Coronakrisen rammer kulturen: Kendt københavnsk spillested truet af lukning

Et af Københavns mest sejlivede spillesteder beder nu folk om et frivilligt bidrag på grund coronakrisen. De offentlige hjælpepakker dækker ikke de månedlige udgifter på 40.000 kroner. Målet er en halv million kroner via crowdfunding.

Black Lips under en koncert på Loppen i 2008. Nu er spillestedet på Christiania truet af lukning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lea Meilandt Mathiesen

Loppen er en af Københavns mest sejlivede musikinstitutioner, men nu har coronakrisen presset spillestedet på Christiania i knæ.

»I lyset af covid-19-pandemien er vi blevet tvunget til at lukke vores spillested ned. Situationen kommer i kølvandet på et afslag om regional driftsstøtte fra Statens Kunstfond samt en udløbet driftsaftale med Københavns Kommune i slutningen af 2020. Vi ved derfor ikke, hvornår vi kan åbne igen. Selv med regeringens nuværende støttepakker ser situationen sort ud. Med forpligtelser over for vores personale, vores frivillige og vores faste udgifter, koster det os over 40.000 kroner om måneden at holde dørene lukket,« skriver Loppen på gofundme.com.

Blandt mange andre har Why spillet på Loppen på Christiania. Spillestedet har eksisteret siden 1973, men er nu truet af lukning på grund af coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lea Meilandt Mathiesen.

Det indsamlede beløb, som indsamles via crowdfunding – altså frivillige bidrag – skal sikre, at Loppen kan klare de månedlige udgifter og genåbne, når restriktionerne som følge af coronakrisen bliver ophævet.

»Som beløbet antyder, har vi brug for mere økonomisk hjælp, end vi selv kan klare. Vi er derfor evigt taknemmelige for hver en krone, du kan bidrage med i den her vanskelige situation,« skriver Loppen.

Loppen sprang ud i 1973

Loppen blev indviet i 1973, og hed dengang Christianias Viking Jazz Club. Senere skiftede spillestedet navn og blev opkaldt efter det loppemarked, som lå nedenunder de nuværende lokaler. Blandt andet Blur, Interpol, Franz Ferdinand, Trentemøller, Mikael Simpson og Dizzy Mizz Lizzy har spillet på Loppen.

»Vi håber at få skabt noget opmærksomhed om Loppens situation. Vi har ansøgt Københavns Kommune om et tilskud på 1,5 million kroner, og vi håber, at kunne indsamle en halv million kroner via fundraising. Hvis det lykkes, vil vi kunne klare os resten af 2020 og hele 2021,« siger Frederik Rosbach, der er PR- og marketingmedarbejder på Loppen.

Der var onsdag tekniske problemer med indbetalinger på gofundme.com. Frederik Rosbach forventer, at problemet hurtigt vil blive løst.