Claus Meyers succes-restaurant lukket på ubestemt tid

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

For omkring et års tid siden åbnede den danske madiværksætter Claus Meyer restauranten 'Agern' på Grand Central Terminal i New York.

Meyer og restauranten blev efterfølgende hyldet og hædret med en Michelin-stjerne.

Men desværre har en vandskade i Grand Central Terminal betydet, at han er nødt til at lukke restauranten på ubestemt tid.

Det skriver Euroman, som har talt med stjernekokken.

»Vi håber på at åbne hurtigst muligt igen. Det er det vigtigste. Vi har fået mange tilkendegivelser fra ‘friends of the house’, trofaste gæster, samarbejdspartnere, organisationer og virksomheder i nabolaget, som vi ser til dagligt, og som har rakt ud til os for at vise deres støtte,« siger Claus Meyer til Euroman.

Man er i gang med at vurdere skaderne i bygningen, hvorfor datoen for genåbningen endnu ikke er fastlagt.

Restauranten åbnede i april 2016, og temaet er nordisk mad med råvarer fra delstaten New York. Han har tidligere udtalt, at han ikke har været helt sikker på, hvorvidt han har gabt over for meget med sit madprojekt i USA. Udover Agern har han nemlig åbnet seks andre madsteder i byen - heriblandt en meget rost hotdog-biks, der går under navnet 'Danish Dogs'.