Bonderøven fra Falster

Han er gummiansigtet på den 169 cm høje krop, der de sidste 15 år har fået os til at skraldgrine af vores banale hverdag. Selv har stand-up-komikeren Mick Øgendahl brugt sin karriere som terapi i flugten fra sin fortid som »proletariatets søn«.

Foto: Claus Bjørn Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som en boksers venten på modstanderens prygl venter han i kulisserne på at stå ansigt til ansigt med publikums ubarmhjertighed. Blodet pumper i tindingerne. Han har intet spist hele dagen med undtagelse af den burger, han slugte for et øjeblik siden, og som nu ligger usselt gennemtygget ude i pissoiret. Han hører sit navn blive kaldt:

»Mick Øgendahl,« runger det. Han træder ind i spottens skarpe lys. Pulsen hamrer. Den kun 169 cm høje mand er bare 20 år og iført baggypants, T-shirt og sorte kondisko. Sorte, fordi jobbet som postbud dikterer det. Tik-tak. Uret er i gang. Han har nu fem minutter til at overbevise dem om, at han er enestående, tankevækkende og lårklaskende morsom.

»Det er skægt, hvordan det altid er dem, der ikke får noget post, der går op i, om posten kommer til tiden, ik’?« spørger han med løftede øjenbryn og svedperler på panden de 50 hoveder i salen.

Der er forskrækkende stille. Panik. Først tre årelange minutter efter begynder publikum at samarbejde, og den belønning, han har slidt for i tre stive uger, breder sig lifligt blandt dem: Latteren. En komikers gage.

»Det var en orgastisk oplevelse. Det kan godt være, at jeg aldrig havde gjort det igen, hvis publikum ikke havde givet mig de sidste to minutter,« siger 35-årige Mick Øgendahl i dag 15 år efter ilddåben som stand-up komiker. Stadig i baggypants og gummisko.

»Det lyder så helligt, men jeg følte virkelig, at det var et kald. Der var ikke tvivl, om jeg skulle gøre det eller ikke gøre det. Det skulle jeg bare.«

Debuten fandt sted i stand-uppernes mekka, den forhenværende Restaurant DINS, i det indre København. Tre uger inden havde han set stand-up for første gang samme sted.

»Jeg blev fascineret af simpliciteten i det. Renheden. De tog ikke nogen hat på, de gemte sig ikke bag noget. Jeg syntes bare, den der ægthed var så koloenorm. Det rev tæppet væk under mig.«

Det var netop på denne scene, at den danske stand-up bølge voksede sig stor fra slutfirserne og op gennem 1990erne. Latterfremkaldende talenter som Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Mette Lisby, Thomas Wivel, Frank Hvam med mange flere fyrede alle deres første sarkastiske jokes af her.

Også Mick Øgendahl fik stjernestøvet på sig. De nervepirrende fem minutter på amatørscenen blev ouverturen til en respekteret karriere som stand-up komiker. Han har siden tvunget smilet frem på danskernes læber med tre store udsolgte onemanshows, sin karikerede tegnefilmstemme, roller på film, teater og ikke mindst i utallige tv-satireshows, senest »Tak for i aften« på TV2 ZULU, som han netop nu er ved at optage nye afsnit til med kollegaen Rune Klan.

»En moderne klovn« er Mick Øgendahl blevet kaldt af kollegaerne. Hovedsageligt fordi han i den grad bruger sin krop som akkompagnement til sine talegaver, når han hvileløst vandrer rundt på scenen og gør os opmærksomme på det sjove i hverdagens absurditeter. Et anderledes talent, der har fået anmelderne til at strø om sig med stjerner og bl.a. kaldt ham: »I den absolutte top af dansk stand-up«.

»Jeg opfatter i bund og grund ikke mig selv som sjov. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror, det er en meget sund holdning. Hvis man tænker på ham onklen i familien, der selv synes, han er sjov, så er han det aldrig. Men jeg vedkender mig gerne, at jeg vil underholde. Folk skal føle, at de har haft et frikvarter fra hverdagen, at knuden i maven er løst lidt op. Men i alt hvad jeg laver, skal jeg have noget på hjerte. Jeg burde komme med et onemanshow hvert år, men efter »Undskyld!« for to år siden, havde jeg ikke noget at sige. Og så skal man bare holde sin kæft.«

 

Så han holdt sin kæft. Indtil han igen fik noget på hjerte, og en gammel drøm om at lave film voksede sig så stor, at han allierede sig med instruktør Rasmus Heide og skrev komedien »Blå Mænd«, der har premiere den 15. august. Historien handler om en arrogant og topskatbetalende sælger, spillet af Thure Lindhardt, der bliver dømt til samfundstjeneste på en losseplads, som køres af en flok primitive, men varmhjertede originaler.

