Brask - en eventyrers bekendelser

Han har som få levet drømmen og eventyret. Som finansmand i New York og London, hvor han boede i 15 år, inden han for seks år siden flyttede tilbage til Danmark for at blive bankdirektør. Vi har besøgt Lars-Christian Brask i hans herreværelse, hvor han fortæller om at være mere forretnings- end følelsesmand, og om det luksuøse liv med egen investeringsbank, gourmetrestaurant og motorsportshold.

brask.jpg
»Jeg er bossen på arbejdet, men i privatlivet er der en anden boss, og det er Sue. Sådan har det altid været. Jeg køber ikke ind og alt, hvad der har med hjem og familie at gøre, det står hun for. Jeg kan ikke engang stave til »købe ind«,« siger Lars-Christian Brask. Fold sammen
Læs mere

Som knægt løb Lars-Christian Brask hver lørdag rundt og indhentede morgenbrødsordrer fra naboerne i villaområdet ved Himmelev. Søndag morgen stod han og to venner tidligt op og tog hen til den lokale bager, som han havde lavet en aftale med:

Hvis han fik et hjørne af bagerens bageri, hvor de kunne stå og pakke rundstykker, ost, smør, syltetøj og aviser, ville han snuppe 10 procent af den omsætning, han skabte. Bageren var sikker på at få kunder, der ellers ville købe deres rundstykker et andet sted. Og kunderne, havde Lars-Christian Brask lovet, ville få deres morgenbrød inden klokken 9. Foruden lommepenge fra mor og far, var det de første penge, Lars-Christian Brask tjente.

34 år senere kører Lars-Christian Brask ned ad skråningen, parkerer sin Saab 93 Aero i garagen og går mod fjordvillaens hoveddør. Klokken er et par minutter i otte. Han har været ved den lokale bager i Himmelev ved Roskilde for at købe lidt morgenbrød: Tre tebirkes og tre kærnemælkshorn.

Ekstra Bladet og Jyllands-Posten smider han på køkkenbordet. Berlingske og Børsen er blevet bragt med posten, ligesom de gør alle andre dage. Med udsigt over Roskilde Fjord går han i køkkenet i gang med at lave espresso. Han spadserer lidt rundt og fortæller, at hustruen Sue er gået i bad, sønnen Oliver er taget i skole og datteren Georgia, der i øjeblikket læser til eksamen, ligger og sover.

Sådan ser de fleste morgener ud i villaen hos den 48-årige bankdirektør Lars-Christian Brask.

Andre dage afviger ved at begynde lidt tidligere, fordi han ved siden af familielivet er direktør i den tredjestørste schweiziske bank i Danmark og inden 2005 boede i London med familien, hvor han bl.a. arbejdede for Merrill Lynch, der er en af de største investeringsbanker i verden.

Senere denne dag skifter han da også den lyseblå polo T-shirt og de mørkeblå jeans ud med slips, skjorte og jakkesæt. Det er i sig selv ikke så bemærkelsesværdigt.

Dobbeltheden i Lars-Christian Brasks liv skal findes i de forskellige jobs og projekter, han har kastet sig over i årenes løb. Fra musikverdenen, hvor han som teenager arbejdede som tour-promoter og koncertarrangør for musiknavne som TV2, Poul Krebs, Gnags, Kliché og Malurt, over motorsportsverdenen, hvor han stiftede sit eget motorsportshold »Team Brask«, til finansverdenen, hvor han har sat sine aftryk som forretningsmand med stort F.

Både som direktør i egen bank, Brask og Co., men også på børsgulvet som investeringsmægler i New York og London.

Han vil ikke sige, hvor mange penge han er god for, men i en alder af 34 år blev han »økonomisk uafhængig«, som han beskedent siger det, da de store bonusser fra finansverdenen begyndte at trille ind på bankkontoen, og han betalte en skat på cirka 50 millioner kroner på basis af, hvad han havde tjent i løn, bonus og optioner i en britisk investeringsbank. På almindeligt dansk betyder det, at han fra den dag ikke længere behøvede at tage på arbejde.

Herhjemme kender de fleste ham fra dokumentarprogrammerne »De dyre drenge« og »Den hemmelige millionær«. Programmer han har deltaget i, fordi ja, han er millionær. Selv forklarer han det med, at han »gerne vil portrættere, at det ikke er alle bankfolk, der er blodsugende igler. Udover det så var det også for at opleve, hvordan det er at være på livets bund. Det har jeg ellers haft lidt svært ved at forholde mig til.«

Forleden kunne han tilføje en bog på det imponerende CV, da hans fortælling udkom med titlen »Vilje til succes«. Det er ikke en traditionel biografi, men kan snarere beskrives som en inspirationsbog til folk, som tør drømme stort. Ligesom han selv har gjort.

