René Karpantschofs bog »De stridbare danskere« er en overraskelse. Det er nemlig en marxistisk bog om dansk historie, hvor konflikt, klasseskel og uroligheder er trukket frem for at skildre danskerne som et stridbart folk i perioden 1848-1920.
Den slags historiefortolkning dominerede historiebøgerne i tiden op til kommunismens sammenbrud, men forsvandt så sammen med resterne af venstrefløjens forhåbninger om en revolution. René Karpantschof er, som han beskriver i sin indledning, selv barn af de revolutionære stemninger i Danmark og et produkt af de revolutionære ungdomsmiljøer i 1980ernes københavnske BZ-bevægelse.
Jeg lærte de danske Blekingegadefolk at kende efter deres fængsling.René Karpantschof
En del af den danske historieskrivning har i modsætning til marxismen dyrket en fortælling om et roligt Danmark, hvor danskerne nåede kompromisser, og hvor grundlov og demokrati, med små bump, karakterisede vores rolige samfundsudvikling. Hvad René Karpantschof forsøger, er at give den stik modsatte fortælling, nemlig at samfundet var præget af vold, uro, klasseskel og revolutionære stemninger.
De mennesker, han hiver frem, er oprørske typer, som ellers er gledet ud af vores danmarkshistorie. Han fortæller bl.a. om husmandsagitatoren Peder Hansen, der ikke ville finde sig i noget som helst. Han var 163 centimeter høj og blev af sin samtid kaldt »Den lille Napoleon«. Han blev anfører for en del af de sjællandske bønder i 1840erne. Myndighederne frygtede ham og mistænkte ham for at opfordre til at brænde herregårde af, men de kunne ikke bevise noget. Og sandt var det, at der var bondeuro. I 1848 bevægede bevæbnede bønder sig mod Rosendal og Gisselfeld herregårde, og justitsministeren advarede sine amtmænd mod uroen, der kunne få katatrofale følger.
Peder Hansen kæmpede bravt mod godsejernes udsugning af bønderne og betalte personligt en høj pris for sit virke. Da han ansøgte om at få bevilling på en lille høkerhandel i Lundby, blev den ham nægtet af Indenrigsministeriet. Han døde i 1854, 52 år gammel, »fysisk udslidt og lige så fattig, som han blev født«, skriver René Karpantschof, som dermed på en fin måde giver ham en rolle i vores fælles historie.
Blandt mange andre skikkelser, der var stridbare, fortæller René Karpantschof om den 25-årige gårdmandsdatter Kirsten Simonsen, der i 1880erne havde været på højskole og fået moderne tanker om demokrati og folkestyre ind i hovedet. Sammen med sin ven Johan drog hun afsted til Løvel Forsamlingshus ved Viborg. Johan medbragte en hammer, og de krøb ind af et vindue i forsamlingshuset, hvor der stod en buste af Christian IX. Kirsten tog hammeren og slog busten i stykker. Den hovedløse buste efterlod de derefter i forsamlingshuset med en lap papir, hvor der stod »Ned med ham. Vores frihed leve«. Det var majestætsfornærmelse, der kunne straffes strengt, og Kirsten og Johan fik henholdsvis fire og seks måneders fængsel. Herredsfogeden skrev, at majestætsfornærmelsen skulle ses i sammenhæng med »de falske lærdomme som for tiden udbredes over hele landet af omrejsende samvittghedsløse politiske agitatorer«.
René Karpantschof gennemgår hele perioden deltaljeret for at tegne et billede af et land på randen af sydende oprør og uroligheder, og han fremdrager den sociale ulighed, der i hans øjne var baggrunden for urolighederne. Således tegner han et noget andet billede af krigen mod tyskerne fra 1848 til 1851, end vi er vant til. Normalt er det de stolte nationale toner, der spilles på, når krigen mod tyskerne beskrives. Sådan er det ikke hos Karpantschof. Han fortæller, hvordan ikke alle soldater var besjælet af krigslyst, og at 146 soldater i 1849 kollektivt blev arresteret for lydighedsnægtelse. Og han fortæller, at krigen kostede 6.000 soldater livet, og at de hovedsagelig var fattige folk, der bl.a. døde af fattigdomssygdomme som tyfus og tuberkulose. Karpantschof skriver: »Næsten ingen af de velnærede officerer fra samfundets bedre lag døde af sygdom (...). Ens klassebaggrund var simpelthen med til at afgøre, hvordan man døde i krigen.«
Fra krigen i 1848-1851 over 1864-krigen og senere til de politiske urolige tider fra 1870erne til 1920 tegnes et billede af stridbare danskere, samfundsomvæltninger, vold og ballade. Det er en grundtanke hos René Karpantschof, at Danmark fra Grundloven i 1849 og frem til 1920 ikke langsomt kompromissede sig frem mod et demokrati, men at man faktisk bevægede sig væk fra demokratiet, og at den folkelige uro og ballade fra 1870erne skal ses på denne baggrund. Det var under denne periode, at Kirsten Simonsen i 1885 knuste kongens hoved, og konseilspræsident Jacob Estrup indførte sine provisoriske love, der satte det parlamentariske system ud af drift.
Kirstens Simonsens handling stod ikke alene, for overalt sydede det med politisk opposition. Den unge Julius Rasmussen gik så langt, at han forsøgte at myrde Estrup samme år. Karpantschof sætter den politiske uro ind i en større social ramme for at give forståelse af den sociale indignation, der var drivkraften bag. Således fortæller han indgående om stuepigernes elendige vilkår, som ifølge ham resulterede i, at pigerne i fortvivelse satte ild til herskabernes huse. Talmaterialet er dog spinkelt.
Man kan mene, at René Karpantschof overdriver sin marxistiske klasseanalyse, de stridbare danskeres oprørstrang og pigernes brandattentater, men det er stimulerende at få en anderledes stridbar historiefortælling, så den danske historie ikke bliver for pæn og renskuret. Karpantschof har fat i mange spændende vinkler af det danske samfund og af personer, som vi normalt ikke hører om. Der er tale om grundig kildeforskning og mange dramatiske fortællinger.
Man kunne have ønsket sig, at René Karpantschof havde været lige så grundig i sin indledende fortælling om sin egen historie. For når han skriver, at han kom ud af 1980ernes københavnske BZ-bevægelse, så er det kun en halv fortælling. Forfatteren tilhørte den yderliggående del af BZ-bevægelsen, der dyrkede vold, og som han selv har skrevet var »integreret i tyske miljøer, hvor man åbenlyst sympatiserede med RAF, ligesom jeg lærte de danske Blekingegadefolk at kende efter deres fængsling.« Ja, ikke blot lærte han dem at kende, for han havde også samarbejdet med dem, da han sammen med bandemedlemmerne Torkil Lauesen og Niels Jørgensen i et læserbrev i Information i 1995 udlagde deres fælles syn på verden.
René Karpantschofs bog om de stridbare danskere går hele vejen i sin afdækning af konflikter i vores historie. Hvorfor går han så ikke hele vejen i beretningen om sin egen støtte til vold og udemokratiske gerninger?
Forfatter: René Karpantschof. Titel: De stridbare danskere. Sider: 542. Pris: 350 kr. Forlag: Gads Forlag