»Den handler om, at du skal være mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig. Jeg har selv oplevet, at nogen så ned på mig. Jeg er proletariatets søn på mange måder. Min mor sad på kontor, og min stedfar var radio-tv-mekaniker. Jeg var ikke søn af dem, der ejede den store gård eller datter af dem, der havde den store møbelbutik. Jeg var bare Mick,« forklarer han.

Han har for et øjeblik taget stand-up hatten af, og taler helt uden trommehvirvel i stemmen om sit arbejde. Mick Øgendahl har selv kastet sig ud i en af hovedrollerne som den spøgefulde, knap så kvikke lossepladsmedarbejder, Dion, der fortjent og ufortjent får lussinger i bedste slapstick-stil af sin lesbiske kollega, spillet af Sidse Babett Knudsen.

»Jeg spiller helt bevidst en rolle, som jeg kan udfylde. Jeg har ikke den store selvtillid som skuespiller. Derfor insisterer jeg også altid på at blive prøvefilmet, så jeg gør mig fortjent til det, jeg skal være med i. Det gjorde jeg også med Dion. Jeg prøver at være forankret i mulden på Falster med sådan noget der,« siger Mick Øgendahl og hentyder til opvæksten i landsbyen Nørre Ørslev ved Nykøbing Falster.

Et samfund, han kalder feudalt og et svært sted for drømme at spire. Her boede han med sin mor og stedfar i aftægtsboligen til en gammel gård langt ude på landet. De ældre halvsøskende var allerede fløjet fra reden, og forældrene kom begge sent hjem, så han »husker det som om, at han var meget alene«. Redningen blev i barndomsårene Anders And-bladene, som mormoderen forærede ham bunker af. Han spenderede oceaner af tid i tegneseriernes univers og drømte sig væk i sindet.

»Det var en slags eskapisme. Jeg sprang altid dem med Mickey Mouse og Sorte Slyngel over, for der kunne man se, hvem der var skurken med det samme. Det gad jeg ikke. Jeg kunne bedst lide de historier, hvor man kom nogle vilde og fantastfulde steder hen. Det var jeg meget betaget af.«

Han har sænket stemmen og taler nu betydeligt langsommere. Han advarer om, at han allerhelst kun vil tale om sit arbejde og kun sjældent invilliger i at tale om sig selv. Så fortsætter han i samme tone.

Han forklarer, hvordan han fra otteårsalderen og mange gange siden gik ind i stuen og åbnede forældrenes pladespiller, når de ikke var hjemme. Han lod fingrene lede gennem stakken af plader, indtil han fandt den helt rigtige. Men det var ikke rock og pop, han satte i knitrende svingninger. Det var latter på vinyl.

»Jeg hørte Ulf Pilgaard, Jørgen Ryg og Linje 3 igen og igen. Jeg syntes, det var helt fantastisk, at de kunne give mig sådan en god oplevelse. Og lige siden allerførste gang, jeg hørte den slags komik, lå der en latent drøm i mig om at blive skuespiller og få folk til at grine. Jeg husker især meget tydeligt en monolog med Ulf Pilgaard, der hedder »De træder på mig«. Den handler om en mand, der føler, at han bliver latterliggjort, og midt i historien tager han hævn, og så følger man hans vendetta led for led. De onde der græder, og de gode der griner. Pakket ind i latter. Det kunne jeg simpelthen så godt lide.«

Han kunne selv forberede sig på at blive latterliggjort. Skuespiller var ikke noget, man drømte om at blive på Falster. Det blev »anset som alt for flyvsk«, og med en ingeniøruddannelse for øje startede han på HTX efter folkeskolen. I højere grad hans mors ambitioner end hans egne. Selv drømte han om at slippe væk. Væk fra de andre drenge, der cruisede rundt i deres skriggule Opel Manta og pumpede deres overarme enorme nede i træningscentret. Han syntes, det var åndssvagt. Det var ikke ham. Og pigerne gik det slet ikke med. Hver gang han åbnede munden, var det som om, det var verdens pinligste ord, der kom ud.

»Fra jeg var 16 år gammel begyndte en rigtig hård periode i mit liv. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle hen, og pludselig befandt jeg mig i et miljø med nogle helt forkerte mennesker. Et hårdt miljø. Uden at gå i detaljer var det rocker-agtigt. En dag var der en af drengene, som havde vansiret en fyr fuldstændigt med en ølflaske og kom i retten. Jeg kan bare huske, at jeg syntes, det var så forkert. Men det var ikke nemt at vende ryggen til dem, for jeg kunne ikke rigtigt se, hvor jeg skulle vende mig hen.«

 

Nogle år efter ligger Mick Øgendahl en nat alene i sin seng. Hans krop vibrerer til tonerne af det lokale diskotek, der buldrer i etagen under ham. Dunk, dunk, dunk, lyder det, og hver gang giver det et sæt i hans krop. Han tænker over sin tilværelse.