Med kaffen og morgenbrødet inden for rækkevidde, sætter Lars-Christian Brask sig til rette i en stor sofastol i sit »herreværelse« på nederste etage, der med trofæer, fotografier og antikviteter mest ligner et drengeværelse.

Nok har hans søn på 13 år på grund af ombygning rykket sine ting ind på værelset, men det er ikke til at skjule, at her bor en voksen eventyrer. Der står fodboldtrofæer fra dengang, han blev sjællandsmester i fodbold, på gulvet står et maleri af Michael Kvium, i en lille kamin står en diplomatnummerplade fra Bagdad, som han har fået af sin far, og på væggen hænger et jubelbillede af Lars-Christian Brask i Monza, og en signeret Thomas Helveg-trøje fra AC Milan er sat i ramme.

Sansen for den gode forretning har Lars-Christian Brask fra sin far. Som barn så han og de to yngre brødre ikke meget til faderen Ole, der blandt andet startede en lingerifabrik i Gotland, blev administrerende direktør i en hørfabrik i Kolding og endte med at sælge swimmingpools til danske, velstående familier.

»Om søndagen stod vi altid og vinkede farvel til far. Jeg kan huske, at vi fik et svømmebassin i Kolding, og det var så det, der blev fars næste forretning. Det skulle typisk sælges i weekenderne, og hvis kunderne ikke betalte, tog han ud og besøgte dem. Der var også lange rejser til Athen, Irak, Norge, Sverige og Afrika, og jeg savnede selvfølgelig min far, når jeg ikke havde set ham i 14 dage. Min iværksætterlyst stammer fra ham. For der er ingen af os brødre, der har svært ved at komme fra tanke til handling. Og for mig er det naturligt, at hvis mulighederne er der, skal man gå efter det, man gerne vil opnå,« siger han.

Læs resten af interviewet på næste side >>

Læs også:
Martin Brygmann: »Hvorfor fanden gør jeg det her?«
Interview: Den anden side af Helena Christensen
Interview: Skuespilchefens mellemregninger

Der er dog ét valg, som Lars-Christian Brask ikke har truffet på egen hånd. Det eneste. Valget mellem en karriere som tour-manager ved musikken eller en fremtid som bankmand. Hans mor og far var af den opfattelse, at sønnen gik og slæbte kufferter for musikerne, når han var med til at stable store koncerter på benene i det meste af landet. Han måtte være en »rock-roadie«, mente de.

Men faktisk var Lars-Christian Brask som teenager ret fremme i skoene og arrangerede koncerter og arbejdede som manager for datidens store, danske bands, og det gav penge i kassen.

»Når vi var til familiefester, var jeg irriteret over at høre, at jeg bare var én, der slæbte andres kufferter. Det troede mine forældre jo. Spørgsmålet, om der var nogen fremtid i musikverdenen, lå i luften. Kunne det være en karriere? Var det vejen frem? Der blev jeg præget af mine forældres ønske om, at jeg fik en rigtig uddannelse. Det var et valg om, hvad der var min karrierevej. Skulle jeg være rockmanager eller bankmand?«

Valget faldt på uddannelsen som bankelev. I Jyske Bank, hvor han hurtigt fik smag for de større opgaver. Det var spild af tid, hvis han skulle sidde ved kassen og lave PBS-betalinger. Så han fik en anden til at gøre det for sig. Det blev en anden af eleverne i banken, Lone, der endte med at gøre den del af arbejdet, som han syntes var kedelig.

En dag i juli gik Lars-Christian Brask som 27-årig rundt i lejligheden, der lå på en af Londons mest respektable adresser: Princes Gate. Samme dag havde han været til fire jobsamtaler hos den prestigefyldte investeringsbank Merrill Lynch, der endte med at tilbyde ham alle fire jobs. Han valgte titlen som aktierådgiver for institutionelle kunder baseret i Norden.

Lejligheden var Winston Churchills enkes »gamle« lejlighed, 450 kvadratmeter stor, ovenpå boede sangerinden Janet Jackson, ved siden af boede Formel 1- og milliardærmanden Bernie Ecclestone, men det var hans kuwaitiske ven, finansmanden og diplomaten Nafel Al-Hathal, der ejede lejligheden.

Lars-Christian Brask flyttede ind i den ene ende af den store lejlighed med eget soveværelse, entre og badeværelse for 200 kroner om måneden. Her boede han de næste to år.

