Christopher Arzrouni: Alle vil være populister

Populismens spøgelse er også trængt ind i pæne hjem, hos pæne mennesker. Alle vil gerne være populister. Emmanuel Macron slog de gamle partier i Frankrig og blev præsident på en populistisk dagsorden. Den unge elite væltede den gamle. Sådan kan man også være populist. Og senere få problemer med andre populister.

Christopher Philippe Arzrouni. Fold sammen
Læs mere

Et spøgelse går gennem Europa. Populismens spøgelse. Jeg så det forleden weekend i Paris, forklædt i nogle gule veste. De var dog kun 4.000 og temmelig slukørede over det ringe fremmøde. Men weekenden efter tog de revanche og satte ild til nogle butikker på Champs Élysées. Det gav »ny energi«, udtalte et af de anonyme gespenster.

Populismens spøgelse er også trængt ind i pæne hjem, hos pæne mennesker. Alle vil gerne være populister. Emmanuel Macron slog de gamle partier i Frankrig og blev præsident på en populistisk dagsorden. Den unge elite væltede den gamle. Sådan kan man også være populist. Og senere få problemer med andre populister.

Politikere er blevet bange for populister og har travlt med at lytte til folket. Men folket siger så mange selvmodsigende ting, at det godt kan være lidt svært at handle. Det dokumenterer »Risks that matter«, en splinterny undersøgelse fra OECD, de vestlige landes samarbejdsorganisation. Den afdækker tilsyneladende en masse paradokser, også i Danmark.

Mere end 45 pct. af danskerne tvivler f.eks. på, at de nemt kan få offentlig hjælp, hvis de har brug for det (vi er mere bekymrede end i USA). Så skulle man egentlig tro, at folket vil have mere lempelige ydelser.

Alligevel mener over halvdelen af danskerne, at mange modtager offentlige ydelser uden at fortjene dem. Det er nok en konkret illustration af Storm P’s gamle morsomhed: »Pokker, så egoistisk verden er. Alle tænker kun på sig selv. Det er bare mig, som tænker på mig.«

OECD-landene er verdens absolut rigeste. Alligevel er utilfreds­heden stor. Ganske vist slår undersøgelsen fast, at folk er mindst utilfredse i velstående lande med store offentlige udgifter til sociale ydelser. Men tag f.eks. et land som Sverige. Selv om vort broderfolk har endnu mere økonomisk lighed end Danmark – og er et højt beskattet land som os – mener over to tredjedele af svenskerne, at de ikke modtager en fair andel af de offentlige ydelser. De andre får for meget. Ikke mig. Sådan er det rå liv i velfærdsstatens nulsumsspil: Det, som du får, er noget, jeg ikke får.

I alle OECD-lande mener et massivt flertal, at staten skulle beskatte de rige mere for at kunne forsørge de fattige bedre. Også i Danmark, selv om vi pudsigt nok er et af de lande, hvor færrest er opsat på at øge skatterne på de rige. Måske fordi vi har så forholdsvis mange topskattebetalere. Man skal passe på med at ønske sig mere skat på de rige. Det kan være, at man selv vil blive anset for at være en af dem.

I alle lande mener et massivt flertal også, at regeringen bør »gøre mere for at sikre deres økonomiske og sociale tryghed«. Danmark er dog det land af alle, hvor færrest har det ønske. Så i international sammenhæng fremstår danskerne nærmest som liberale.

Reelt er borgernes ønsker ikke overraskende. Når man dykker ned i tallene, er vi villige til at betale mere, hvis vi selv får konkrete gevinster ved det. Men når det er tilfældet, hvorfor organiserer man så velfærdsstaten uden sammenhæng mellem betaling og ydelser?

»Vi er alle socialister,« sagde den konservative leder John Christmas Møller, dengang populisme var socialisme og formede nutidens velfærdsstater.

I dag er populismen uden præcis retning. Det store problem ved nutidens populisme er ikke ophidselsen, men troen på, at der er enkle politiske løsninger. Lad os diskutere verdens paradokser.

Så kunne man måske både være populist og intelligent.