Han er flyttet til Næstved for at færdiggøre sin HTX, hvor han har klaret sig som en ligegyldig metervare. Dunk, dunk, dunk, brager det fra diskoteket. Et par måneders ophold på en idrætshøjskole er slut, og han taler ikke med vennerne derfra mere. Dunk, dunk, dunk.

Ikke engang hjemme kan han søge trøst. Han har ikke hørt sin mors stemme i flere år på grund af »meningsforskelle«. Dunk, dunk, dunk. Kæresten har også forladt ham. Og kommunen har lige sat ham til at feje stier i en park. Hans fremtid er skåret ud i proletariatets pap. Dunk. Dunk. Dunk. Hans puls hamrer snart om kap med de høje technorytmer, og hidsigheden tændes i ham.

»Det var vendepunktet for mig. »Fandme nej«, tænke jeg. Det var mest min egen selvopfattelse, der var problemet, når jeg tænker tilbage på, hvor dårligt jeg havde det. Omgivelserne kunne jo ikke vide, hvad jeg drømte om. Og min mor havde andre ambitioner på mine vegne omkring uddannelse. Nok fordi hun ikke selv blev det, hun gerne ville.«

Han holder et øjebliks pause.

»Men der skulle bare ske noget, og det skulle være nu. Man er herre over sine egen skæbne. Så jeg tog til København.«

Mick Øgendahl folder hænderne i et hult klap. Han vil ikke fortælle, hvorfor han ikke var på talefod med sin mor. Og den dårlige selvtillid skyldtes »for store tænder og en alt for spinkel krop«. Han er tydeligvis selektiv med, hvad han fortæller.

En ivrig fan afbryder et øjeblik for at få stand-upperens autograf. Mick Øgendahl smiler så bredt, at man kan se de karakteristiske store tænder, da han kradser sit navn ned på papiret. Bagefter sætter han sig lidt mere rankt i sofaen.

»Jeg synes stadig, det er lidt mærkeligt, at folk kender mig på den måde. Jeg er jo bare bonderøven fra Falster. Men jeg gemmer mig ikke bag det, jeg ved også godt, hvad jeg er værd.«

I sin komik har han brugt taberrollen lige fra første gang, han stod i spottens hede på DINS og skilte sig ud fra de arrogante københavnske stand-uppere. Når de jokede om, hvordan man scorede piger, talte Mick Øgendahl om, hvordan man ikke scorede piger. Om hvordan det faktisk var smart at være en lav mand, fordi man så bedre kunne hjælpe kæresten med at tage ting i underskabene, når hun kokkererede. Og at han da bare spændte træklodser på fødderne for at kunne nå pedalerne i bilen.

»Jeg befinder mig i det hele taget godt med at være underdog. Så er det nemmere at overraske positivt. I lang tid var det terapi for mig at stå på scenen og bræge. Jeg havde mange frustrationer, og min motivation tendenserede helt klart til hævn over teenagetiden, hvor jeg ikke følte mig tilpas og var usikker. Og den største del af det var, at jeg ville bevise noget over for min mor.«

I dag er Mick Øgendahl ikke vred mere, og han taler med sin mor. De småborgerlige aner har oven i købet indhentet ham og ligeså langsomt spredt sig i hans liv. Hans praktiske vind- og vandtætte jakke ligger henslængt på sofaen ved siden af ham. Den går han med, uden »at tage hensyn til at andre mennesker skal glo på den.« Og familiecontaineren, i skikkelse af en Mazda 5 stationcar, holder i al sin ufikshed uden for og venter.

»Jeg prøvede engang at købe en Audi TT, men jeg følte mig som en kæmpe idiot. Jeg kunne også godt købe mig en speedbåd, hvis jeg havde lyst. Men i stedet har jeg lige købt en gammel jolle og sat den i stand.

Det er bare sådan et tomt og åndssvagt værdigrundlag at blive bekræftet materielt. Jeg soler mig i stedet i at lave det, jeg altid har drømt om. Jeg ville også gerne stå på stand-up-scenen, når jeg er 50. Men publikum er en illoyal størrelse. Hvem ved, hvornår den dag kommer, hvor jeg står på Damhuskroen i pailletskjorte og optræder? Eller jeg dukker op i en reklame og siger: »Rynkeby er bare echt lecker!« Han udtaler germanismen med forvrænget skinger stemme, og gummiansigtet folder sig ud i en cocktail af evnesvag og tumpe. Nu kender man ham igen.

