Bornedal slår så langt ud med armene, at han rammer anmelderne i ansigtet

60 år søndag. Ole Bornedal har altid castet sig som i opposition til mainstreamen i dansk film, men publikum ser hans hits i stort tal.

Ole Bornedal skrev og instruerede TV-serien »1864«, den dyreste TV-serie nogensinde produceret i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I 2007 interviewede jeg den danske filminstruktør Ole Bornedal, som 26. maj fylder 60 år, og når jeg læser artiklen fra dengang i anledning af dette fødselsdagsportræt, springer en profetisk udtalelse fra kunstneren i øjnene.

I interviewet, der foregik på Bornedals kontor i Thura Films gamle rødstensbygning ved Langelinie, taler instruktøren om, at filmstøtten måske er blevet bredt for meget ud på for mange danske film.

»Det kan være udmærket med en film, der er lavet med håndholdt kamera på Nørrebro, men hvor bliver den store filmatisering om krigen i 1864 af? Eller hvad med filmversionen af »Lykke-Per«? Den slags film er der end ikke råd til at tænke på i dag i dansk film,« sagde Ole Bornedal.

Nu blev det Bille August, som kom til at stå bag filmversionen af »Lykke-Per«, men det kan næppe have undgået mange danskeres opmærksomhed, at den store filmatisering om krigen i 1864, Danmarks nationaltraume, siden blev varetaget af Ole Bornedal.

Instruktøren kastede alle sine anselige kreative kræfter ind i serien, der blev realiseret med en særbevilling på 100 millioner kroner fra Folketinget. Aldrig før eller siden har så meget kritik haglet ned over en dansk film eller TV-serie. Særligt Dansk Folkeparti var skånselsløs i hudfletningen af instruktørens bizarre, til tider næsten metafysiske vision af krigen, der skildres som resultatet af nationalt overmod og selvfedme.

Intet tyder dog på, at Ole Bornedal nogensinde har fortrudt sin »1864«, som han egenhændigt skrev manuskript til, og hvis monumentale slagscener blev optaget på en enorm film-slagmark uden for Prag i Tjekkiet.

Han blev tilgivet

Der besøgte jeg optagelserne sammen med en gruppe journalister, og billedet af Ole Bornedal, der fra befæstningskulisserne skuer ud over de hundredvis af skindøde statister, som var han selv en feltherre, er stærkt prentet i hukommelsen.

Først og fremmest var det dog instruktørens store smittende begejstring for sit kunstneriske medium og håndværk, der gjorde indtryk. Det er Bornedals egensindige begejstring, der har hjulpet ham til kunstneriske sejre som den mesterlige gennembrudsfilm »Nattevagten«, den bizarre ungdoms/horrorfilm »Vikaren«, hvor Paprika Steen bringer maksimal uhygge til skærmen som rumvæsen i menneskekrop, og den nylige, publikumsvenlige John Mogensen-film, »Så længe jeg lever«. Men samtidig har samme begejstring fået instruktøren til at slå kunstnerisk så langt ud med armene, at han har ramt anmelderne i ansigtet.

Selv om TV-serien »1864« fik respektable seertal, var der ikke det, der ikke var galt med indholdet og udførelsen, mente anmelderne.

»Serien er nemlig mest mindeværdig som kikset og dramaturgisk, skizofren ramasjang, der har fået folk til at flygte fra TV-skærmen og over på diverse sociale medier, hvor humor og hån har gjort serien til let underholdning,« skrev Jyllands-Posten, mens Berlingskes anmelder kaldte det en serie, der trods smukke billeder og et flot teknisk setup »gang på gang bryder i brand antændt af et ujævnt manuskript og instruktørens trang til overtydelighed og svulmende didaktik«.

De fleste instruktører ville nok have taget en timeout efter den opstandelse, som serien fremkaldte. Ole Bornedal syntes at gøre det stik modsatte, og hans lejemorderkomedie »Dræberne fra Nibe« fik om muligt endnu værre anmeldelser end TV-serien. Til gengæld faldt filmens stereotype fremstillinger af mænd, kvinder og udlændinge, der alle syntes hentet ud af vittighedstegninger fra 1950erne, i publikums smag.

Alt blev dog tilgivet efter »Så længe jeg lever«, Bornedals solide portrætfilm om John Mogensen, der blev et nyt stort publikumshit, og som endda fik kærlighed fra Bornedals ihærdigste kritiker, DFs Alex Ahrendtsen.

En ordentlig druktur

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at en ny generation af danske film synes skåret over Bornedals ønske om at »starte i virkeligheden og siden køre over i noget vildt og vanvittigt«, som han forklarede det til Berlingske for ti år siden.

Isabella Eklöfs »Holiday« og Rasmus Kloster Bros »Cutterhead« ligner ikke Bornedals film i stil og indhold, men måske i den grænsesprængende ambition, mens Ulaa Salims melodramatiske voldsthriller, »Danmarks Sønner«, om et racistisk Danmark kunne være en science fiction-spejling af den politiske belæring om blind nationalisme i »1864«.

Trods sit biograftække har dagens fødselar altid castet sig selv som værende i opposition til mainstreamen af skandinaviske filmskabere.

»Lige så snart de sætter sig ned og skriver, kommer der kun nogle meget seriøse og i mange tilfælde meget kedelige manuskripter ud af det. Hvorfor dog sidde og nippe til en småborgerlig sauterne, når vi kan tage en ordentlig druktur,« sagde instruktøren i førnævnte interview.

Den metaforiske druktur er langtfra slut, og Bornedals film vil også fremover give anmelderne tømmermænd. En storfilm om bombningen af Shellhuset er således på bedding, og historikere og anmeldere er formentlig så småt ved at hvæsse deres penne for at sætte dem i kødet på en ny Bornedal-gendigtning af danmarkshistorien. Bornedal selv og tusinder af publikummer vil samtidig sætte en ære i at være ligeglade med anmeldernes meninger om samme.