Brok og rul

En yngre kollega - mandlig og australier - sagde forleden, at yngre kvinder er som taxachauffører.

Jeg ved, at han værdsætter både yngre kvinder og taxachauffører, så jeg bad ham venligt udbygge sin sammenligning, som - hvis jeg kender ham ret - hverken taxachauffører eller kvinder burde blive fornærmede over.

Hans pointe var, at både taxachauffører og kvinder brokker sig meget. I London brokker taxachaufførerne sig mest over vejret. Dernæst mest over borgmesteren, Ken Livingstone, der har indført afgifter for bilkørsel ind i det centrale London. Og så over engelske fodboldlandstræneres dårlige kvalitet siden 1966.

Deres brok skal ikke opfattes som stædigt sortsyn. Hvis man f.eks. siger til dem, at borgmesterens kamp har resulteret i færre biler, og at det skaffer netop taxaerne flere kunder, idet de jo kan komme frem nu, ja, så er chaufførerne faktisk - efter et par meningsudvekslinger - helt enige.

Vejret kan de heller ikke brokke sig over længe. For det bliver varmere og varmere. Engelske huse er utætte. Det blæser ind af vinduerne, også når de er lukkede. Men som et resultat af varmen fryser vi langt mindre nu end i 1960erne og 1970erne. Da boede jeg også i London og var hvert år forkølet, ligesom alle andre, fra oktober og indtil min fødselsdag midt i maj. Så på det punkt er taxachaufførernes brok også kortvarig.

Men man er nødt til at give dem ret omkring det med landstrænerne. Heldigvis har vi så meget dejlig fodbold at glæde os over på klubniveau. Eftersom taxachauffører sidder og hører bl.a. sport på bilradioerne i mange timer hver dag og er begejstrede kyndige medkommentatorer, så kan de ikke i længden argumentere imod glæden ved klubforbold heller.

Deres brok er egentlig mere tænkt som stimulerende åbninger til samtaler. Det er snarere at opfatte som udspil til konversation end som udtryk for utilfredshed med livet som sådan.

Det er her, min yngre kollegas sammenligning med kvinder kommer ind i billedet. Han er 26, jeg er det omvendte, jeg er 62. Så vi kan tale helt frit. Han synes, at yngre kvinder også har brok som udspil. Det er deres måde at ytre sig på. Men når de får svar på»Hvorfor kommer du for sent?«, »Hvorfor ringede du ikke i går?« osv... så finder de på nye anklagepunkter.

Taxachaufførernes ture i London er lange. London er meget stor og udstrakt. Der skal mange punkter på broklisten, ellers rækker listen ikke til hele turen. Sådan er det også med kvinderne, synes min kollega. De kan hele tiden finde på noget nyt at være utilfredse med. Deres liste er nærmest uendelig. Når min kollega får stoppet én kvindelig brokrunde, begynder en ny runde anklagepunkter. Uvægerligt, siger han.

Hvorfor er det mon sådan, spurgte jeg ham. Hans forklaring var, at kvinder tilsyneladende føler sig forpligtede til konstant at lodde og derefter gøre offentligt rede for deres sindsstemninger. Både for sig selv og for andre. Via både seriøs kvindelitteratur/-kunst og personcentrerede artikler i dameblade har de fået indtryk af, at de hele tiden og løbende bør gøre status overfor sig selv og andre for, hvordan de har det. På den måde når de jo aldrig til bunds på listen over ting, de kan brokke sig over, synes han. Hvis kvinderne spekulerer nonstop over deres tilstand, kan der hele tiden findes brokpunkter. Ligesom taxachaufførerne finder på et nyt brokemne for at holde samtalen med passageren i gang, så længe de ofte meget lange ture gennem millionbyens gader varer. På trods af borgmesterens krig imod trafikpropper.

Min vens konklusion var dog optimistisk. Hverken taxachaufførernes eller de yngre kvinders brokkerier bør tages alvorligt, syntes han. De skal opfattes som en kommunikationsform snarere end som eksistentielle nødsskrig.

Jeg håber, han har ret. Han skal være sammen med de yngre kvinder. Formodentlig en dag giftes med en af dem og være sammen med hende et helt liv. Jeg klarer taxachaufførerne lidt endnu - på menneskehedens og borgmesterens vegne.