Christopher Arzrouni: Julen er patetisk – heldigvis

mariahcarey
Mariah Careys store juleshow i Royal Arena i tirsdags. Fold sammen
Læs mere
Foto: Markus Glavind Markus Glavind

Foto: Bax Lindhardt.

Kontrasten var til at tage og føle på. Den amerikanske sangfugl Mariah Carey holdt jul uden hæmninger i Royal Arena forleden aften.

»En fuldkommen forrykt forestilling. Åh Gud,« jamrede Ekstra Bladets Thomas Treo. »Det var jul i Las Vegas komplet med børn – både hendes egne og andres – juletræ, gaver, dansere, sne, julemand, rensdyr og uundgåeligt en assistent, der redte divaens hår, da det blev lidt uglet efter et kostumeskift, som involverede en pelset form for hovedbeklædning.«

Imens, på Nørrebro, fejrer man »24 dage med kultur«, en temmelig slukøret forestilling. Sådan har det været i mange år. Der er intet nyt under solen. Arrangementet på Nørrebro kører på syvende år under samme navn. Det er først nu, at politikerne har opdaget det og ser islams indflydelse underneden. Julen er ganske rigtigt trængt i defensiven i den københavnske bydel. De lokale kirker forsøger som sædvanlig at række ud til borgerne. Men ellers står den på nørrebrosk fjolleri såsom »Julekusse i Folkets Hus« (ikke just noget islamisk koncept). Det er bare kedeligt og ja, dansk.

»For en asketisk protestant var det noget overvældende, men også en befrielse i en tid, hvor alt skal være sort-hvidt, stramt og til nød ironisk.«


Så hellere Mariah Carey og hendes svulmende former under de små stramme nissepigekostumer og store brusende juleskrud. Jeg nød forestillingen sammen med 9.000 deltagere i et amerikansk juleshow med masser af glimmer og tvivlsom smag. Undervejs knækkede divaen en negl - men pyt, det skulle ikke komme i vejen for den gode stemning. Og jeg elskede hvert sekund. For Mariah Carey var ikke bange for at synge om Jesus, om håb og om juleglæde. Det var ikke et forsigtigt »season’s greetings«. Det var Christmas for fuld udblæsning.

For en asketisk protestant var det noget overvældende, men også en befrielse i en tid, hvor alt skal være sort-hvidt, stramt og til nød ironisk.

Mariah Careys store juleshow i Royal Arena i tirsdags. Fold sammen
Læs mere
Foto: Markus Glavind.

»Måske er det på tide, at julen får lov til at være højlydt og farvestrålende – i en grå tid i et gråt land.«


Men julen er ikke ironisk. Den kan være lavmælt og inderlig – som i de danske kirker. Men måske er det på tide, at julen får lov til at være højlydt og farvestrålende – i en grå tid i et gråt land, hvor mennesker ikke kan begejstres – be-åndes – over noget som helst.

Nu afdøde biskop Jan Lindhardt var med rette på vagt overfor patos. I bogen »Vores patetiske kultur« anerkendte han det patetiskes betydning for den vestlige kultur, følelsernes betydning, men løftede samtidig en advarende pegefinger: »Det er menneskets egne lyster, tilbøjeligheder eller behov, der skal opfyldes. Man er ikke længere indsvøbt i et alment univers, der sætter mål og mening for tilværelsen. Den slags afgør man selv suverænt,« skrev Lindhardt, som havde blik for menneskers fejl og mangler – og for sine egne.

Efter at Vesten gennemførte sin sekularisering, er der kun individuelle følelser tilbage, mens den fælles pligt er væk, mente Lindhardt. Nu skaber vi os selv – eller rettere: Vi skaber os. Og det er i sandhed patetisk.

Men hvad gør man, når man møder en sangerinde som Mariah Carey, der vækker følelserne for det fælles? Når et kulørt juleshow med en rigtig diva rammer nogle dybere lag og genskaber et fællesskab?

»Joy to the world«, sang Carey i taknemmelighed. Taknemmelighed er ingen dødssynd. »Og der er ingen heller ingen fare for, at den bliver overdrevet,« bemærkede Lindhardt i øvrigt. Så lad os bare takke og glæde os over julen.

Også på Nørrebro.

Foto: Asger Ladefoged.