Charles Darwins notesbøger forsvandt fra Cambridge for 22 år siden. Pludselig stod de der igen i en pink gavepose

Darwins notesbøger er blevet indleveret til biblioteket på University of Cambridge, hvor bibliotekar Jessica Gardner er lykkelig over at have dem tilbage.

Overbibliotekaren på University of Cambridge, Dr. Jessica Gardner, var lettet, da notesbøgerne dukkede op igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stuart Roberts/University of Cambridge/AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at have været væk i 21 år er et sæt næsten 200 år gamle notesbøger fra en af verdens mest berømte videnskabsmænd, Charles Darwin, dukket op igen på biblioteket ved University of Cambridge. Det skriver BBC.

De to små læderindbundne bøger er mange millioner kroner værd og inkluderer en berømt skitse kaldet »livets træ«.

Bøgerne blev tilbageleveret i en skrigpink gavepose, hvori den blå æske, som notesbøgerne oprindeligt blev opbevaret i, lå. Ved siden af æsken lå en brun kuvert med en lille printet besked i, hvor der stod:

»Til bibliotekaren: Glædelig påske, X«.

Bibliotekaren, Dr. Jessica Gardner, er lykkelig over, at bøgerne, der blev fyldt med noter i 1830erne, efter Charles Darwin vendte hjem fra sin ekspedition til Galápagosøerne, nu er tilbage på biblioteket.

»Livets træ«-skitsen i notesbøgerne skulle blive kimen til Darwins revolutionerende tanker om evolution. Tanker, der i 1859 blev til hovedværket »Om Arternes Oprindelse ved naturlig Selektion eller ved de heldigst stillede Formers sejr i Kampen for Tilværelsen«, som er den bærende teori for al biologisk forskning.

Her er posen, kuverten med beskeden og den blå æske, der indeholdt notesbøgerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stuart Roberts/University of Cambridge/AFP.

»Jeg rystede. Men jeg var også tilbageholdende, fordi indtil vi havde pakket dem ud, kunne vi ikke være sikre på, at bøgerne var der, og at de var i god stand,« siger Jessica Gardner til BBC.

Bøgerne blev sidst set i november 2000, hvor de blev affotograferet, og i 2001 fandt man ud af, at de var væk, skriver The Guardian, der også har haft fat i historien.

Man troede dengang, at bøgerne blot var blevet forlagt, eller placeret på en forkert hylde. Derfor foretog bibliotekaren en gennemgribende gennemsøgning af det fornemme, gamle bibliotek, der huser omtrent ti millioner bøger. Men notesbøgerne dukkede ikke op. Det var dog først i 2020, at notesbøgerne blev meldt stjålet..

Dårlig samvittighed, eller?

»Livets træ« kaldes denne tegning, der menes at have været en del af kimen til Darwins revolutionerende evolutionsteori. Teorien blev publiceret knap i 1859 i »Om Arternes Oprindelse ved naturlig Selektion eller ved de heldigst stillede Formers sejr i Kampen for Tilværelsen« Fold sammen
Læs mere
Foto: Stuart Roberts/University of Cambridge/AFP.

Notesbøgerne var pakket ind i husholdningsfilm, da de blev tilbageleveret, og de er fortsat i god stand. De blev efterladt på et offentligt tilgængeligt område på fjerde etage, hvor Jessica Gardners kontor også er, i et område som er ikke videoovervåget.

»Jeg er så lettet, at jeg næsten ikke kan udtrykke det, over at notesbøgerne er tilbage. Jeg – og mange andre verden over –– var knust over, at de var væk. Nu kan de tage deres retmæssige plads i Darwin-arkivet i Cambridge, i hjertet af nationens kultur- og videnskabsarv ved siden af Isaac Newtown og Stephen Hawkings arkiver,« siger Jessica Gardner til The Guardian.

I forbindelse med politianmeldelsen udtalte Dr. Mark Purcell, bibliotekets vicedirektør for forskningssamlingen, at han var sikker på, notesbøgerne ikke kunne sælges på det åbne marked, og at han håbede på, at de ville blive tilbageleveret.

Et lignende tilfælde skete i ærkebiskoppen af Canterburys officielle residens i London, Lambeth Palace, under Anden Verdenskrig, hvor der blev stjålet en række genstande fra residensen.

»Men over 40 år senere, som et resultat af tyvens dårlige samvittighed på sit dødsleje, dukkede genstandene op igen, og blev returneret til Lambeth,« udtalte Mark Purcell til The Guardian i 2020.

Om det er det, der også er sket i dette tilfælde, vides ikke. Politiet i Cambridgeshire har stadig en åben efterforskning med enkelte spor. Det beder også folk med viden om sagen om at kontakte politiet.

Bøgerne opbevares nu sikkert i den 17 etager høje biblioteksbygning ved University of Cambridge. De kommer også til at indgå i en kommende Darwin-udstilling, skriver biblioteket på sin hjemmeside. Fold sammen
Læs mere
Foto: STUART ROBERTS.