Charlotte Bircow: Hvis jeg kan få kræft, kan alle få det

Hun er hele Danmarks fitnessdronning og sundhedsapostel med mere end 1,5 mio. solgte træningsvideoer og en millionforretning i eget navn. Nu har Charlotte Bircow fået brystkræft, men det får hende ikke til at tie stille. For hun har et budskab til andre brystkræftramte kvinder.

Foto: Peter Misfeldt

»Hvis jeg kan få brystkræft, kan alle kvinder få det.

For findes der en opskrift på, hvordan man undgår brystkræft, ville der stå mit navn henover. Med fed skrift. Jeg har gjort alt det rigtige: Fået børn tidligt, selv ammet dem, dyrket intensiv motion, spist ekstremt sundt og altid haft et lyst sind. Alligevel blev jeg ramt.

Jeg fandt selv knuden efter at have haft ondt i brystet i et stykke tid. Jeg gav det ikke så meget opmærksomhed, for kræft gør ikke ondt, så det kunne jo ikke være det. Alligevel fremrykkede jeg mit årlige lægetjek. Bare for at være på den sikre side.

30. marts i år blev jeg scannet. Lægen sagde: »Jeg tror, du skal forberede dig på, at du har brystkræft...« Det var fuldstændig uforståelige og uvirkelige ord. For den slags rammer bare ikke mig. Punktum. Vi diskuterede længe frem og tilbage, men den var god nok. Halvanden centimeter kræftknude i det ene bryst.

Alle omkring mig reagerede med chok. »Det må da være en fejl, ikke dig, hvordan kan det ske, du har jo levet så sundt og disciplineret hele livet,« var nogle af reaktionerne. Min far, der er læge, kunne slet ikke forstå det. Det kunne jeg heller ikke selv. Men der var ingen vej udenom. Jeg havde kræft.

11. maj fik jeg fjernet knuden. Dagen efter besluttede jeg at stå frem. For jeg ville sende et budskab til de mange tusinde kvinder, der måske frygter at have brystkræft, at kræft ikke er en livsstilssygdom. I hvert fald ikke kun! Det kan ramme os alle, uanset livsstil og alder. Og man skal passe på med at føle sig urørlig eller usårlig.

Jeg har et livsmotto: »Man er ikke herre over, hvad der rammer én, men man er herre over, hvordan man reagerer på det, der rammer én« Det har jeg altid levet efter. Også når det tidligere har været svært, eksempelvis i forbindelse med skilsmisser.

Hvorfor?

Jeg har altid følt mig totalt på toppen rent sundhedsmæssigt. Ikke mange snart 50-årige kan prale af at være i en form som jeg. Men med kræften blev jeg mindet om, at jeg også bare er et menneske, der let kan rammes af ydre ting. Og bliver det.

Den første dag, efter at jeg havde fået beskeden, søgte jeg efter alt, hvad jeg kunne finde om brystkræft på nettet. Jeg spurgte mig selv igen og igen: »Hvorfor?« Men efter den dag kunne jeg ikke bruge det spørgsmål til mere. For der findes ikke noget svar på det. Der findes ingen forklaring på, hvorfor det lige skulle ramme mig. Fra da af så jeg fremad.

Jeg fandt ud af undervejs i min research og søgen efter information, at både Martina Navratilova og Serena Williams havde haft kræft. Når to så stærke superatleter kan blive ramt, kan jeg også, tænkte jeg. Det gav på en eller anden måde en ro og afklarethed.

Samtidig er jeg glad for, at det er brystkræft, når nu det skal være. For brystkræft bliver man helbredt fra, det dør man ikke af. I hvert fald ikke med den form jeg har, og når ikke det har spredt sig. I princippet er man rask, i det øjeblik lægerne har fjernet knuden, selv om jeg nu skal i gang med forebyggende kemo- og strålebehandling.

Worst case

Dødsangst eller andre dommedagsforestillinger har jeg ikke haft. Ikke på noget tidspunkt. Jeg er ikke bange for at dø eller miste mit bryst. Skulle det ske, får jeg et nyt. Plastickirurgerne er så dygtige i dag - og kan de mest utrolige ting - så den side af sagen, kan jeg selv gøre noget ved, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg siger det ikke for at være overfladisk eller påtaget cool, blot for at minde mig selv og andre om, at selv det, der for mange er worst case, kan der gøres noget ved. Hvis jeg skulle miste håret og det ene bryst, ville jeg stadig møde op i træningscenteret og træne mine hold.

Jeg ville nok tage et tørklæde om hovedet. Men jeg vil ikke gemme mig væk og sidde i et hjørne og føle mig forkert eller skyldig. For kræft er ikke en straf for, at jeg har levet forkert. Det har heller ingen sammenhæng med, at jeg for nogle år siden fik lavet bryster.