Lars-Christian Brask er ikke den store følelsesmand. Det har han aldrig været, og han lægger heller ikke skjul på det. Det er kun familien og vennerne, der åbner for den bløde side af ham. I finansverdenen kommer man ikke langt med at være sød og rar. Måske er det også derfor, at han har nået de fleste af de mål, som han har sat sig for øje.

Faktisk var det et dårligt tidspunkt, da Lars-Christian Brask valgte at flytte til London. Han havde lige købt en etageejendom i Roskilde sammen med sin bror. Han havde et hus, som han ikke var flyttet ind i. Han ville gå ned i løn og skulle flytte til et område, der var dyrt at bo i. Alle de ting tilsammen endte med at give ham en kassekredit på størrelse med en mellemstor dansk erhvervsvirksomhed.

»I de 15 år, jeg boede i London, tænkte jeg hver dag – og gør det stadig – at hold kæft, hvor er jeg privilegeret, og hvor er jeg heldig, at jeg laver det, jeg allerhelst vil. Jeg valgte at satse og troede på mig selv. Det var hårdt i London, og man skulle hele tiden gøre det endnu bedre end sidste gang. Sådan følte jeg det også. Det er en hård verden og bestemt ikke for alle. Hvis man ikke leverer resultaterne, bliver man fyret. Jeg ved ikke, om netop dét pres har været en motivation for mig, men jeg kan godt lide at blive målt på mine resultater, så jeg sørgede for, at jeg havde styr på mine kunder.«

Lars-Christian Brask mødte Apple-stifteren Steve Jobs i forbindelse med filmselskabet Pixar, hvortil Jobs skulle bruge penge. Derfor fløj de i fire dage sammen i privatfly til bl.a. Skandinavien, Frankfurt, Paris, Amsterdam, Zürich, Genève, Milano og med endestation i London, hvor Lars-Christian Brask skulle introducere Jobs for mulige investeringskunder.

Det er blot én af mange oplevelser, han har haft i erhvervslivet. En af de helt store begivenheder var, da han i 1992 stod for hovedparten af en stor børsintroduktion på Londons børs, der endte med at indkassere investeringsbanken et stort ukendt antal millioner dollar. Lars-Christian Brask modtog et trofæ for børstransaktionen for at være den person, der havde gjort det største arbejde. I mange år var det den største transaktion, en enkeltperson lavede i London hos Merrill Lynch.  

»Jeg havde fået anerkendelsen inden, men alle kunne se, hvor mange millioner dollar, jeg tjente til selskabet. Det var nok den mest skelsættende dag i mit erhvervsliv. Alle sagde »hold da kæft, vi vidste godt, han kunne et eller andet, men så meget?« husker Lars-Christian Brask og finder et lignende trofæ frem fra en af reolerne. Den er lavet i akryl og på pladen inden i står en frygtelig masse tal. Efterfulgt af et dollartegn. Han fortæller videre om sit møde med Apple-manden Steve Jobs.

»Vi var rundt ved forskellige investorer. Han er faktisk helt nede på jorden. Dengang var jeg allerede Applefan, og det var lidt kult og cool at sidde med ham i et privatfly. På det tidspunkt stod hans selskab alene for over 10 procent af verdensmarkedet af PC’er,« fortæller Lars-Christian Brask, der gerne måler det meste i tal, procenter, kvartaler og årstal.

Læs også:
Martin Brygmann: »Hvorfor fanden gør jeg det her?«
Interview: Den anden side af Helena Christensen
Interview: Skuespilchefens mellemregninger

Læs resten af interviewet på næste side >>

Faktisk har han spekuleret en del over det med de to kasketter, han hele livet har haft på. Den folkelige, vilde og festlige, han har iført sig, når han som tour-manager holdt styr på rockbands, og så den finere, seriøse, luksuriøse og regelrette, som han har taget på i sit arbejdsliv.

»Bankverdenen er struktureret som intet andet. Det vilde i mit liv, ser jeg med motorsporten, hvor jeg har fået lov til at være lidt uden for rammerne i fritiden. Det er her, jeg har fået lov til at komme væk fra den slipseklædte verden og lave noget, der er helt nede på jorden. Og det folkelige er jo bare, den jeg er. Jeg snakker lige så godt med Steve Jobs, som jeg snakker med den arbejdsløse Anders. Så selvom jeg har de her to sider, er jobbet som investeringsrådgiver noget af det, der driver mig mest. Der er noget spænding i det.  Det er resultatorienteret. Enten har du ret, eller du har uret. Det kan måles lige med det samme. Det handler om dit talent og dine evner. Jeg bliver målt på mit rå talent og ikke, om jeg har klappet én på skulderen, eller hvad det nu måtte være. Jeg kan godt lide at blive målt på det, jeg er dygtig til.«

Hvad betyder penge og karriere for dig?

