevogn på cykelstien er mindre generende for trafikken end en varevogn på vejbanen, og at jeg afslører en dyb mangel på rummelighed og motivforsker en hel del. Men jeg er ret sikker på, at Hundige-håndværkerne også synes, at det er lidt fedt at spærre vejen for alle de elitært frelste storbydjøffere, der føler sig åh så klimaselvgode, når de bliver båret miljørigtigt gennem byen på den grønne globaliseringsbølge. Især hvis det er en af de der speltmødre, der har sine to Østerbrobørn med i ladcyklen og hverken kan komme den ene eller anden vej, når cykelstien er spærret. Det er i hvert fald det indtryk, man kan få af dem, når de gør behjertede forsøg på at meje så mange storstadsbørn som muligt ned med deres rethaveriske 50 kilometer i timen i Københavns smalle sidegader, mens de æder en Big Mac, slubrer en vaniljeshake og hører Gulddrengen.

Jeg ved ikke, om droschekuskene gjorde noget tilsvarende i New York i slutningen af 1800-tallet, men de parkerede i hvert fald på cykelstierne. Det siges, at det inderste spor af New Yorks brostensgader oprindeligt blev asfalteret, for at cykler kunne komme frem, og ud af et byrådsforslag fra 1899, der ville forbyde obstruktion af cykelstierne, kan man læse, at alle andre øjeblikkeligt begyndte at spærre for cyklerne. Det gør de stadig i så stor stil, at der nu findes en række apps og sociale tjenester, hvor cyklister advarer hinanden om spærrede cykelstier på samme måde, som bilister advarer om fartkontrol.

Jeg har selv bil på Indre Østerbro, hvor der bogstaveligt talt er flere biler end parkeringspladser, så jeg kender alt til ærgrelsen over at skulle parkere langt fra sit bestemmelsessted og slæbe en weekendoppakning på størrelse med en værktøjskasse og et parti gulvbrædder ad stærkt befærdede fortov. Og jeg er udmærket klar over, at cyklister, mig selv inklusiv, kan være lige så påståelige som veganske joggere på løbetur langs søerne, men København er altså en cykelby. Borgerne i København har med deres 678.000 cykler flere end seks gange så mange cykler som biler, så at parkere på cykelstien er nogenlunde lige så uhensigtsmæssigt og potentielt livsfarligt som at rynke på næsen over steroider i City 2 eller moralisere over sort arbejde i den lokale smørrebrødsbutik ved frokosttid.