Britisk historiker sammenligner dronning Margrethe med Margaret Thatcher: »Coronakrisen er et vind eller forsvind-øjeblik for kongehusene«

Coronakrisen er et afgørende øjeblik for ethvert kongehus. I denne tid tester historiens gang, om monarkiet er relevant, siger den britiske historiker Sean Lang i et interview med Berlingske. Han peger på den største fælde for de europæiske kongehuse lige nu – og udpeger dem, der allerede er faldet i.

 
Dronning Margrethe og dronning Elizabeth holdt taler for den danske og britiske nation. Video: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når dronning Margrethe i næste uge fylder 80 år, bliver det ikke alene uden den planlagte, folkelige fejring. Det bliver også midt i en krise, hvor dronningens valgsprog »Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke« runger med større resonans end nogensinde.

Hele samfundet har historisk meget på spil i skyggen af coronavirussen. Livsværker, formuer, sans og samling. I værste fald livet selv.

Monarkiet er ingen undtagelse.

»Coronakrisen er et afgørende øjeblik for ethvert kongehus. Det er et af de tidspunkter, hvor historien tester, om et kongehus stadig er relevant,« siger Sean Lang, indehaver af en doktorgrad i historie og en så britisk accent, at telefonen næsten ranker sig i hånden.

Fra sit kontor på Anglia Ruskin Universitetet i Cambridge har Sean Lang i årevis fulgt de europæiske monarkiers kamp for at overleve i en moderne tidsalder, hvor nogle mener, at man burde begrave hermelinskåben én gang for alle.

Under coronakrisen har han set den ene monark efter den anden træde ud af sædvanen og ind i den verbale frontlinje for at hjælpe sin befolkning igennem et stykke tragisk, virusbefængt verdenshistorie.

»Det er nu, at monarkiet skal vise sit værd, hæve sig over nuet og give retning og håb,« siger Sean Lang til Berlingske.

»Dronningen minder mig om Thatcher«

Det føles allerede som længe siden, at dronning Margrethe 17. marts satte sig foran TV-kameraet på Fredensborg Slot og, helt usædvanligt, talte direkte til danskerne om krisen.

Det var dengang, folk stadig holdt familiefester, og dronningen lod dem vide, at »det kan man ikke være bekendt«.

»Jeres dronning holdt en tale, hvor hun hjælper politikerne med at håndhæve lovene. Hun er meget hands on. Hun minder mig om Margaret Thatcher,« siger historikeren med henvisning til den herostratisk berømte premierminister, der førte briterne igennem mangt og meget fra 1979 til 1990.

Er det godt eller skidt?

»Det er positivt ment, indeed!«, klinger det i den anden ende.

»Fru Thatcher delte ganske vist vandene. Men alle, selv hendes kritikere, var enige om, at når der var behov for fast lederskab, så var hun eminent. Det kunne godt være, at man ikke kunne lide budskabet, men Thatcher talte lige ud af posen med stor autoritet. Den ligefremme stil, synes jeg også, at dronning Margrethe har. Hun er en meget stærk leder.«

(artiklen fortsætter efter billedet)

Margaret Thatcher - »The Iron Lady« - havde en fast lederhånd. Fold sammen
Læs mere
Foto: SVEN NACKSTRAND.

We will meet again

Mens dronning Margrethes tale gelejdede folk ud af forsamlingshusene og hjem i isolationen, holdt den britiske dronning Elizabeth i søndags en anden slags coronatale. De fleste var enige om, at den var et lille, retorisk mesterværk.

Dronning Elizabeth trak tråde tilbage til Anden Verdenskrig, som hun med sine 93 år selv husker, og hun leverede mod slutningen det, der på rekordtid er blevet en global fællesreference for håb og lysere tider:

»We will be with our friends again. We will be with our families again. We will meet again.«

»We Will Meet Again« er titlen på en sang fra Anden Verdenskrig med Vera Lynn. Nu er det også et verdensberømt citat fra dronning Elizabeths tale. Fold sammen
Læs mere
Foto: -.

Sean Lang roser, som så mange andre, sin majestæt.

»Referencen til »We Will Meet Again« hentyder til Vera Lynns sang fra Anden Verdenskrig, og talen har et meget stærkt ekko af krigstiden. Men dronning Elizabeth propper ikke historien ned i halsen på os. Hendes tale handler om nutiden og fremtiden. Dronningen mestrer antydningens kunst, akkurat som Winston Churchill gjorde det. Hun gør en pointe ud af tiden, der kommer, hvor vores efterkommere vil se tilbage på os, og det giver folk en følelse af håb. Af at stræbe mod noget.«

Er det det, monarkiet skal; give os følelsen af et før og et efter?

»Absolut. Det er alle monarkers fornemste opgave at fortælle os, hvad der er vigtigt, hvad der består. De kan løfte det øjeblik, vi befinder os i, ud af nuet og ud af den politiske diskussion. Monarkiet forbinder det enkelte individ med det lange, seje træk af historie, vi alle er en del af«.

