Britisk journalist dømt for aflytning af royale

Journalist fra britisk avis fængslet for aflytning af kongefamiliens telefoner.

En fremtrædende journalist fra en af Storbritanniens mest populære aviser blev fredag dømt for at have aflyttet mobiltelefoner, som tilhører kongefamilien. Aflytningerne har fundet sted "hundredvis af gange" i forsøg på at få eksklusive historier om den royale familie.

Hofreporteren fra dagbladet The News of the World, Clive Goodman, lyttede ulovligt til indtalte beskeder til pressesekretæren for tronarvingen prins Charles og til to ansatte, der arbejder for hans sønner, prins William prins Harry.

Den 49-årige Goodman blev dømt til fire måneders fængsel, mens hans sammensvorne, privatdetektiven Glenn Mulcaire, blev dømt til seks måneders fængsel.

/ritzau/