Christina Rosendahl har en svaghed for Fisketorvet. Ikke på en ironisk måde. Tværtimod. Ironi synes ikke at være en del af hendes vokabularium, og hun mener det, når hun siger, at det gigantiske monstrum af et shopping-center på Kalvebod Brygge i København fylder en del i hendes liv.

»Jeg møder meget hån, når jeg fortæller andre, at jeg bruger Fisketorvet, men det er et vigtigt sted, fordi et bestemt segment af befolkningen – indvandrere og folk fra den lavere middelklasse – kommer der. Den shopping mall-kultur har jeg stor respekt for, fordi den handler om almindelige mennesker og er helt modsat alt det fine og økologiske, man finder i eksempelvis Torvehallerne.«

Dette lille notabene falder, da vi næsten er færdige med interviewet og står på altanen og nyder udsigten med Fisketorvet i synsfeltet, og det indfanger på mange måder noget centralt i Christina Rosendahls personlighed – den ikke-ironiske alvor og oprigtige optagethed af andre menneskers måde at leve deres liv.

Den brogede flok, hun hver dag møder i Fisketorvets neonoplyste gange, kunne lige så vel være de udkantsdanskere, hun voksede op iblandt på Falster. Eller det kunne være de mennesker, hun har portrætteret i sin nye film, »Idealisten«, hvor hendes protagonist, journalisten Poul Brink, som en usandsynlig antihelt, tager kampen op mod danske politikeres løgne og fortielser om atomulykken på Grønland i 1968, hvor en lang række Thule-arbejdere og lokale fangere blev stråleskadet, da et amerikansk B52-fly styrtede ned med brintbomber i lasten.

»Jeg gik i 3. G. og kan tydeligt huske, hvordan jeg havde sneget mig ned i TV-stuen på kostskolen, og så de dramatiske billeder, hvor Thule-arbejderne stod og råbte op om, at de var syge, men ikke kunne få lov til at blive undersøgt,« starter hun tøvende.

12 år undervejs

Thule-sagen har været en del af hendes liv i snart 12 år, så hvordan koger man den fascination ned til et kortfattet svar? Christina Rosendahl er bedst til at tænke i scener, så lad os klippe tilbage til en fra hendes eget liv.

Vi er på Restaurant Lumskebugten en forårsdag i 2003. Christina Rosendahl er blevet inviteret til frokost på den klassiske danske smørrebrødsrestaurant ved siden af Mærsks hovedsæde på Esplanaden af sin gode veninde Ane Mandrup. De kender hinanden, fordi de begge to har lavet forskelligt ulønnet arbejde i filmbranchen, men Ane har en plan om, at de to skal til at lave rigtige film sammen. Da Christina Rosendahl ankommer til restauranten, ligger der en bog på hendes tallerken.

»Prøv at se, om der ikke er en film i den her,« siger Ane Mandrup, der senere var med til at udvikle de tidlige udgaver af manuskriptet.

Bogen er naturligvis Poul Brinks bog om Thule-sagen, som Christina Rosendahl samme dag begynder at læse.

»Det var helt tydeligt, at Ane havde iscenesat frokosten, fordi hun ville have mig overbevist om, at jeg skulle lave den film. Og da jeg begyndte at læse, blev jeg øjeblikkeligt chokeret over den løgnekultur, som Poul Brink beskrev,« siger Christina Rosendahl.

Men da hun ringede til Danmarks Radio for at tale med Poul Brink, fik hun at vide, at journalisten året forinden var død efter en løbetur i Fælledparken. I stedet opsøgte hun hans spanske enke, Estíbaliz Hernández Brink, som efter sin mands død som kun 49-årig, var taget tilbage til Spanien med deres fælles søn.

