Corona fik revet tæppet væk under Montmartre – her er historien om københavnerikonet

ESSAY: Jazzhus Montmartre i Store Regnegade står til at dreje nøglen om, og dermed bliver der sat et punktum for et stykke dansk og internationalt jazzhistorie. Eller? Bliver det historieombruste københavnske spillested nok engang reddet på målstregen for at genopstå som en anden Fugl Fønix? Berlingskes jazzskribent Kjeld Frandsen dykker ned i historien om det ikoniske spillested.

Jazzhus Montmartre, det tidligere Montmartre. I maj 2010 genåbnede jazzpianist Niels Lan Doky og mediemand og iværksætter Rune Bech Jazzhus Montmartre på den oprindelige adresse i Store Regnegade 19A. Det skete som en selvejende nonprofit-kulturinstitution med fokus på »jazz af verdensklasse«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Lindgren

Oplysningen om, at det ikoniske jazzhus på matriklen i Store Regnegade i det indre København må lukke, har skabt betragtelige ringe i vandet.

Det er da også trist, meget trist, hvis Montmartre – grundet den corona-definerede publikumsreduktion – skal ende som et fortidsminde.

Men måske der i sidste øjeblik dukker en papkasse op med de to en halv million kroner, der kan holde jazzhusets skrue i vandet i endnu en rum tid. I hvert fald har kulturminister Joy Mogensen (S) annonceret, at hun vil undersøge muligheden for at redde spillestedet.

Da Jazzhus Montmartre i 2010 genåbnede på sin gamle adresse i Store Regnegade 19A, herskede der blandt mange københavnere den opfattelse, at jazzen de seneste 34 år havde været landsforvist. Dette var dog på ingen måde tilfældet. Faktisk var det en ret så frodig periode for dansk jazz mellem 1976 og 2010. Montmartre-navnet blev allerede i 1976 overtaget af den navnkundige værtshusholder Kay Sørensen, kaldet »Jazz-Kay«, der fik stor succes med sit Nørregade-etablissement, som også efter hans død i 1988 havde gode ting på programmet frem til lukningen i 1995.

Sideløbende kom den til stadighed ekspanderende Copenhagen Jazz Festival ind i billedet fra 1979, ligesom Copenhagen Jazz House fra 1991 – og mange år frem – levede op til sit ry som jazzens nationalscene.

Dertil blev byen også beriget med en række andre spillesteder, der kunne præsentere de mange friske udøvere, der fra 1986 blev udklækket på Rytmisk Musikkonservatorium.

Montmartre i Store Regnegade i november 1931. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra Wiedemann Jazz i Danmark.

Ingen tvivl om, at der er en særlig magi over navnet Montmartre. Helt faktuelt lå der allerede i årene omkring 1930 en parisisk inspireret restaurant med navnet Montmartre i Store Regnegade 19. Siden cirkulerede navnet rundt på diverse af byens lokaliteter – en periode også på Dyrehavsbakken – og da der i 1950erne kom gang i jazzklubberne, opstod navnet Montmartre nok engang med forskellige tilholdssteder, indtil arkitekten Anders Dyrup fik fat i de gamle Store Regnegade-lokaler, hvor han sammen med kunstnersammenslutningen 6+2 indrettede stedet efter alle kunstens regler. Særlig markant var langvæggen med de karakteristiske gipsmasker, skabt af kunstneren Mogens Gylling.

Jazzhistorisk møde: Den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz får besøg af en landsmand, barytonsaxofonisten Gerry Mulligan, på scenen i Montmartre i 1959. Fold sammen
Læs mere
Foto: Egon Engmann.

17. februar 1959 blev Montmartre åbnet med den populære New Orleans-klarinettist George Lewis og hans band. Der var altså lagt op til musik i den gamle stil.

Ved lidt af en tilfældighed fik Anders Dyrup dog kontakt til den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz, der havde slået sig ned i Danmark, og som snart og jævnligt indtog scenen. Hans tilstedeværelse ændrede musikprofilen – ikke mindst, da han fik selskab af den amerikanske bassist Oscar Pettiford. Selv om stedet nu kom på det jazzmusikalske verdenskort, fik Anders Dyrup i begyndelsen af 1960 problemer og måtte lukke stedet.

Tiden gik, Stan Getz rejste hjem, og Oscar Pettiford døde, og de fleste mistede troen på Montmartres genopstandelse.

