Christoffer Berdal: »Jeg siger aldrig nej på forhånd«

Den alsidige teaterinstruktør Christoffer Berdal drømmer om at sidde på et fremmed torv og se alle historierne passere forbi. Hans ny stykke, »Jeg Ringer Mine Brødre«, har premiere lørdag på Betty Nansen Teatret.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min kæreste ejendel er

mine bøger. Litteraturen giver mig en helt anden verden end den, jeg kender. Det har længe været en kæmpe gave og inspiration for mig. Jeg læser vel en bog om ugen.

Jeg vil gerne opleve

at sidde på et fremmed torv et sted i udlandet og se verden passere forbi. Det elsker jeg simpelthen. En af de bedste måder at opleve verden på. Der kommer så mange historier gående.

Jeg vil gerne møde

Shakespeare. Hele renæssancen og hans dramatik er grundstenen for min inspiration. Stort set alle spørgsmål i tilværelsen kan man finde bud på hos ham. Han har sat nogle af historiens smukkeste ord sammen, og hans stykker spejler stadig vores konflikter i dag med emner som individet og troen.

Jeg træner

tre gange om ugen. Kondition og styrketræning i fitnesscenteret. Det er ikke fordi, jeg vil løbe maraton eller gerne vil ligne en græsk gud – det gør bare meget for mig mentalt.

Min bedste madoplevelse

var da jeg som ti-årig fik serveret et dusin friskfangede østers i Bretagne. Dér faldt jeg i østersgryden. Det var den der smag af hav, jeg fik ind. Voldsomt, nærmest euforiserende.

Det næste jeg køber

er forhåbentlig en rejse til et sted, jeg aldrig har været før. Gerne Kina eller Japan. Jeg har rejst virkelig meget, men alt for lidt i Asien.

Jeg gider ikke

offermentalitet. Misundelse og den der »det er synd for mig«-tankegang er der intet produktivt i. Faktisk er offerets mangel på empati noget af det værste, der findes. »Jeg har det værst, så jeg må tillade mig hvad som helst.« Det er samme grusomme fritagelse for ansvar, man ser i krige.

Min største last

er, at jeg alt for ofte bare sætter mig ned og glor på verden. Det er både en lyst og en last. Nogle gange skal jeg lære at gå hjem. Det er måske i virkeligheden det, jeg dårlig til. At gå hjem i tide.

Jeg sætter pris på

nysgerrighed. Dét er måden at åbne sig over for alt det, vi ikke kender. For det at være en del af denne verden er først og fremmest muligheden for at opleve ting. Jo mere nysgerrige, vi er, jo længere kommer vi, og jo sjovere har vi det på tværs af kulturer og nationaliteter.

Jeg vil aldrig

sige nej til noget på forhånd. Så afskærer man sig fra oplevelser eller erfaringer, der kan være vigtige. For mange år siden blev jeg kørt over af en bus. Det var hårdt, men jeg slap uden men. Jeg ville underligt nok ikke have været den oplevelse foruden, for den lærte mig meget.