Christopher Arzrouni: Grin ad politikerne – og ad dig selv

Folketingsvalgets første debat mellem partilederne fandt sted i Christiansborgs store vandrehal. På væggene i baggrunden fik seerne et glimt af Borgens 100 år gamle kalkmalerier malet af Rasmus Larsen, »den onde maler«. Malerierne er for tiden ved at blive møjsommeligt renset og restaureret af et hold konservatorer.

Arzrouni Christopher Arzrouni
Christopher Arzrouni, særlig rådgiver for Kristian Jensen (V) i Finansministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax LIndhardt Bax Lindhardt

Mellem de mange blomsterranker indsatte Rasmus Larsen små vignetter med sarkastiske budskaber rettet mod politikere til enhver tid: »Alle vil herre være, ingen vil sækken bære,« lyder et af dem. »Ikke enhver hane, der galer, melder ny dag,« lyder et andet.

Kunne man forestille sig noget lignende i det franske eller det svenske parlament? Konservatorerne er ikke bare i færd med at genopfriske nogle dekorationer. De bidrager til at holde den særlige antiautoritære danske folkeånd i hævd.

Da jeg for mange år siden begyndte at komme på Christiansborg, var det muligt at vade ind fra gaden. Borgen mindede mig faktisk lidt om en banegård. I dag er det mere sin egen lukkede verden på grund af sikkerhedsforanstaltningerne. Det er synd, men nødvendigt. Heldigvis benytter mange sig alligevel af mulighederne for at komme på guidede rundvisninger og blive introduceret for den onde malers spydigheder.

Christopher Arzrouni

»Vi skal ikke betragte politikerne som vores fjender, men minde dem om deres fornemste rolle: at kontrollere statsmagtens vilkårligheder.«


Selvom det er i orden at give politikerne en ordentlig omgang gas – og minde dem om, at de ikke er verdens navle – så vær alligevel lidt venlige ved dem i valgkampen. En god veninde besluttede sig for at stille op til det kommende valg.
»Det er godt for Danmark, det er godt for partiet,« konstaterede jeg – og fortsatte: »men er det godt for dig?«
Jeg var bekymret for hendes ve og vel i den politiske cirkusarena. Ville hun blive behandlet ordentligt? Og ville hun kunne holde det ud? Min veninde har vist sig at være ganske hårdfør, og hendes faglige dygtighed er en stor styrke. Men hun har reelt sat sin civile karriere på standby. Gid nogle flere turde tage skridtet.

Vi skal ikke betragte politikerne som vores fjender, men minde dem om deres fornemste rolle: at kontrollere statsmagtens vilkårligheder. Hvis flere politikere tog den opgave på sig, ville det også blive lettere at holde af dem.

Desværre har mange politikere sat sig i hovedet, at deres fornemste rolle består i at beskatte og fordele. Men i længden opnår man ingen respekt ved at købe sig til stemmer for andre folks penge. Og en ting er sikker: Jo mere politik handler om at fordele, hvad andre skaber, eller blande sig i andre menneskers (fredelige) livsform, jo større skel sætter man i samfundet. Det er ikke til gavn for den politiske kultur og forholdet mellem politikere og vælgere.

Min smag har ændret sig lidt over tid. I dag er jeg mest begejstret for Rasmus Larsens – lidt oversete – maleri oppe til højre for Folketingssalen, oven over gangen til ministerierne. Det dominerende motiv er et stort smukt frugttræ. Er det mon visdommens træ? Nedenfor træet ser man en grinende rød djævel, som sidder og titter ud under nogle store blade. Og over bladene stiger en røg eller nok snarere en stank. Der er simpelthen tale om en djævel, der prutter.

»Folkets gunst, idel dunst« står der på røgen. Folkets opbakning er flygtig og lugter ikke altid godt. Den onde maler var ikke bare ond ved politikerne. Han var også ond ved vælgerne. Men så længe »ondskaben« blot er lidt spydig realisme rettet mod os alle, går det nok. Vi skal kunne grine ad politikernes svagheder, ligesom vi skal kunne grine ad vore egne.