Coronaen tog meget af Olivias gymnasietid – men hun har lært en vigtig livslektie

De har gået i skole i sommerhus, haft undervisning i sofaen og hjulpet hinanden op ad coronahullet. Berlingske har talt med de nyslåede studenter, som har haft en gymnasietid, der ikke minder om nogen andres.

»Jeg synes, jeg har det godt på vennefronten. Alle er glade, og det er jeg også. Men jeg synes, det virker overvældende at skulle ud at læse videre,« svarer den nyslåede student Isabella Amsinck, da Berlingske spørger, om hun følger sig velforberedt til det, der nu skal ske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I kantinen på Gammel Hellerup Gymnasium (GHG) må luftfugtigheden være omtrent 100 procent.

Der lugter en anelse af mange, varme kroppe og mousserende vin af varierende kvalitet, som familier til de nyslåede studenter har medbragt i fyldte fletkurve og muleposer sammen med papirflag og danske jordbær. Familierne klapper, hujer og hilser på skift, i takt med at netop deres student kommer ned ad trappen.

På GHG er meget, som det plejer, men studenterne kan kun i nogen grad nikke genkendende til erindringer, der ellers for os andre er normale. Selvom de nu er færdige med 3.g, har de kun haft en hverdag på skolen i omtrent halvandet år, fordi coronapandemien holdt dem hjemme i store dele af gymnasietiden. Jeg selv og fotojournalist Søren Bidstrup er taget til mit gamle gymnasium for at be- eller afkræfte, at årgang 2022 har radikalt andre gymnasieminder end dem, som alle vi andre har haft de seneste mange årtier.

Jeg sætter mig i et rum i forlængelse af kantinen sammen med Isabella Amsinck, Naomi Hamburger og Mie Auscher. Isabella Amsinck var egentlig hende, jeg havde lavet en aftale med på forhånd, men hun er flankeret af sine to klassekammerater og veninder, som er blevet studenter tidligere på ugen.

Som om hun aldrig rigtigt kom tilbage

Jeg spørger trioen, om det føles som at være turist på sit eget gymnasium? At man besøger noget, oplever noget én gang, men ikke når at finde kontinuiteten og følelsen af at høre til?

»Ja, lidt. Efter corona er det, som om man er lidt tabt i tid og sted. Det er, som om jeg aldrig rigtigt kom tilbage, som om skolen ikke er vores. Det er også den følelse, som de traditioner, vi er gået glip af, ellers har været med til at skabe,« svarer Isabella Amsinck der er 19 år, og som fik sin studenterhue på for omtrent 20 minutter siden.

Naomi Hamburger i midten med den sorte trøje. Til venstre for Naomi står Mie Auscher. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hun mener, at de aldrig har nået at føle, at skolen var deres. At de hierarkier, der ellers plejede at være mellem 1.g'erne, 2.g'erne og 3.g'erne, er blevet udvisket.

»Årgangene er nok mere ligestillede, og vi har været lidt irriterede over, at 1. og 2.g'erne slet ikke har været bange for os,« siger Isabella Amsinck med et forsigtigt grin, som de to andre straks griber med deres egne grin.

I det hele taget lægger man mærke til, hvor meget eleverne generelt er hurtige til at gribe hinanden.

20-årige Olivia Storm bliver student en halv time efter Isabella Amsinck.

Hendes familie står lykkeligvis ikke nede i den fugtige kantine, men udenfor, når jeg lige at tænke.

»Det gik ad helvede til«

Olivia Storm fik sin hue efter sin sidste eksamen i historie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

For efter naturen med en virus er kommet i vejen for en normal gymnasietid, kan den ikke dy sig for også lige at gøre slutningen en anelse mere besværlig. Det begynder trods DMIs løfter om det modsatte at regne, så familier og venner må søge ly under en pavillon, der er dekoreret med rød/hvide balloner og »GHG Student 2022« stavet med balloner formet som bogstaver.

»Det gik ad helvede til,« siger Olivia Storm, allerede inden hun er nået helt hen til sin familie, om den historieeksamen, hun lige har været til.

Straks råber Olivia Storms veninder »hvor er du sej!«, »du ser skidegodt ud, og det er det vigtigste« – blandt de ting, som jeg når at grifle ned på min regnvåde blok.

Der fældes et par tårer. Først af Olivia Storm og siden af flere familiemedlemmer, da Olivia kommer ud fra sin eksamen og får hue på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Senere, da jeg taler med Olivia Storm på tomandshånd, spørger jeg til den megen opbakning, jeg har oplevet i løbet af den times tid, jeg har været på gymnasiet. Sådan husker jeg nemlig ikke min gymnasietid.

»Vi har virkelig prøvet at bakke hinanden op. Det var vigtigt efter corona, at folk ikke gav op. Vi skulle jo gerne tilbage til det, vi efterlod inden corona. Jeg selv var helt i bund. Det var så hårdt at sidde derhjemme og tænke på alle de fester, man gik glip af, eller at man, når man endelig måtte gå i byen, skulle gå hjem klokken 12, fordi barerne lukkede. Det var det, vi prøvede at genskabe efter corona, hvor alle var nede i et hul,« siger Olivia Storm.

Hullet

Olivia Storm har helt generelt ikke meget godt at sige om den lange periode, hvor hun var tvunget til at være hjemme. Hun omtaler flere gange sit humør og nedlukningsperioderne som »hullet«.

Olivia, du har nævnt »hullet« et par gange. Når man er meget alene med sig selv, forestiller jeg mig, at man også lærer sig selv bedre at kende. Har det været svært?