»For mig betyder penge frihed. Det gør det i dag, og sådan har jeg altid haft det. Men det har aldrig været en motiverende faktor i sig selv. Jeg har set, hvilken skade penge kan gøre ved folk, og jeg har set mange, der absolut ikke blev bedre mennesker af at have mange penge. Penge har aldrig været drivkraften, penge er dejlige at have, og jeg vil aldrig gøre noget for at tabe dem, men når det så er sagt, så giver jeg jo mange penge væk til velgørenhed. Det er ikke en speciel god forretning at give penge til velgørenhed, men jeg får det bedre som menneske. Det er vigtigt for mig at gøre mit bedste. Det er få gange, hvor jeg ikke har været med i en udnævnelsesrunde, men når det er sket, har jeg alligevel altid følt, at jeg har gjort mit bedste.«

En fredag formiddag i 2005 skrev Lars-Christian Brask under på købsaftalen til et hus i Himmelev. I dagene op til købet havde han sammen med sin kone set på 12 huse på Strandvejen nord for København, der ikke rigtig var noget. Men huset i Himmelev havde han hele livet villet eje. Som barn byggede han huler i baghaven og rendte rundt ved stranden foran huset.

Dermed flyttede han og familien til Danmark, efter 15 år i London med enkelte afstikkere til San Francisco og New York. Nu skulle han stå i spidsen for den danske private banking-afdeling i København for den svenske investeringsbank Carnegie. Men mest af alt handlede det om, at det var børnenes tur til at være i centrum.

Det banker på herreværelsets dør. Lars-Christian Brask byder sin 17-årige datter indenfor.

»Hej Georgia.« En ung pige træder stille ind af døren.

»Hvad hedder det...« siger hun lidt genert.

»Det ved jeg ikke,« svarer han hurtigt med et smil.

»Det morgenbrød, der ligger ovenpå, er det kun til jer?«

»Nej, du må gerne tage resten. Godt skat.« Datteren forsvinder igen.

»Hvad tid stod hun op? Klokken 11? Hold op mand, og hun skal læse til eksamen. Det skal ikke bare blive en hvilepude, for klokken 11 synes jeg da er lige sent nok.«

Lars-Christian Brask ville egentlig gerne have boet i Singapore, Hong Kong, Luxembourg eller Schweiz. Men hans kone var mere begejstret for Danmark.

»Da jeg nævnte for Sue, at der var en svensk bank, der ville have mig til Danmark, var det hende, der sagde: Det gør vi. Det passede med børnene, for de skulle til at flytte til andre skoler. Men hvis jeg havde vidst, at det var så stille et liv herhjemme, var vi ikke flyttet. Det er fuldstændig anderledes herhjemme. Det er som en anden verden. Men jeg tror, at jeg er blevet mere familiefar af at bo i Danmark. Der er en hel del, som ikke tager min tid og fylder i min hverdag,« siger han og fortsætter med at forklare:

»Det er ikke svært at holde fast i at være nede på jorden, selvom man måske har et liv, der er lidt mere luksuøst, end hvad der er normalt. Det er jo snapshots. Det er ikke nødvendigvis hverdagen. Bankverdenen er regelret og struktureret, så vildskaben ligger ikke i mit arbejde.«

Den ligger i motorsporten og musikken, hvor Lars-Christian Brask også har sat sit præg. Det vidner ikke mindst de mange fotografier i hans herreværelse om. Han har svært ved at udpege den største og bedste oplevelse. For han har så mange af dem.

Ved at opmagasinere dem i værelset, forsøger han at holde orden i sine minder. På reolen, hvor bøgerne står snorlige. I mapper og kasser med mærkater på ligger opgaver og papirer fra arbejdet sirligt opdelt og på et lille bord har han gemt sine Formel 1 pas, og pas fra løb i England, Frankrig og Tyskland. Prøv at se her og her, bliver han ved med at sige.

»Det er derfor, det her er mit værelse. Det betyder noget for mig. Her kan jeg mindes.«   

Det vigtige i at have succes har altid fyldt i hans liv.  Det at opnå noget, yde, og gøre sit bedste. Det fik han også at vide som barn af sine forældre.