»Under vores møder i hendes lillebitte lejlighed i Madrid, som stadigvæk bar bræg af, at hun lige var flyttet fra Danmark, talte vi os efterhånden ind på hinanden, og jeg understregede over for hende, at jeg skulle have frie hænder til at fortælle historien på min måde. Efter flere møder endte vi med at få lov til at købe optionen til filmrettighederne af hende,« siger Christina Rosendahl og fortæller om de mange fortielser og hemmeligheder, som den idealistiske Poul Brink indædt forsøgte at afdække.

»Det er i løgnen, at menneskers motiver og dilemmaer træder tydeligst frem. Men når nogen lukker en dør, vil jeg ind bagved.«

En sen starter

Den spinkle krops tiltagende runding er stadigvæk kun en antydning under hendes løse sweater. Så først da Christina Rosendahl begynder at vise rundt i lejligheden og tale om oprydning og omflytning, falder tiøren. Til maj skal hun og ægtemanden Emil Jørgensen have deres første fælles barn, og vi taler om at gå i cirkler rundt om det, man drømmer allermest om, og først sent nå ind til kernen. For Christina Rosendahl er ikke født med øjne som et smalfilmkamera, og hun tilbragte ikke sin ungdom med at drømme i krydsklip og panoreringer.

Først da hun som 23-årig litteraturstuderende valgte Filmvidenskab som tilvalgsfag, gik det op for hende, hvilken kraft, der var i levende billeder.

»Jeg blev bare blæst fuldstændig af pinden af film,« siger hun og beskriver en af de mange scener, hvor hun hver tirsdag morgen klokken 8-11 sad i biografen på Filmskolen – som dengang lå på Christianshavn – og fik hovedet gennemskyllet af verdenshistoriens filmklassikere som D.W. Griffiths »Birth of a nation« til Sergej Eisensteins »Panserkrydseren Potemkin«.

»Fra da af vidste jeg bare, at jeg skulle være filminstruktør. Men jeg turde ikke sige det til nogen. Først da jeg i 1995 kom på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft for at lære filmhåndværket, havde jeg mod til at indrømme det over for resten af verden, og det forpligtede mig samtidig til at forfølge de ambitioner.«

I Ebeltoft befandt Christina Rosendahl sig pludselig blandt folk, som havde drømt om celluloid i størstedelen af deres liv. Men hvad hun ikke havde i erfaring, havde hun til gengæld i idéer. Et af hendes første eksperimenter fra den tid var noget så avantgarde som en Sergej Eisenstein-inspireret horror-dokumentarfilm om gåseslagtning – set fra gæssenes synsvinkel – som blev set af Henning Carlsen, der var gæstelærer på filmhøjskolen.

»Selv om min gåse-horror-film var ret ubehjælpsom, var Henning Carlsen alligevel begejstret for den.«

Da den aldrende filminstruktør kort tid senere skulle filme »I wonder who’s kissing you now« med Tommy Kenter i hovedrollen, blev Christina Rosendahl volontør på filmproduktionen.

»Det var mit første møde med et professionelt filmhold, men jeg var ret splittet. Som runner skulle man løbe ærinder, men da jeg ville være med inde på settet for at se, hvordan Henning Carlsen arbejdede, skulle jeg lave frokost hver dag. Men jeg syntes ikke, at filmen var særlig god. Jeg var stor fan af »Sult«, men den her var bare ikke rigtig noget for mig,« siger hun og beskriver, hvordan hun efter en dags optagelser – som har budt på en erotisk scene, hun ikke brød sig om – møder Henning Carlsen, som er på vej hjem. Da de passerer hinanden, vender den på det tidspunkt 70-årige filminstruktør sig om og siger »du tror vist, at du kan gøre det bedre end mig, tror du ikke?« og uden at overveje sit svar nærmere, udbryder Christina Rosendahl »ja, det gør jeg faktisk!« Henning Carlsen betragter hende et øjeblik, inden han svarer »den attitude er bare helt perfekt.«

»Jeg ved ikke, hvordan han kunne se noget i mig, for jeg gik jo bare rundt og lavede frokost. Jeg fik aldrig spurgt ham om det, men vi havde en eller anden form for forbindelse, og det, at han tilsyneladende kunne se noget i mig, gav mig en kæmpe tro på mig selv,« siger hun og nævner endnu en, som skal med på listen over mennesker, som har haft betydning for hendes liv.

