Boligtendens: Salgstiden falder over hele landet

Den gennemsnitlige salgstid på en villa eller et rækkehus er nu på 191 dage. Det er over seks procent lavere end for et par år siden.

Den gennemsnitlige salgstid på villaer og rækkehuse er på et par år faldet mere end seks procent. Foto: Palle Skov Fold sammen
Læs mere

Har du en villa eller et rækkehus, du vil sælge, kan du regne med, at det bliver solgt i løbet af godt seks måneder.

Det viser tal fra Boligsiden.dk, der har regnet ud, at det i marts måned i gennemsnit tog 191 dage at sælge et hus.

Salgstiden styrtdykker i Region Nordjylland

I forhold til for et år siden kommer du nu hurtigere af med dit hus, idet salgstiden i marts sidste år var 6,6 procent højere.

»Markedet for villaer og rækkehuse er ret stabilt, forstået på den måde, at når priserne stiger i takt med efterspørgslen, så falder salgstiden også. Der er selvfølgelig regionale forskelle, men salgstiden falder i alle regioner, og især i Region Nordjylland, hvor den nu er 14 procent lavere end for et år siden,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Mens Region Nordjylland har oplevet det største fald, er der stadig et stykke vej fra den nordjyske salgstid på 205 dage og ned til Region Hovedstaden, der har den laveste salgstid på 120 - altså godt fire måneder. De laveste salgstider i landet findes lige nu på den københavnske vestegn, hvor kommuner som Brøndby, Hvidovre og Albertslund er medvirkende til at trække Region Hovedstadens salgstid ned, idet det her tager under tre måneder at sælge et hus.