Christopher Arzrouni: Derfor savner jeg Anders Fogh

Fogh kunne virkelig sætte gang i både i kultur- og i videnskabsdebatten. Modsat, hvad mange bilder sig ind, elskede Fogh for eksempel kunstnere. Han så dem som sandhedssøgende dissidenter.

Christopher Arzrouni, særlig rådgiver for Kristian Jensen (V) i Finansministeret. Foto: Nils Meilvang/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fogh kunne virkelig sætte gang i både kultur- og i videnskabsdebatten. Modsat hvad mange bilder sig ind, elskede Fogh for eksempel kunstnere. Han så dem som sandhedssøgende dissidenter. Jeg blev mindet om Foghs perspektiv, da jeg for nylig så von Donnersmarcks fremragende film »Værk uden skaber«. Hovedpersonen, Kurt, vokser op i Nazityskland, hvor hans højtelskede tante Elisabeth inspirerer ham til at gå kunstnervejen. Et nervesammenbrud sender hende i armene på det totalitære regimes grumme læger, som drømmer om at skabe det perfekte ariske samfund ved at eliminere de svagelige og tossede elementer gennem eutanasi. De er skabere af død. Men filmens skurk – en højtbegavet gynækolog – er også giver af liv – »fordi jeg kan«.

Nazisten skifter form og bliver kommunist. Det kommunistiske DDR afløser Nazityskland, men de to systemer minder til forveksling om hinanden i ambitionen om at skabe et nyt menneske. Begge regimer forfølger de individualister, som ikke vil være loyale små tandhjul i det store maskineri, men alene er optaget af »mig, mig, mig«. Det hed »Entartete Kunst« under nazismen og blev til »bourgeois«-kunst under kommunismen. Hvor kunstneren i Nazityskland skulle fremstille det evige folk, måtte kunstneren i Østtyskland solidarisere sig med arbejderklassen og male stålsatte mænd med svulmende overarme.

Sandheden er apolitisk

Kurt går egne veje. Hans teknik er overlegen, og han kan uden tøven male med fri hånd, hvad andre anvender skabeloner til at producere. »Fordi jeg kan«, som han siger. Men da Kurt flygter til Vesten, kan han pludselig ikke det, som er vigtigst: at skabe noget unikt og smukt. I Vesten fjoller kunstnerne ubekymrede rundt. Det er først, da Kurt forsøger at skildre sandheden og sammenhængen mellem tilsyneladende tilfældige elementer, at han forløser sit potentiale. Hans dræbte tante Elisabeth inspirerer ham på vej mod målet.

Sandheden er apolitisk. Den er. Den skal ikke skabes. Alligevel er kunstnere vigtige, fordi de lægger en vinkel på sandheden. Det gør Kurt i »Værk uden skaber«. Og det gør instruktøren, von Donnersmarck.

»Værk uden skaber« er i den forstand en ironisk titel, for alle værker har skabere. Men nogle skabere – de totalitære politiske – gør ofte vold på sandheden og på livet. Det havde Fogh blik for.

Jeg savner også Fogh i den politisk-videnskabelige debat. »Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne,« sagde han i en berygtet nytårstale. »Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.«

»Et verdenssamfund efter kinesisk totalitært forbillede? Hvor er de danske frihedssøgende kunstnere, der kunne udstille den slags?«


Det er et ekko af temaerne i »Værk uden skaber«. Javist var den nazistisk-kommunistiske gynækolog en fremragende læge. Til gengæld var han et grusomt og nedrigt magtmenneske, som kunstneren til sidst udstillede. Fogh må have tænkt sit, da tre danske professorer foreslog, at man skulle gennemføre en kinesisk ét-barns-politik på verdensplan. De tre videnskabsfolk er sikkert eminente til deres fag – som er henholdsvis agroøkologi, ferskvandsøkologi samt is-, klima- og geofysik. Og de illustrerer til fuldkommenhed Foghs pointe. Bare fordi de er eksperter i naturvidenskab, er de ikke nødvendigvis eksperter i »De andres liv« (som en anden af Donnersmarcks film hedder).

Et verdenssamfund efter kinesisk totalitært forbillede? Hvor er de danske frihedssøgende kunstnere, der kunne udstille den slags?