»Jeg har ikke et behov for at være sjov hele tiden. Jeg er da et lille barn, der vil ses og høres, men det bruger jeg mit arbejde til. Privat er jeg blevet bekræftet nok. Der bruger jeg for det meste humoren til at takle ubehagelige situationer og for at løsne lidt op.«

 

Derhjemme deler han livet med sin kone, Marlene, og sønnen Malte på to år. Parret har kendt hinanden i otte år og bor i et hus i Greve. Men det har taget sin tid for drengerøven at finde vejen til kernefamilietilværelsen, hvor han skulle leve op til sine egne forventninger om manden i huset.

»Det var et stort skridt for mig at blive far. I og med at jeg selv er skilsmissebarn, satte jeg barren højt for, hvordan det skulle være, når jeg selv stiftede familie. Det var enormt vigtigt for mig, at jeg kunne udfylde rollen som ansvarsfuldt skaffedyr. Det tog mig lang tid, men det har været rigtigt at vente, til jeg var klar. Der har ikke været nogle situationer endnu, hvor jeg har været nødt til at fravælge noget, men det er jeg helt sikker på kommer.«

Manderollen er noget, han har en meget defineret opfattelse af. Måske fordi han selv bruger størrelse 40/41 i sko, som han kan bruge flere måneder på at finde den helt rigtige slags af. Måske fordi han kun er 169 cm. høj. Eller lav. Efter Hr. Øgendahls egen målestok er det nemlig ikke en særlig mandig skikkelse, han bærer rundt på.

»Jeg er meget forfængelig. Desværre. Der er ikke noget mere ynkeligt end mænd, der er forfængelige. En rigtig mand sætter sig ud over sådan noget, har en stoisk ro og redder andres røv. Han går i hvert fald ikke op i, hvordan han selv ser ud. Det er nok derfor, jeg har et behov for at hævde mig på andre måder end at være alfahan. I stedet for at klynke gør jeg grin med mig selv.«

Da der spørges yderligere ind til hans metroseksuelle skønhedsrutiner, vifter han afvisende med hånden og fortryder bitterligt emnet.

»Ej, GLEM DET.«

Han ryster på det allerkraftigste med hovedet.

»Der er sgu ikke nogen, der skal vide, at min kone plukker mine øjenbryn i midten. Jeg har også selv gjort det og hader mig selv for det. Men det er altså kun fordi, at jeg ellers ville ligne en varulv med det monobryn, der ligger til min familie!«

Falsters jordbundne jantelovsdyrkelse ulmer altså stadig i ham. Man skal ikke tro, at man er noget. Han påstår også, at han er ligeglad med anmeldernes dom over hans arbejde. Der er ikke nogen »mislykket skolelærer, der ikke har fået udgivet sin bog«, der skal gøre sig til dommer over ham. Hvis blot publikum kan lide det, så er han tilfreds.

Men højdepunktet indtil videre var alligevel, da den svenske skuespiller og vinder af De Gyldne Palmer i 1966, Per Oscarsson, roste den kortfilm, der var en del af det fuldstændigt udsolgte stand-up-show »Undskyld« i 2006. Mick Øgendahl har skrevet flere kortfilm, der har fået tommelfingeren nedad. Men svenskerens anerkendelse betød mere og har givet ham blod på tanden mht. at udforske en mere seriøs side af sig selv.

»Det betød virkelig meget for mig og gjorde mig glad og varm indeni. Jeg tænkte, at det her kunne ingen tage fra mig nu, og at det var ligegyldigt, hvad alle andre ville synes. Jeg vil gerne bevise, at jeg kan lave flere film. Der er bare mange, der skal tro på mig, før det kan lykkes. Sådan er det jo her i Danmark.«

I næste måned tager Mick Øgendahl i første omgang på tur rundt i landet med sin første spillefilm. Privat gør han sig klar til at blive far for anden gang, når en ny lille Øgendahl ser dagens lys om et par måneder.

Og så er der også lige et nyt comedy show på vej, der forventes klart i 2009. Mick Øgendahl er nået langt siden den rystende debut på Restaurant DINS for femten år siden.

»Jeg er så privilegeret, at jeg er præcis der, hvor jeg gerne vil være i mit liv lige nu. Jeg kan stadig blive hidsig over at blive uretfærdigt behandlet, men der skal utrolig meget til at knække mig i dag. Jeg er blevet en helt anden efter, at jeg har fået lov til at udleve min drøm.«