Håb og frygt

Da hun i 2003 rejste rundt i Indien for at lave dokumentarfilmen »Buddhas Barn«, var journalisten Erik Meier Carlsen – som selv er buddhist – med som konsulent på filmen, og Christina Rosendahl kalder det »et kæmpe privilegium« at lære ham at kende.

»Han lærte mig et buddhistisk mantra, som jeg har taget med mig siden: At det er en pinsel at bruge tid på at håbe og frygte. Hvis man kan komme af med sit håb og sin frygt, så er man tættere på en form for lykke. Det har fyldt meget i min opvækst, men også når man laver film, håber man på succesen og frygter for fiaskoen, i stedet for at fokusere på, at man står op om morgenen, at hverdagen er god, og at de mennesker, man møder, er vigtige. Selvfølgelig håber jeg, at min film går godt, fordi det så bliver lettere for mig at lave min næste film, men det er ødelæggende, hvis man bliver ædt op af frygten,« siger hun og ved om nogen, hvad især håbet handler om.

Tre gange søgte hun – forgæves – ind på Den Danske Filmskole, men blev i stedet optaget på den »alternative« filmuddannelse Super16, hvor hun i tre år prøvede sit talent af og afsluttede med den roste afgangsfilm »Fucking 14« i 2004, der var et slags præludium til debutspillefilmen »Supervoksen«. Men inden da havde hun i 2002 gjort sig bemærket med dokumentarfilmen »Stjernekigger« om lillesøster Pernilles band Swan Lees kamp for – og håb om – at bryde igennem og få en pladekontrakt.

»Frygten og håbet handler også om at indrette sig på den rigtige måde, for livet som freelance filminstruktør uden fast indtægt er bare sindssygt usikkert. Og nu kommer der så oven i købet et barn. Det handler om at prioritere og kunne leve med at rejse sjældent og holde ud at køre i en Citroën til 12.000 kroner,« siger hun.

»Bonnie & Clyde«

Christina Rosendahl voksede ellers op i en familie »med penge nok«, som hun siger. I et pænt, konservativt og kristent miljø i 1970ernes borgerlige Aalborg, hvor der herskede værdier som ydmyghed, og hvor man havde tanke for dem, som havde mindre end én selv. Faren var direktør i den familieejede kæde af herreekviperingsbutikker (Christina Rosendahl smager på ordet), og mens han var udstationeret i virksomhedens afdeling i Nykøbing Falster, mødte han Christina Rosendahls mor, der var servitrice på en bar.

»Hvis min far var et overklasseløg, var min mor sådan en arbejderklasseblomst, som var i opposition til alt det pæne. Hun insisterede på, at penge ikke gør én lykkelig, og at man skal huske på, at alle er lige meget værd. Hun har altid været tiltrukket af udskuddene og misbrugerne, og det var nok også det, min far kunne lide ved hende. At hun i det pæne Aalborg insisterede på, at vi skal inkludere og passe på hinanden, selv om vores liv ser forskellige ud,« siger Christina Rosendahl om tiden i 1970erne, hvor kvindefrigørelse, hippiebevægelse og det antiautoritære frihedsprojekt viste sig på sin egen måde bag de tykke mure til velhavervillaen.