I det hele taget er jeg indædt modstander af, at man skal føle skyld og anklage sig selv for det ene og andet, når man får konstateret kræft. Der er ingen i denne verden, der præcis ved, hvor kræft kommer fra, og hvorfor nogen får det, og andre ikke gør. Derfor skal man - efter min bedste overbevisning - også være varsom med at spørge sig selv hvorfor og ribbe op i alle fortidens syndere.

Ofte gør det bare det hele værre. Man får det skidt og får sig selv banket længere ned under gulvbrædderne. Og det i en tid, hvor man har brug for alle de kræfter, man kan mobilisere.

Skyld og skam

Mit budskab er, at for mange brystramte kvinder sætter lighedstegn mellem kræften og deres egen livsstil. Dermed åbner de for en ladeport af skyld og skam. Det er forkert. Og jeg håber, de måske kan spejle deres egen situation i min og sige til sig selv: »Når Charlotte Bircow kan få kræft, kan alle få det...«

Jeg har nu aldrig set mig selv som en superkvinde, der ikke kan blive ramt af noget. Det er heller ikke mit budskab i mine foredrag, når jeg coacher andre eller på mine mere end 1,5 mio. solgte dvd-er. Jeg dyrker ikke motion med motivationen »angst for«, men derimod med »glæden ved«.

Mit udgangspunkt har altid været, at den primære effekt ved træning er det samlede velvære, det giver. Det overskud, fysisk såvel som mentalt, det fører med sig at være i god form, er af stor betydning for, hvordan du kommer igennem livets ups and downs.

Nogle har spurgt mig, om ikke jeg føler, at min krop har forrådt mig, med al den træning og al tid, jeg har brugt på den, og jeg så alligevel får kræft? Tværtimod. Det er nu, jeg skal høste frugterne af mit fysiske og mentale overskud. Jeg har en krop som en 30-årig, selv om jeg meget snart bliver 50. Det kommer mig til gavn nu, hvor jeg har brug for det.

Det nytter

Og sådan håber jeg også, andre vil tænke. At det nytter noget at passe på sig selv, leve sundt, dyrke motion og have et lyst sind. Min historie skulle meget nødig få folk til at tænke: »Når hun får brystkræft, så nytter det hele jo ingenting!«

Læs videre på næste side

 

Det vil jeg ikke stå for og tror heller ikke, jeg kommer til. Min kræftdiagnose har i hvert fald haft den glædelige effekt, at alle i min omgangskreds er styrtet ned til deres egen læge og fået tjekket deres bryster. Og på Herlev Hospital bliver alle patienterne gjort opmærksom på vigtigheden af at dyrke motion, selv på de dage under kemobehandlingen, hvor man »bare ikke orker«, fordi de sidste nye undersøgelser viser, at det er altafgørende for forløbet og evt. tilbagefald at holde sig i god form.

Hele processen har også fået mig til at udvikle et nyt slogan, eller motto, om du vil. Det lyder sådan her: »Modgang gør stærk, hvis du er rustet til det.« Når man er hårdt presset mentalt, gælder det om at være fysisk stærk. Det er jeg, og det er en anden lære af mit kræftforløb, som jeg gerne vil dele med andre brystkræftramte kvinder.

Hvad der er - er! Sådan tror jeg også, man må tænke. Så længe, jeg selv kan gøre noget ved min situation, står det ikke skidt til. Jeg har lært, at det gælder om at finde fred med de ting, man ikke kan gøre noget ved, og derimod sætte alt ind der, hvor man kan gøre en forskel.

I relief

Det har jeg gjort - og gør til stadighed - det giver en vis ro. Det sværeste har været at fortælle mine tre børn om min brystkræft. For hvad ville de tænke? Hvordan ville de reagere? De har heldigvis taget det flot. Jeg fortalte dem, at jeg havde kræft, men at jeg ikke ville dø af det.

At sætte tingene i relief har også hjulpet mig en del. Brystkræft er ikke rart, men tænk, hvis det havde været mave- tarmkræft. Her er risikoen for at dø, eller at det spreder sig, væsentlig større end ved brystkræft. Min brystkræft får mig ikke ned med nakken. Det ved jeg. Men hvis der skete mine tre børn noget, eller hvis jeg mistede benene eller synet på begge øjne, ville det ryste mig dybt.

Jeg er kræsen

For nogle mennesker er en kræftdiagnose et større wake up call, hvor de tager deres liv op til revision og spørger sig selv, om de nu gør det, de gerne vil. Sådan har det ikke været for mig. For jeg gør det, jeg har lyst til. Jeg prioriterer rigtigt. Jeg er kræsen med mit liv og gør i store træk kun det, der gør mig glad.

Det eneste er, at brystkræften kommer så pokkers på tværs af alt det, jeg har gang i. Jeg er ved at gøre alle mine træningsvideoer, gode råd, foredrag og tekster tilgængelige på nettet mod et månedligt abonnement. Samtidig underviser jeg og holder foredrag i virksomheder rundt om i landet. Jeg har måtte drosle lidt ned for en stund og stoppe med undervisningen.

Men det er kun midlertidigt. Jeg er snart tilbage igen. Det kan jeg mærke.«