»Jeg synes ikke, jeg lært mig selv at kende. Det var ikke rigtig mig, sådan som jeg var under nedlukningen. Jeg lå hele tiden i min seng. Jeg plejer at være ude og gøre gaderne farlige, men nu lå jeg bare og kiggede. Jeg lærte dog at fylde min tid ud, når jeg havde meget af den.«

Hun fortæller, at hun arbejdede som poder, og det mener hun til gengæld har lært hende at have tålmodighed med alle slags mennesker. En typisk fredag aften under coronanedlukningerne for den tilsyneladende festglade Olivia Storm bestod af filmaften med familien eller seriestreaming i hendes egen seng.

Trøsten ved Linse Kessler

»Det vigtige er, at vi kan være sammen, har jeg indset. Se nu her, hvor alle står op og ned ad hinanden, er glade og hepper. Sådan måtte de jo ikke stå sidste år,« siger Olivia Storm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hun så meget »Harry Potter«, og »Familien fra Bryggen« – altså realityserien om Linse Kesslers familie, hvor sæson 20 snart har premiere – så Olivia Storm fra start til slut flere gange.

Hvorfor lige »Familien fra Bryggen«?

»Der sker ikke så meget, men de er skideskægge og vandrer jo bare rundt og laver alt mulig sjovt. Det var lige det, man savnede. De kunne bare gå rundt med frie tøjler og lave lige det, de ville,« svarer Olivia Storm med en bemærkelsesværdig refleksionsevne, som jeg ikke tror, jeg selv havde kunnet mønstre en halv times tid efter, jeg fik min studenterhue på.

Men de frie tøjler, som man kan være misundelig på, kan også være skræmmende, når man i store dele af sin ungdom har været hjemme hos sig selv og levet et liv dikteret af onlineundervisning og faste rammer.

Berlingske spurgte, hvad Isabella Amsinck gerne ville sige til sig selv i 1.g: »Jeg ville sige til mig selv, at jeg skulle være mindre hård ved mig selv og måske planlægge min tid bedre, så jeg kunne bruge tid på at hygge mig søndag aften i stedet for at have dårlig samvittighed over en aflevering.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Isabella Amsinck sagde lidt tidligere, at hun ikke føler sig velforberedt til, hvad der nu skal ske, når studenterfesterne om et par uger er overstået.

»Man har haft en fast ramme og vidst, hvad man skulle hver morgen. Men, shit, nu kan jeg være på den anden side af kloden i morgen og lave noget helt andet, som jeg ikke ved noget om. Den overgang mellem det faste til det åbne er voldsom,« siger Isabella Amsinck og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvad der skal ske bagefter. Der er jo tilbud nok, men jeg tror, det bare er mig, der ikke kan finde ud af at tage imod dem. Det er nervepirrende, at det føles, som om alle andre har styr på det.«

Men – som det jo er med årgang 2022 – så er Mie Auscher der med det samme med en opbakkende bemærkning.

»Du er ikke alene. Jeg er i samme båd,« siger Mie Auscher, og Isabella Amsinck finder ud af, at det også er en plan ikke at have en plan.

»Jeg skal holde sabbatår. Jeg rider og har fået et job som groom (medhjælper i en stald, red.). Naomi og jeg har talt om at skulle være rejseguider,« siger Isabella Amsinck.

Carpe diem

Isabella Amsinck, Mie Auscher og Naomi Hamburger fortæller også om ting, de har kunnet, som andre årgange nok ville misunde dem. Under en nedlukning tog de og nogle veninder for eksempel i sommerhus og havde onlineundervisning dér i stedet for hjemme.

Og så har de fået noget andet med videre.

»Vi er nok bedre til selvstændigt arbejde og til selvkontrol,« siger Naomi Hamburger og bliver suppleret af Isabella Amsinck:

»Det har krævet styrke og selvindsigt at få lavet sine ting, når man ved, at fjernsynet står lige ved siden af. Jeg kan slappe mere af i mit eget selskab. Jeg stoler på mig selv og stoler på, at jeg godt selv kan finde ud af at lave noget, uden der står en lærer og tvinger mig.«

Berlingske spurgte, hvad Olivia Storm gerne ville sige til sig selv i 1.g: »Lad være med at blive hjemme fra den der ene fest. Alt kan ændre sig på et øjeblik – du kan ikke være sikker på, du bare kan tage til den fest en anden gang.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Olivia Storm indrømmer også modvilligt at have lært noget af »coronahullet«. Hun er bange for, at det er en kliché, men jeg forsikrer hende om, at journalister ikke er bange for klicheer.

»Jeg har lært at sætte pris på de ting, man ikke normalt sætter pris på. Alle de små ting. Pandemien har også gjort, at jeg fremover vil tage flere chancer. Hvis der er noget, jeg gerne vil, så skal jeg gøre det. For hvad hvis der kommer en ny virus, der gør, at jeg ikke bare kan tage afsted næste år? Jeg gider ikke fortryde, at jeg ikke gjorde det, jeg ville,« siger Olivia Storm, der har fuldstændig styr på, hvad der skal ske de næste uger, måneder og år:

»Jeg skal være ædru i max to timer de næste to uger. Så skal jeg arbejde på Rigshospitalet som runner på hjerteafdelingen, og derefter skal jeg læse til læge.«

Selvom meget er forandret, er det meste stadig det samme. The kids are alright, for nu at bruge en kliché.