Britisk kunstners værk til eliteuniversitet beskyldes for at være et fallossymbol

Imperial College i London er et af verdens bedste universiteter, og en britisk billedhugger skal kaste glans over et nybyggeri med en ny seks meter høj skulptur. Nu siger de studerende, at hans projekt minder om et tre meter langt fallossymbol.

Antony Gormleys ikoniske skulptur »Angel of the North« i Gateshead i det nordøstlige England. En anden af kunstnerens skulpturer står ude foran kunstmuseet Arken i Ishøj. Fold sammen
Læs mere
Foto: OLI SCARFF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Den går virkelig ikke.«

Normalt er det ikke de studerende, der vender tommeltotten nedad, når det gælder moderne kunstværker, men sådan er det på det ansete Imperial College i London, der uddanner læger, ingeniører, naturvidenskabsfolk og økonomer af højeste klasse.

Det over 100 år gamle universitet, som regnes for et af verdens bedste, har til et nybyggeri fået den anset britiske billedhugger Antony Gormley til at skabe en ny seks meter høj metalskulptur, som denne sommer skal placeres uden for det nye Dangoor Plaza i bydelen South Kensington.

Men de studerendes organisation Imperial College Union protesterer nu mod skulpturen, skriver blandt andet The Guardian.

Studenterforeningen mener, at den vil »skade universitetets omdømme«, fordi det »helt åbenbart« er en tolkning af en mand med erigeret penis.

Tegning af Antony Gormley skulptur, som de studerende på Imperial College i London nu kritiserer for at være fallisk. En påstand, som kunstneren selv pure afviser. Fold sammen
Læs mere
Foto: IMPERIAL COLLEGE STUDENT UNION.

The Guardians journalist bemærker pedantisk, at hvis denne tolkning er korrekt, betyder det, at den seks meter høje mand har en penis på omkring tre meter!

De studerendes organisation mener desuden, at skulpturens navn, »Alert« (alarm), kunne tolkes som en henvisning til den (påståede) erigerede penis.

Kunstneren selv afviser studenternes udlægning. Han siger, at skulpturen viser en person, der sidder på hug. Hans sigte med værket har været at udforske sammenhængen mellem mennesker og miljø.

Et forkert mandligt signal

De studerendes organisation beklager sig også over, at de ikke er blevet hørt om et kunstværk, som kommer til at udgøre et centrum i de nye universitetsbyggeri. De siger, at der ikke er noget galt med kunstværker med falliske symboler, men at det her midt i det offentlige rum vil kunne opfattes som upassende.

De studerende mener også, at et fallossymbol på dette sted ikke harmonerer med ønsket om en ligelig kønsfordeling. Universitetet havde i studieåret 2020-2021 en overvægt af mandlige studerende i forholdet 6:4.

Universitetet forsvarer opstillingen af skulpturen, som er en gave fra en tidligere studerende.

»Sir Antony Gormley er en af verdens mest fremtrædende nulevende kunstnere, og vi er taknemmelige for at blive beriget med en af hans ikoniske skulpturer,« udtaler en talsmand for Imperial College.

Kunstneren  Antony Gormley ved indgangen til et af sine værker, »Passage«, som i 2016 var udstillet på et galleri i London. Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER NICHOLLS.

Gormley på Arken i Ishøj

Den 71-årige Gormley er en af Storbritanniens førende billedhuggere, og han modtog i 1994 den prestigefylde Turner-pris. En af kunstnerens skulpturer, »Another Time V«, står uden for kunstmuseet Arken i Ishøj.

Gormley har skabt flere spektakulære værker. Blandt andet den store skulpturinstallation »Another Place« (1997), som består af 100 menneskefigurer, og som nu permanent står på Crosby Beach i Nordvest-England. Et andet værk er den monumentale skulptur »Angel of the North« (1998), som er placeret i Gateshead i Nordøst-England. Englen er 20 meter høj og har et vingefang på 54 meter!

Det er ikke første gang, at der har været kritik af Gormley værker, skriver The Art Newspaper. Sidste år var der kritik af en af hans skulpturer, som blev installeret på kysten ved byen Aldeburgh nordøst for London. De lokale mente, at skulpturen lignede sexlegetøj.