Det kan gå helt galt

Sean Lang er ikke i tvivl om, at coronakrisen er en af de perioder i historien, der potentielt kan redefinere et kongehus’ værdi – eller omvendt skabe afstand mellem monark og befolkning. Det gælder både i Danmark, Storbritannien, Norge, Sverige og de øvrige konstitutionelle monarkier, som er kendetegnet ved, at monarken er formelt statsoverhoved, men ikke regeringsleder.

»Thatcher talte lige ud af posen med stor autoritet. Den ligefremme stil, synes jeg også, at dronning Margrethe har«, siger Dr. Sean Lang.  Fold sammen
Læs mere

»Det er bemærkelsesværdigt, at dronning Elizabeth ikke nævner med et ord, at hendes søn, prins Charles, jo rent faktisk er smittet med coronavirus. Hun er ekstremt bevidst om, at hun taler som overhoved for nationen, ikke kongefamilien. Prins Charles har fået megen sympati, men der har også været kritik af, at han har fået særbehandling og er blevet testet for corona, hvilket mange andre jo ikke kan blive. Ethvert hint om, at de kongelige er hævet over deres befolkning i nødens stund, er potentielt meget farligt«.

Hvor galt kan det gå for et kongehus i denne tid?

»Det kan være fatalt, hvis en kongelig sender et forkert signal. Hvis en krise påvirker alle – et økonomisk kollaps, en krig, eller en pandemi – så opererer kongehusene i et minefelt. Corona er endda både en pandemi og et økonomisk kollaps. Når alle i befolkningen lider, er det farligt for de kongelige, hvis de ikke er en del af den historie«.

Græsk og spansk katastrofe

Der er masser af eksempler på, at det har kostet Europas kongehuse dyrt på popularitetskontoen, når de er kommet ud af trit med folket.

Sean Lang nævner det græske kongehus, som danske dronning Anne-Marie var en del af, da det i 1974 endegyldigt kollapsede. Hele 69 pct. af grækerne sagde ved en folkeafstemning eftertrykkeligt farvel til monarkiet efter mange år med kaos, skiftende militærkup og indirekte undertrykkelse af dele af befolkningen.

Dronning Anne-Marie, dronning Margrethes lillesøster, fik kong Konstantin, men mistede kongeriget efter en folkeafstemning i Grækenland i 1974. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Et andet eksempel er spanske kong Juan Carlos, der var drønpopulær i begyndelsen af sin regenttid i 1970erne og 1980erne, hvor han førte Spanien tilbage til demokratiet efter Francos diktatur. Men på sine gamle dage begik han den brøde, der ifølge Sean Lang er den værste af alle: Han mistede følingen med sit folk.

Det kom især til udtryk, da Juan Carlos i 2012 tog til Afrika og lod sig fotografere foran en flot, fuldvoksen og meget død elefant, han netop havde skudt. Som om det ikke var slemt nok at ophidse samtlige dyreelskere i verden, foregik storvildtjagten samtidig med, at Spanien befandt sig i en historisk tung økonomisk krise.

I 2014 abdicerede Juan Carlos og overlod tronen til sin søn, Felipe.

»Kong Juan Carlos er det måske bedste eksempel på hvor hurtigt, en monark kan miste opbakning, når krisen rammer. En konge eller dronning, der ikke længere udviser en troværdig solidaritet med folket, er færdig. Hvis en befolkning over længere tid ikke føler et moralsk og menneskeligt bånd til deres monark, vil de skille sig af med vedkommende«.

Det gik helt galt for den engang så populære kong Juan Carlos af Spanien, da han tog på storvildtjagt og lod sig fotografere foran en elefant, han havde skudt – samtidig med, at spanierne befandt sig i en dyb økonomisk krise. Han abdicerede i 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: ENRIQUE CALVO.

Et af de positive eksempler er den norske kong Harald, hvis massive indsats for at støtte befolkningen efter Utøya-tragedien er et eksempel til kongelig efterfølgelse.

Omvendt vurderer Sean Lang, at det britiske kongehus var snublende tæt på katastrofen, da prinsesse Diana døde, og dronningen Elizabeth var for længe om at anerkende befolkningens enorme sorg.

»Dronning Elizabeth lavede et stykke benarbejde, der reelt reddede kongehuset. Den tale til nationen, hun holdt i 1997, var et af de vigtigste øjeblikke i nyere, britisk historie. Det lykkedes, trods alt, at genoprette relationen mellem monarki og folk.«

Hviler på magien

For nylig sendte dronning Margrethe en opfordring til danskerne på Instagram. Hun bad dem sende de mange buketter, hun normalt modtager på sin fødselsdag den 16. april, til en ældre medborger, der sidder alene.

Et signal om, at hun ved, hvad der foregår. Men måske også en markering af, at hun ser truslen i det fjerne: I det sekund, en monark tager for meget for givet, bliver det farligt.

»Et monarki, der hviler på magien og regner med, at magien er nok, vil uddø. De konger og dronninger, der klarer sig godt i den moderne tidsalder, er dem, der erkender, at folket ikke nødvendigvis beholder monarkiet for evigt«, siger Sean Lang, før vi slutter med et »good bye«. Og i tråd med tiden tilføjer:

»And stay healthy«.