»Anerkendelse betyder noget for mig. Jeg vil gerne have et rygklap, hvis jeg har gjort noget godt. Jeg jagter succesen for at gøre noget godt. Men hvis det kun er pengebeløbet, der tæller, og ikke at man gør det hæderligt og ærligt, så er der noget galt. Hvis man jagter anerkendelse, kan man lige så godt deltage i »Paradise Hotel«, fordi der er mange, der anerkender én. Jeg har ikke ladet mig styre af andre, eller ladet det være andres forventninger, der har styret mig,« siger han og går hen til skydedøren i herreværelset med udsigt over Roskilde Fjord. Han tænder en cigaret.

»Selvfølgelig har der været en bagside af det hele. Da vi boede i London var det hårdt arbejde, men når først man er i det, så er det det, der er normalt. Når jeg har fået det lidt på afstand, har jeg kunnet se, at det måske havde været sjovere at have haft tiden til at stoppe op og trække vejret en ekstra gang. For det var den ene store oplevelse efter den anden, jeg fik, og det gik så hurtigt, at jeg nogle gange ikke nåede at absorbere, at jeg sad på verdens bedste restaurant, før jeg næste dag sad på verdens næstbedste restaurant. Alle de rejser og mennesker, jeg har mødt. På en uge oplevede jeg både at flyve Concorde og tale med chefen John Chambers fra computervirksomheden Cisco Systems. På det tidspunkt var det livet, men hvis jeg skal efterrationalisere, ville jeg måske ønske, at jeg havde spredt det lidt ud.«

Der har også været tidspunkter, hvor arbejdet og hobbyen fik for meget plads i forhold til familien. Det var motorsporten, som Lars-Christian Brask kastede sig over efter selv at have taget racerlicens og kørt løb. Han valgte at stifte sit eget motorsportshold med devisen om, at han kunne gøre det bedre.

»Der var mange weekender, mens børnene var helt små, hvor jeg var ude at køre racerløb. I hele verden. Men jeg fortryder ikke, at jeg var væk. For det var ikke sådan, at jeg ikke så mine børn. Det påvirkede heller ikke Sues og mit forhold. Det er først efterfølgende, at hun har sagt, at jeg egentlig var meget væk. For der var da det bryllup ved vores venner, som vi ikke nåede til. Men det fungerede i nuet, og jeg levede jo min drøm. Og min kone vil også sige, at hun levede sin drøm. Fordi hun fik det, som hun gerne ville have det. Hun havde en sikker og beskyttet tilværelse. Hun havde to dejlige unger og en mand, der, når han var hjemme, var opmærksom.«

Døren ind til herreværelset åbner sig langsomt. Sue kommer ind med familiens hund, der skal luftes.

»Sue, vi talte lige om vores parforhold, er der nogle situationer, hvor du føler, at jeg ikke har været der nok?« spørger han sin kone. De griner indforstået til hinanden.

»Der er en lang liste!« udbryder hun, men maner det hurtigt til jorden igen.

»Nej, jeg tror, at jeg er meget selvstændig, og jeg har ikke brug for at have min mand i en kort snor, som andre måske har. Mange af Lars-Christians venner har sagt til deres koner, om de ikke kunne være lidt mere ligesom mig. Nogle gange har jeg da tænkt over, at du var meget væk, men jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da vi blev gift. Og jeg har ikke haft nogle problemer med at være den, der gik hjemme,« siger hun og tager hunden med ud af værelset. 

De to mødte hinanden i London på arbejdet. Sue, der er fra Skotland, arbejdede som personlig assistent, og gik rundt med bossens memoer til blandt andre Lars-Christian Brask, der efter egen mening fik lidt ekstra opmærksomhed.

»Jeg er bossen på arbejdet, men i privatlivet er der en anden boss, og det er Sue. Sådan har det altid været. Jeg køber ikke ind og alt, hvad der har med hjem og familie at gøre, det står hun for. Jeg kan ikke engang stave til »købe ind«,« griner han og fortsætter:
»Men jeg har tit været hjemme, så jeg har kunnet sige godnat til ungerne, inden de er gået i seng,« siger Lars-Christian Brask. Han har lært, at man ikke laver forretningsplaner i privatlivet.

»Når det gælder familien, handler det om følelser, og at man mærker efter. Det er ikke forretning. Og det har aldrig været sådan, at vi har haft en formel for, hvordan privatlivet skulle fungere.«

Læs også:
Martin Brygmann: »Hvorfor fanden gør jeg det her?«
Interview: Den anden side af Helena Christensen
Interview: Skuespilchefens mellemregninger

Bogen »Vilje til succes« af Anne Axholm er udkommet på Muusmann Forlag. 276 sider og koster 299 kroner.