Coronakrisen har vist, at det kan betale sig at gøre en fælles indsats

Lad os håbe, at krisens spor strækker sig langt og betyder, at vi genfinder troen på, at vi kan ændre på verden, skriver museumsdirektør Jane Sandberg i denne klumme.

»Lad os håbe, at krisens spor strækker sig langt og betyder, at vi genfinder troen på, at vi kan ændre på verden,« skriver museumsdirektør Jane Sandberg i denne klumme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Først kom nyheden om, at skolebørn og deres lærere trivedes gevaldigt med de nye coronavenlige undervisningsformer, hvor de er mere udendørs og arbejder i mindre grupper. Dernæst blev vi præsenteret for opsigtsvækkende tal om, at der er langt færre børn, der er blevet født alt for tidligt i coronamånederne. Sortseeres forudsigelser, da krisen ramte, om at ordet skilsmisse ville være et af de mest googlede, når nu ægtefolk blev tvunget til at være mere sammen, viste sig ikke at holde stik. Luftfotos dokumenterede langt mindre forurening. Forleden postede en et foto fra Cairos gamle bydel med en tekst om, at det var første gang i 50 år, at han havde kunnet se pyramiderne i horisonten. Alle eksempler på krisens upsides.

»Når noget grimt rammer og ændrer på vores hverdag, har vi brug for at vide hvor længe. Men at sammenligne med finanskrisen er måske ikke en valid målestok.«


En af de diskussioner, som har fyldt meget, har handlet om, hvor længe krisen sætter sig spor, ikke mindst i økonomien. Umiddelbart har det været nærliggende at sammenligne med finanskrisen, måske for at finde en slags benchmark, så vi har noget at forholde os til. For sådan er vi mennesker nu engang indrettet. Når noget grimt rammer og ændrer på vores hverdag, har vi brug for at vide hvor længe.

Men at sammenligne med finanskrisen er måske ikke en valid målestok. Alene af den årsag, at finanskrisen var resultatet af en af de syv dødssynder: grådighed. Coronakrisen er sandsynligvis også resultatet af menneskelig adfærd, men ikke med samme kalkulerede hensigt, som det var tilfældet, da en verdensomspændende recession satte ind i 2008.

Når vi skal lappe på krisens sår i månederne og årene, der kommer, kan vi muligvis have gavn af, at coronakrisen ikke bunder i vilkår, der er sammenlignelige med finanskrisen. Og måske vi især kan finde (ny) mening i, at vi har talt om og udvist samfundssind på en helt anderledes måde, end det var tilfældet for ti år siden. Vi blev jo hjemme for at passe på andre end os selv. Vi hyldede dem, der gik forrest, og vi oplevede, i takt med at landet genåbnede, positive gevinster på problematikker, som vi godt nok erkendte, før krisen ramte, men sjældent fik gjort noget ved. Vi er også blevet mere bevidste om, at den enkeltes adfærd kan være med til at gøre en forskel. Det er godt for sammenhængskraften i det store fællesskab samfundet.

I psykologisk forskning kan man finde belæg for, at det i gennemsnit tager 66 dage at ændre en vane. Vi er med andre ord godt på vej til, at vi kan ændre på nogle af de aspekter, som kan være medvirkende til, at vi får bedre liv. Det sværeste bliver selvfølgelig at være vedholdende. Men de håndfaste eksempler har vist, at det kan betale sig, hvis vi gør en fælles indsats, og resultaterne indfinder sig rent faktisk. Hvis vi skal holde fast i, at vi har set ind i bedre liv, så vil det selvfølgelig betyde afsavn, men hvis de afsavn erstattes af mere nærvær og trivsel samt mindre stress, vil det være godt for de fleste. Så lad os håbe, at krisens spor strækker sig langt og betyder, at vi genfinder troen på, at vi kan ændre på verden.