Christian Jungersen: Hjerte og hjerne

Alting er biologi, men det gør ikke forelskelsen til noget mindre, mener romanaktuelle Christian Jungersen.

»Min ambition har været at skrive en bog, der er lige så spændende som en kriminalroman - uden at være en kriminalroman« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: NIels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Min ambition har været at skrive en bog, der er lige så spændende som en kriminalroman - uden at være en kriminalroman,« siger Christian Jungersen.

I år er det 13 år siden, han debuterede formidabelt med romanen »Krat«. Fem år senere udgav han romanen »Undtagelsen«, en af nyere dansk litteraturs største succeser, både kommercielt og kunstnerisk og indtil videre solgt til 17 lande. Tirsdag udkom hans tredje roman, »Du forsvinder«, og det er den, vi taler om, denne eftermiddag på forlaget Gyldendal.

»Der er masser af drama i romanen, men der er ingen mord,« siger han.

»Jeg håber at ramme krimiens intensitet, men uden de klicheer, man nogle gange finder i krimien.«

»Du forsvinder« er historien om en hverdag, der styrter i grus, da Frederik, der er den karismatiske leder af en privatskole, får konstateret den hjernesvulst, som gradvis ændrer hans personlighed. Hans kone, Mia, romanens jeg fortæller, udfordres til bristepunktet, for der er så meget at tage hensyn til, også parrets teenagesøn, og fordi det er et par, der udfordres, er romanen, foruden så meget andet, også en kærlighedshistorie.

Jeg spørger Christian Jungersen, hvem det egentlig var, Mia i sin tid forelskede sig i? Hvis nu vores personlighed, som romanen med al tydelighed demonstrerer, ligger i den fysiske masse, der hedder hjernen, hvad så med kærligheden? Så er kærligheden vel også bare noget, der principielt kan forklares biologisk?

»Det er den, ja, men det bliver den ikke mindre fin af,« siger Christian Jungersen.

»Alting er biologi, og det er også ok. Du kan godt være et frit og ansvarligt forelsket menneske, selv om der ikke findes en gud eller en udødelig sjæl uden for kroppen. Naturen er så uforudsigelig og kæmpestor og kompleks, at vi godt kan være fuldstændig uforudsigelige, selv om vi kun består af atomer.  At alting er biologi, gør ikke forelskelsen til noget mindre. Den river benene lige så meget væk under en ateist, som den river benene væk under et troende menneske.«

Læs også:
Jacob Riising - portræt af et professionelt pjattehoved
Meta Louise Foldager: »Jeg sagde ja til næsten alt«
Christiane Schaumburg-Müller: Jeg er der, hvor jeg skal være

Men hvad var det så, Mia blev forelsket i, da hun blev forelsket i Frederik? En krop eller en hjerne eller hvad?

»Mia havde lækre sportfyre før Frederik, men da hun bliver forelsket i ham, bliver hun forelsket i en personlighed. Da bogen slutter, er alt anderledes. På det tidspunkt er hun blevet så overvældet af informationer om neurologi fra læger, sygeplejersker og bøger og artikler, at hun nærmest tænker på alle mennesker som hjerner.«

Mia kommer under voldsomt pres, men viser også kolossalt meget styrke?

»Ja. Jeg synes da også personligt, at Mia er noget af en helt. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv ville kunne gøre det samme, som hun gør.«

Andre ville have handlet anderledes. Er der noget, der er moralsk rigtigt eller forkert at gøre i en situation som Mias, hvor ens livs kærlighed forandrer sig totalt?

»Ja, det kan man godt. Men man kan ikke sige noget generelt, det afhænger af hver enkelt situation, og det er altid op til den enkelte, der står i situationen, at bedømme, hvad der rigtigt og forkert. Hvad der virkelig sker i et parforhold, det aner udenforstående jo ikke noget om. Det skal andre ikke dømme om.«

I din roman bliver man i uhyggelig grad mindet om, hvor udsatte vi er. Gør en bevidsthed om denne udsathed noget positivt ved vores evne til at elske?

»Det tror jeg. Når man sidder i et styrtende fly, kan man virkelig mærke, om man er forelsket.«

»Du forsvinder« udmærker sig, ligesom Christian Jungersens andre romaner, ved stærk indlevelse i romanfigurer, der ikke nødvendigvis deler hverken køn eller alder med forfatteren. Jeg spørger, om det ikke er noget af en udfordring at nå dertil?

»Jo, da,« siger han.

»I »Krat« var hovedpersonen en mand på 82, og dengang var jeg selv i begyndelsen af 30erne. Så begyndte jeg at skrive »Undtagelsen«, der handler om fire kvinder og deres indbyrdes stridigheder på et kontor.

Læs også:
Jacob Riising - portræt af et professionelt pjattehoved
Meta Louise Foldager: »Jeg sagde ja til næsten alt«
Christiane Schaumburg-Müller: Jeg er der, hvor jeg skal være

Mia i »Du forsvinder« er mor til en teenagedreng... jamen, hvad tænker jeg dog på? Men jeg kan jo lide at stille migselv store udfordringer, og efterhånden, når tingene har bundfældet sig, kan jeg begynde at tænke som en gammel mand eller som en teenagemor, eller hvad det nu er. Jeg lærer nogle mennesker at kende på en måde, som jeg ellers aldrig ville. Det er noget af det virkelig skønne ved at være forfatter.«