Nytårsaften 1961/1962 blev dørene slået op af den herboende amerikanske pianist Harold Goldberg og den garvede tjener og jazzelsker Herluf Kamp-Larsen, som efter et års tid blev enehersker på stedet.

På åbningsaftenen spillede den amerikanske saxofonist Brew Moore – en skøn musiker, der vedblev at være en kær gæst på vore breddegrader. Da han i 1973 arvede en stor sum penge, besluttede han således at slå sig ned i København. Han fejrede begivenheden med gode venner i Det Kinesiske Tårn i Tivoli, hvor han desværre faldt ned af trappen, brækkede halsen og døde.

Alt i alt var 1960erne den periode, der gjorde Montmartre ikonisk og mytisk, idet en lind strøm af velrenommerede udenlandske musikere indtog den intime scene, hvor de som oftest blev sekunderet af hustrioen, der rummede pianisten Kenny Drew, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og – ganske ofte – trommeslageren Alex Riel.

Ud over solister med rod i bebop og mainstream, dukkede også vilde avantgardejazz-pionerer som pianisten Cecil Taylor og tenorsaxofonisten Albert Ayler op for at skrive jazzhistorie. Det behagede dog ikke stedets navnkundige tjener, Harvey Sand, der som en spøg udbød hovedpinepiller og ørevat i garderoben.

Avantgarde-pianisten Cecil Taylor optræder i Jazzhus Montmartre i 1962. Fold sammen
Læs mere
Foto: Svend Aage Mortensen.

Den slags var ikke tilfældet, når scenen blev indtaget af de to amerikanske tenorsaxofonister Dexter Gordon og Ben Webster, der mere end mange andre kom til at tegne stedet og perioden. Begge havde mange problemer på hjemmefronten og var formodentligt gået til grunde, hvis ikke de havde fundet vej til København, hvor de slog sig ned og fik velfortjent bevågenhed.

De er da også nævnt i kulturminister Joy Mogensens Facebook-opslag, der indledes med ordene:

»Det er en tragedie for dansk jazz, hvis det bliver coronakrisen, der skal tage livet af Montmartre«.

Fint udspil, men stedet skal vel ikke reddes, fordi man nok engang kan trække »gamle kaniner« op af hatten – det må vel være, fordi spillestedet siden sin genåbning i 2010 har levet op til sin status som ikonisk jazzhus

I de 34 år med Store Regnegade-pause levede jazzen, og som repræsentant for den nye generation af jazzelskere, appellerede salig Master Fatman faktisk til det ældre publikum om at holde op med at snakke om det gamle Montmartre – det var ulideligt at høre på.

En yngre musiker, der havde sans for historien, var pianisten Niels Lan Doky. Han fik et par aftener i 2004 genåbnet de gamle lokaler, hvor der nu var frisørskole, så han kunne optage sin fornemme Montmartre-dokumentarfilm »Between a Smile and a Tear«.

Og sandelig om det ikke var samme Niels Lan Doky, der i 2010 blev det nyåbnede jazzhus’ første kunstneriske leder. Selv om det kun var i en relativt kort periode, formåede han at lægge et højt kunstnerisk niveau, som siden har været stedets varemærke.

Med mediemanden og iværksætteren Rune Bech som skaber og direktør var der gode visioner for det Montmartre, hvor kunstneren Mogens Gylling ovenikøbet genskabte de berømte gipsansigter.

Trommeslageren og Montmartre-veteranen Alex Riel ledsager den ungarske saxofonist Gabor Bolla ved Copenhagen Jazz Festival 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.

I modsætning til 1960erne er Jazzhus Montmartre nu et meget eksklusivt sted med entré i den dyre ende og med en indbydende æstetik på scene, bar og toiletter. Perfekt til en totaloplevelse af kvalitetsmusik. Ikke desto mindre har jazzhuset jævnligt været i økonomisk nød og er flere gange blevet reddet på målstregen af offentlige midler.

Nu er spørgsmålet så, om Joy Mogensen – bistået af Københavns kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (ALT), som glæder sig over kulturministerens udspil – kan finde vilje og midler til endnu en genopstandelse. Måske ikke så let endda i en tid, hvor en lang række andre spillesteder på lignende vis ligger underdrejet?

Jazzhus Montmartre har i sagens natur aflyst sit efterårsprogram, der blandt andet ville have omfattet en koncertrække med en sand Montmartre-veteran, still going strong-trommeslager Alex Riel, i anledning af, at han fylder 80 år 13. september. Ja, der er fortsat gang i historiens vingesus.

Måske også til endnu en Fugl Fønix?