»Min oplevelse var, at mine forældre alligevel havde en revolutionær og provokerende energi til at bryde med det pæne miljø. Men da de ikke havde noget sted at få afløb for de drifter, kom den ud derhjemme. Så jeg husker mit barndomshjem som et enormt kraftfuldt og eksplosivt sted. Når jeg besøgte mine venner, der levede meget mere småborgerligt, drømte jeg om at få lov til at bo lige så pænt og ordentligt, fordi der var så vildt hjemme hos os. Vildt på grund af al energien, men også fordi det var meget utrygt. Og overlevelsesstrategien for sådan en følsom en som mig var at sidde helt stille som en kat i hjørnet,« siger Christina Rosendahl og beskriver det med en af filmhistoriens klassiske filmscener. En bil kommer kørende hen ad en markvej. Bag rattet sidder en ung Warren Beatty ved siden af en smuk, smilende Faye Dunaway. Få sekunder senere eksploderer billedet i kugler, blod og knust glas, og Bonnie synker sammen på forsædet af den gennemhullede Ford T, mens Clyde ånder ud få meter derfra.

»Da jeg første gang så scenen med den brutale nedskydning i den smukke bil, havde jeg set det før. Kærlighedsforholdets brutalitet var så genkendelig, fordi mine forældre var så eksplosive sammen. Selv om det også var et forhold fuld af kærlighed, var der en rigtig hård bagside,« siger hun om forældrenes højeksplosive dampkedel af et ægteskab, hvor låget uvægerligt røg af, da Christina Rosendahl var 11 år.

Fra Aalborg til Falster til Sorø

Efter skilsmissen flyttede hun med moren og sine to mindre søskende – sangerinden Pernille Rosendahl og musikeren Vagn Luv – fra Aalborg til et helt andet liv på Nykøbing Falster.

»Fra den ene dag til den anden var det en total udskiftning af alt det materielle. Pludselig havde vi en enlig mor til tre, uden bil eller uddannelse, som skulle leve på SU, fordi hun ville uddanne sig til håndarbejdslærer på seminariet. Men selv om det på det visuelle plan var fra ilden til ingenting, havde hun masser af værdighed – og først og fremmest en masse fred i hovedet,« siger Christina Rosendahl om skiftet fra at have haft en skygge af noget revolutionært i det konservative Aalborg til at stå med en kuffert fuld af konservative dyder på flade Falster.

»Det ligger dybt i mine søskende og mig, at man ikke kan pege fingre ad de andre for at give dem skylden. Man må se indad for at opdage, hvad der forhindrer en i at opnå det, man gerne vil, og vores opvækst i mange forskellige miljøer har lært os at tale ubesværet med alle, fra manden på bænken til dem, som er højt på strå. Vi rummer begge dele,« siger hun.

Det er oplagt at spørge, hvilken location Christina Rosendahl følte sig bedst hjemme i. Falster eller Aalborg. Hun griner spontant af spørgsmålet.

»Ingen af dem! Det var først, da jeg slap væk fra det hele, at jeg begyndte at føle mig hjemme.«

»Væk« er et andet ord for Sorø Akademi, hvor Christina Rosendahl begyndte i gymnasiet i 1986.

»Først da oplevede jeg, at al min energi ikke handlede om at manøvrere i det dér voksne spændingsfelt. Og at det kunne være fedt at gå i skole.«

Kostskolen blev også et møde med græsk og latin, og især de græske tragedier blev »livsomvæltende« for Christina Rosendahl.

»Litteraturen gjorde først og fremmest, at jeg blev fri for at tænke på min egen situation. Men jeg oplevede også lærere, som havde så vild en dedikation til deres fag, og deres disciplin og nørderi var utroligt inspirerende. De andre grinede ad os, fordi vi kun var seks mærkelige elever på græskholdet, og det var på én gang rørende og begavet. Jeg var virkelig genuint interesseret i de der oldfag,« siger hun og fortæller, hvordan hun stadigvæk elsker at sidde tidligt om morgenen med en kande earl grey-te, og måske en tallerken med spejlæg, og læse.

»Jeg kan sidde og fordybe mig i den slags stof i mange timer om dagen, og jeg behøver egentlig ikke så meget fest og farver. Egentlig ville jeg have læst klassisk filologi, men da jeg ikke var modig nok, blev det litteratur. Gad vide, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg havde læst klassisk filologi?« spørger hun smilende og taler om, at mens lillesøster Pernille droppede ud af gymnasiet for at forfølge sine musikerdrømme, gik det kunstneriske sent op for Christina Rosendahl.

