Christopher Arzrouni: »Hvis Danmark har oplevet værdiskred, er det sket for længst«

Arzrouni Christopher Arzrouni
Christopher Arzrouni, særlig rådgiver for Kristian Jensen (V) i Finansministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax LIndhardt Bax Lindhardt

Er Danmark virkelig i en slags »undtagelsestilstand«? Det mente Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen for nylig. Man bliver helt bekymret for det danske demokrati. Og dog.

Godt nok render Rasmus Paludan rundt og provokerer. I øjeblikket ser det endda ud til, at 2-3 procent af vælgerne er parate til at stemme ham i Folketinget. Men er Paludan virkelig udtryk for et værdiskred? Det påstod det radikale folketingsmedlem Sofie Carsten Nielsen, som henviste til Paludans ønske om at deportere hele befolkningsgrupper. Derfor lancerede hun et forslag: »Lad folketingsmedlemmer underskrive menneskerettighederne, ligesom vi underskriver grundloven, når vi bliver valgt.«

Klogt nok henviste hun ikke til FNs menneskerettighedserklæring, men til den europæiske menneskerettighedskonvention, som er langt mere præcis. Alligevel er det et underligt forslag. Formålet er at sikre »hele befolkningsgrupper med lovlydige borgere imod det højreekstreme skred«. Men er borgerne ikke tilstrækkeligt beskyttet af den danske grundlov? Sofie Carsten Nielsens forslag lyder unægteligt som noget, de radikale ellers foragter: symbolpolitik.

Når nu folketingsmedlemmer skal skrive under på dit og dat, hvad så med almindelige borgere? Skal de ikke også pålægges krav, som afslører deres rette sindelag? Håndtryk? Offentlige loyalitetserklæringer? Her er de radikale notorisk lunkne.

For få år siden var Moskva-tro kommunister repræsenteret i Folketinget i form af DKP. De kæmpede for, at en fremmed totalitær magt skulle overtage landet. Var det et venstreskred? I dag finder man resterne af DKP i Enhedslisten, som også er det eneste parti i Folketinget med et folketingsmedlem, der i nyere tid har været medlem af en voldelig bevægelse: Antifascistisk Aktion. Den pågældende har sine rødder i det venstreorienterede miljø, der organiserede gadekampe i København i 90erne og 00erne. Var der undtagelsestilstand dér?

»Kommunister ude i Enhedslisten eller folk med nazistiske tendenser i Stram Kurs, de synes selvfølgelig ikke, det er en god idé at tale om at samle Danmark på midten,« sagde Lars Løkke for nylig. Og det vakte opstandelse. Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, blev stærkt fortørnet – Mette Frederiksen ligeså. Hvorfor dog det? Løkke sagde jo ikke, at de to partier var ens, bare at de var ekstreme. En ting er Enhedslistens rekrutteringsgrundlag blandt venstreekstremister. Noget andet er deres erklærede ønske om at afskaffe ejendomsret og dermed en helt fundamental menneskelig frihed. Begge er suspekte.

Hvis Danmark har oplevet værdiskred, er det sket for længst. Og vi har været gennem perioder, der var langt værre. Heldigvis er den danske politiske kultur bundsolid. Over 80 pct. af befolkningen stemmer på partier, hvis liberal-demokratiske sindelag ikke er til diskussion.

Paludans eneste styrke er de mennesker, der angriber ham fysisk. De giver ham et alibi, for de skaber en antydning af undtagelsestilstand. Paludans akilleshæl er til gengæld, når han bliver nådesløst afsløret af de mikrofoner, han får stukket i hovedet. »Danernes lys« er ikke noget stort lys. Ytringsfriheden lader til at være farligst for Paludan selv, når vælgernes bruger deres »lyttefrihed«.