Cecilie Haugaards opfordring til alle: »Det er en vanesag, og lige så snart du bliver bevidst om det, er det nemmere at ændre«

Hun har boet i Paris, Los Angeles og New York, men i Cecilie Haugaards øjne er København »verdens fedeste by«. Hun betaler gerne overpris på restauranter, og så ville hun som overborgmester give alle fri to dage om året til en fælles skraldemarch.

Cecilie Haugaard er gift med sangeren Christopher. Sammen har fik de en lille datter født i februar i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Hvad mangler København for at blive verdens fedeste by?

»Mere solskin og godt vejr. København er jo verdens fedeste by, når det er godt vejr. Jeg synes ikke, at København mangler noget som sådan. Jeg har boet i Paris, Los Angeles og New York, og jeg har rejst super meget. Og jeg synes bare, København har det hele. Netop fordi, der er byer i byen. Man bliver aldrig træt af at udforske og opleve, og på madfronten udvikler København sig hele tiden. Der er stadig 1.000 steder jeg gerne vil prøve at spise og opleve.«

Hvis du skulle en købe en ny lejlighed i morgen, hvor skulle den så ligge?

»Jeg er virkelig glad for der, hvor vi bor, på Holmen. Der er både natur og vand, men på fem minutter kan jeg være midt inde på Kongens Nytorv. Der er også ved at blive bygget nogle lejligheder på Papirøen, som er virkelig interessante, der ville jeg også elske at bo.«

Hvilket sted i København holder du mest af?

»Jeg har boet i små syv år på Østerbro og på Christianshavn i fem-seks år. Og jeg vil sige, at jeg elsker hele København. Jeg elsker byerne i byen. Jeg er rigtig glad for den afslappethed, charme og alsidighed, der er på Christianshavn. Jeg er virkelig glad for Østerbros ro og skønhed. Der er også et særligt overskud. København K. elsker jeg for pulsen og maden, og at der er så meget liv. Jeg elsker Vesterbro for stedets ungdomskultur. Nørrebro har også super meget ungdom og en masse kultur. Så hvis jeg skal sige, hvad jeg holder mest af, så elsker jeg faktisk byerne i byen. Det er derfor, jeg synes, at København er så fed.«

Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?

»Jeg er oprindeligt fra Odense og flyttede hertil i 2009, og siden er byen vokset virkelig meget. Valby, Carlsberg-kvarteret, Islands Brygge og de ydre broer er lige pludselig blevet mere en del af København. Men jeg tror faktisk, at det største skift, der er sket, er inden for det seneste halvandet år, på grund af corona. Der har været så meget ro på i Indre By, så der er kommet større fokus på luft og grønne områder. Alle har søgt efter et sted at gå tur. Vi har brug for luft og grønne områder, fordi vi alle sammen bor i lejligheder og særligt under corona ikke har kunnet klare at være helt mast sammen.«

I starten af året flyttede Cecilie Haugaard og hendes mand, sangeren Christopher, til Holmen i København, hvor hun nyder at bo ud til vandet og have egen bådplads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var overborgmester, ville jeg …

»Så ville jeg for det første have mere fokus på at bevare grønne områder. Hvor kan man gå ned og spille fodbold om ti eller 20 år? Hvor kan man til den tid mødes en masse mennesker, hvor der stadig er luft omkring os? Det kan jeg godt frygte. For vi har brug for de grønne områder for at få endorfinerne til at køre. Så hellere udvide byen, gøre en større del af Valby til København for eksempel. Og så tror jeg, at jeg ville lave en fælles skraldemarch, så vi to gange om året mødtes for at samle skrald op. Det er lige før, man kunne få fri fra arbejde og skole til det. Jeg tror, at hvis vi gjorde det et par gange om året, ville der være meget større fokus på det resten af året. Og vi ville virkelig kunne få fjernet tyggegummi, snus og cigaretskodder og alt muligt andet. Jeg tror, det kunne give en bevidsthed om, hvor meget skrald, der egentlig ligger i København, og derved ændre vores dårlige vaner.«

Beskriv en perfekt lørdag i København.

»Først og fremmest skulle solen skinne, og det skulle være dejlig varmt. Nu bor vi ud til kanalen og har en bådplads, så jeg ville hoppe med min mand og vores datter i en båd og sejle rundt og se København fra en anden vinkel. Langs kanalerne og ud forbi operahuset. Så sejle ud og spise morgenmad på La Banchina og hoppe i vandet. Sejle videre ind forbi broens gadekøkken, måske spise POPL-burgeren, som seriøst er den bedste burger, jeg har smagt. Især den vegetariske, faktisk. Så ville vi sejle ned til Nyhavn, hoppe af, og så ind til byen og mødes med gode venner og sidde i solskin og dele en flaske vin, spise mad og hygge.«

Hvilken københavnsk kulturinstitution besøger du oftest?

»Louisiana. Både for beliggenheden og udstillingerne.«

Hvilke steder/bygninger ville du vise en udenlandsk gæst?

»Jeg synes, Amalienborg er noget af det smukkeste. Det ville jeg vise. Og Operaen og Marmorkirken. Man kan jo stå på et punkt og se dem allesammen. Marmorkirken er så smuk, og Operaen er også meget karakteristisk. Det Kongelige Teater er også fantastisk. Christiansborg ville jeg også vise. Og så Christianshavn, kanalerne og Nyhavn.«

Hvad ville du undgå at vise?

»Enden af Strøget ned mod Rådhuspladsen, som ellers er, hvor mange udenlandske gæster selv tager hen.«

Cecilie Haugaard er kendt for sin modelkarriere, hvor hun har prydet forsiden af blandt andet Alt for damerne og Eurowoman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvor går du ud i København – når du skal spise? Eller hvis du bare skal have en drink (eller flere)?

»Jeg er rigtig glad for København K. på det punkt. Jeg er glad for Pluto, det bliver altid til en fest, når man har spist, og det er også godt til en drink. Så er jeg glad for Babylon, der har et fedt udendørsområde. Jeg går selvfølgelig efter, at det er dejlig mad, men stemningen er også vigtig. Derfor kan det også være overpris, men det betaler jeg gerne, for du betaler også for stemningen, for at alle er samlet, og for at de gør noget ekstra. Jeg kan godt lide, at der er meget liv, når jeg går ud. Jeg kan også godt lide Bistro Pastis og Beau Marché, der er god til frokost, hygge og pigehygge.«

Hvad er Københavns oversete åndehul?

»Jeg tror, de fleste åndehuller i København er blevet udforsket og opdaget under corona. Men jeg synes helt klart, at Botanisk Have er undervurderet. Den ligger midt i byen og er så smuk og dejlig.«

Hvad er din seneste kulturoplevelse i København?

»Jeg er lige blevet mor, så det ligger inden corona. Men det var den lysinstallation, der var i København under corona. Den gik jeg sammen med mine veninder, og det var vildt hyggeligt og smukt. Så fulgte man ruten, hvor der var forskellige lysinstallationer rundt i København. Det var en superfed kulturoplevelse.«

Hvad skal københavnerne blive bedre til?

»At rydde op efter sig selv og ikke smide tyggegummi og cigaretskodder. Det er en vanesag, og lige så snart du bliver bevidst om det, er det nemmere at ændre. Og at kigge op, se hinanden i øjnene.«

Hvad burde være Københavns vartegn?

»Vores køkken og vores cykelkultur, man kan jo cykle overalt. Jeg ved godt, det er meget Amsterdams vartegn, men det burde også være vores.«