Coco O træder i karakter med kølig elegance på længe ventet debut

Den tidligere Quadron-sangerinde insisterer på retten til at være uperfekt og søgende på sit debutalbum.

»Coco O behøver ikke at hæve stemmen for at skabe forandring. For hendes revolution er baseret på feminine værdier som empati og følelsesladethed,« skriver Nanna Balslev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia

Udover Caroline Henderson er Coco O Danmarks bedste bud på en ægte souldiva. Ment i ordets absolut mest positive betydning. For hendes stemme balancerer mellem intens inderlighed og de helt store jantelovsudslettende følelser. Af samme årsag er hun en ombejlet vokalist, der det seneste årti har arbejdet sammen med superstjerner som Pharrell Williams, Tyler, The Creator og senest er blevet samplet af Drake.

Som del af retrosoul-duoen Quadron blev Coco O sammen med produceren Robin Hannibal i 2013 et etableret navn i USA og tilbudt en stor pladekontrakt og en plads i r&b-poppens superarena. Der var bare et problem: De dansevenlige soulpop-hymner var ikke Cocos stil, det var Quadrons lyd, og hun kunne ikke mærke sig selv i det amerikanske pladeselskabsshow.

Så hun tog tilbage til Danmark, startede forfra og lærte sig selv at producere musik, så hun kunne være med til at forme sin egen lyd. I løbet af de sidste par år har man på singlerne »Hardest Thing« og »Bled For You« kunne følge hendes lovende musikalske udvikling.

Nanna Balslev

»Coco O træder i karakter med en blanding af kølig elegance og silkeblød sårbarhed, som man ellers kun finder hos Sadé, og som aktiverer det allerblødeste sted i sjælen.«


Tvivlen som kompas

Men hvem er Coco O, hvis ikke hun er den femme fatale, vi mødte på Quadron-hits som »Hey Love« og »Favorite Star«?

Svaret er en sangerinde, der tør udforske det uperfekte og stå ved sin tvivl og sårbarhed – faktisk bruger hun den som kompas, hvilket titlen »It's A Process« vidner om. Tre af de 13 numre er eksperimenterende skitser, og på »Anxiety In Paris« bruger hun endda et brudstykke af Debussy.

Men allerede fra starten træder Coco O i karakter med en blanding af kølig elegance og silkeblød sårbarhed, som man ellers kun finder hos Sadé, og som aktiverer det allerblødeste sted i sjælen.

Når det fungerer bedst, som på den fænomenale »Soldier,« der er lavet sammen med Silas Moldenhauer fra When Saints Go Machine, og »Gwen« (der citerer Lauryn Hill), lyder Coco O som et langt, varmt kram fra en elsket, man ikke har set længe.

En feminin revolution

De store armbevægelser og powerpop-omkvæd er udskiftet med minimalistiske produktioner med luftige korarrangementer og understrømme af jazz, bossa nova og elektronica lavet i samarbejde med produceren August Rosenbaum.

Men selv om der er skruet ned for både tempo og virkemidler, er budskabet ikke mindre insisterende. Som på den smukke »Love Won't Win«, der handler om at gøre op med gammeldags magtstrukturer og patriarkalske rammer: In this world constructed by men/ theres no realistic way for justice to win/ I'm not here to ask for permission/ I said revolution is the only way.

Coco O behøver ikke at hæve stemmen for at skabe forandring. For hendes revolution er baseret på feminine værdier som empati og følelsesladethed.

Albummets største styrke – dets insisteren på at være søgende – bliver dog samtidig dets akilleshæl. For ind i mellem savner man noget stamina og selvsikkerhed i produktionerne.

Men selv om nogle fans vil savne de store armbevægelser fra Quadron, skal Coco O have kæmpe ros for at insistere på at finde sin egen vej.

Coco O: »It's A Process«
Sony Music