»Det har altid ligget latent, men der var bare ikke noget filmmiljø, hvor jeg var. Først sent mødte jeg den verden og kunne se, at jeg hørte til der. Pernille har altid været meget modigere. Det var modigt af hende at forlade gymnasiet for at synge i Savage Rose, og jeg så meget på hende dengang og tænkte »det virker jo for hende«, mens jeg selv gik den slaviske vej, som det overansvarlige sikkerhedsnet af en storesøster. Mange i familien så skævt til, at hun ville droppe ud af gymnasiet, men det var et fedt oprør, hun lavede,« siger Christina Rosendahl, inden vi klipper til en telefonboks med dekorationer af fint udskåret træ, på et postkontor i Hanoi, hvor hun ringer hjem efter at have rejst alene rundt i Vietnam i to måneder. I telefonen får hun at vide, at faren er død.

»Det var på én gang en kæmpe sorg og en kæmpe befrielse. Men mest sorg,« siger hun.

»Efter skilsmissen havde mine søskende og jeg ikke set ham så ofte, men min far og jeg delte en interesse for historie. Da jeg gik i gymnasiet havde vi mange samtaler om Den Kolde Krig, og grunden til, at jeg rejste til Vietnam var fordi, vi havde diskuteret slaget ved Dien Bien Phu i 1954, hvor franskmændene fik tørt på af vietnameserne. Det var den slags, vi havde sammen, og jeg tror gerne, han havde set mig blive journalist. Det havde nok været mere genkendeligt for ham end filminstruktør. Lettere at regne ud,« siger hun og vender tilbage til den dag i 2003, da Ane forærede hende Poul Brinks bog om Thule-sagen, som hun lod ligge, fordi hun havde en fornemmelse af, at hun dengang ikke ville være i stand til at lave den som sin første spillefilm.

Øretævernes holdeplads

I stedet kastede hun sig over ungdomsfilmen »Supervoksen«, inden hun for fem år siden igen fandt sit slidte eksemplar af »Thule-sagen – løgnens univers« med de mange noter og indsatte gule lapper, frem og begyndte sin research til manuskriptet.

»Ens første spillefilm er svendeprøven, hvor man skal bevise, hvad man kan. Mens »Supervoksen« skulle vise, at jeg kunne finde ud af at skrive og instruere, var Poul Brinks bog sværere at kaste sig over, fordi jeg risikerer at få alle på nakken,« siger hun.

Det har hun også fået som formand for Foreningen Danske Filminstruktører, hvor hun for få måneder siden røg i juridisk infight med formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen – som hun sammen med sine to næstformænd senere har stævnet for injurier.

»Jeg er vokset op i et risikofyldt rum, så jeg kan godt finde ud af at være i det her også,« siger hun og skaber en smuk rød tråd tilbage til villaen i Aalborg.

»Jeg tror, at mine film er en form for telefonlinje ud fra et sted, som er fuld af positive ting som kærlighed, engagement og revolution, men også af en masse fortrængning og løgn. Det er det rum, »Idealisten« handler om på statsplan. Hvad der foregår derinde, hvor beslutningerne bliver taget. Hvor man idealistisk set kan skabe en masse, men hvor der også kan ske mange overgreb,« siger hun og taler om de mange paralleller, filmen har med sager fra nutiden. Fra Julian Assanges WikiLeaks-afsløringer til Christiania-sagen.

»Jeg dømmer ikke, for jeg er mere optaget af løgnens spilleregler. Så hvorfor laver jeg film? For at kunne ringe ud. Både for at få orden i kaos og for at forbinde mig til andre, så jeg ikke sidder helt alene stille som en kat.«

»Idealisten« har premiere 9. april.

TV: Se Filminstruktør Christina Rosendahl fortæller om sin kommende film »Idealisten«: