Boksning uden modstander

Boksning bliver ofte forbundet med muskler, blodtud og blå øjne, men der er også mulighed for at bruge boksningen som motionsform og slå løs uden nogensinde at ramme et andet menneske. Og så er der også andre gevinster ved sporten

I den rå ende af Københavns nordvestkvarter ligger Joe’s Boxing Gym. Allerede på vej op ad trappen til det store lokale på 1. sal slår lugten imod én og man er ikke i tvivl om, at her bliver kæmpet nogle hårde kampe.

Det er dog ikke den slags kampe, man normalt forbinder med boksning, for som sloganet »Garanteret slank, uden bank« antyder, så bruger man her boksetræningen som motionsform.

Morten Hansen, også kaldet Joe, startede boksecenteret op i januar 1999, og på det tidspunkt var det et af de eneste steder, man kunne motionsbokse. I dag har mange fitnesscentre også boksning på programmet. Morten Hansen mener, at motionsformens succes skyldes, at boksningen er en motionsform, hvor man bruger alle muskler:

»I mange sportsgrene er man kun fokuseret på bestemte dele af kroppen, hvorimod vi bruger alle muskler.«

Nikolaj Bang er 34 år og arbejder til daglig som it-managementkonsulent i Deloitte. Han har trænet i Joe’s, siden centret startede, og han er enig i, at man bruger hele kroppen, når man boksetræner:

»Jeg kan huske første gang, jeg var heroppe. Det var første gang, jeg havde trænet sådan, at jeg havde ondt i musklerne i halsen.«

Thomas Pliniussen er 34 år og til daglig markedsdirektør i Vikar Match. Han har trænet i Joe’s i halvandet år, og han startede med at dyrke boksning, fordi han fik problemer med skinnebenet:

»Jeg trænede løb, og fik overanstrengt mit skinneben. Jeg prøvede boksning én gang, og så hang jeg fast. Jeg synes, det var en kanon træningsform, fordi den havde en masse forskellige elementer, og så er det ikke hele tiden samme bevægelse, så jeg slipper for skader.«

Morten Hansen fortæller, at det engang var anderledes at gå til motionsboksning:

»Jeg kan huske, at man tit måtte forklare folk, at man ikke skulle slå på hinanden. Der er mange, der kender stedet nu, og efter at boksning er kommet i fitnesscentrene, er folk blevet klar over, at man ikke nødvendigvis får et blåt øje eller en blodtud.«

Inde i det store lokale, som udgør træningslokalet, står en boksering:

»Vi bruger den ikke rigtig, men jeg synes ligesom, den skal være her,« siger Morten Hansen. I dag er den eneste, der bruger bokseringen, Morten Hansens søn, der hopper op og ned i ringens elastikker. Morten Hansen aer ham kærligt på håret og siger:

»Ham her har jeg fået med medlem nummer 42.«

Der er nemlig også andre gevinster ved boksningen. Nikolaj Bang har fundet sin kæreste i træningscenteret, og nu venter også de barn sammen.

»Der er en del, der har fundet kærester herinde. Der er også et meget vigtigt socialt element i at være her. Jeg vil kalde det en blanding mellem at gå i gymnasiet og Sams bar. Ligesom i Sams bar råber alle folk »Heeey,« når man kommer ind,« siger Nikolaj Bang.

Træningen går i gang og i takt til den pumpende musik, løber, sjipper og hopper motionisterne rundt i det store rum, og alle kan være med:

»Hvis man kun kan slå en gang, så er det fint, og hvis man kan 100 gange, så gør man det. Vi er ikke delt ind i begynder og øvede hold, og det gør også, at folk snakker mere sammen og er gode til at hjælpe hinanden. Det kræver ikke noget at være med. Man kan være elitesportsmand, og så er der lige en mand på 65 år, der har meldt sig ind,« siger Morten Hansen.

Bokserne begynder at slå løs på sandsækkene, som piver i deres hængsler. Imens går Morten Hansen rundt mellem dem og kommer med opmuntringer, eller presser bokserne endnu hårdere:

»Hvis I ikke gør det ordentligt, så starter vi alle sammen forfra. Kom så Jesper, stræk armene helt ud, og spurt, spurt, spurt, spurt.«

Der er mange, der kommer i Joe’s på grund af det sociale miljø, der er i træningscenteret. Hver gang der kommer nogle ind af døren, siger Morten Hansen hej, og han kan navnene på alle, der kommer ind og ud af døren. I alt er der omkring 300 aktive medlemmer i bokseklubben, og ifølge Morten Hansen er det alle slags mennesker:

»Det er såkaldt almindelige mennesker, der træner her. Alle er velkomne til boksning, uanset om man er grim, smuk, tyk, tynd, dum eller klog, så kan alle være med. Mange af de mennesker der kommer her, ville falde igennem i et normalt træningscenter, fordi det er for strømlinet.«

Det giver Thomas Pliniussen ham ret i:

»I forhold til et større fitnesscenter, er her mere hyggeligt og intimt. Jeg ser flere privat, som jeg har lært at kende heroppe.«

Morten Hansen mener, at sportens succes skyldes, at man får stressen ud af kroppen, og så er samværet også en stor del af det:

»Jeg tror, det er vigtigt, at man træner i hold, og at man kommer af med en masse inde i sig selv. Man bliver så træt, at man ikke er i stand til at fokusere på de daglige problemer og stress. Derudover tror jeg rent evolutionært, at det er naturligt for os at slå. Man får en masse energi og frustrationer ud, ved at aflevere nogle tæv til en sandsæk.«

Thomas Pliniussen er enig i, at man kobler helt fra, når man træner:

»Jeg får ekstra energi. Når der er fart på jobbet hele dagen, og man kommer herop bagefter, så er det eneste, man tænker på, at få vejret, Når jeg tager herfra, tænker jeg ikke på arbejdet mere.«

Selv om boksetræning som motionsform henvender sig til en bred skare, får Nikolaj Bang stadig kommentarer:

»Folk siger: »Får du så givet nogle på kassen,« men efterhånden ved folk godt, at man sagtens kan bokse, uden at der er fysisk kontakt. Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer. Der er nogen, der synes, at det er cool, men der er også nogen, der tror man er i ringen og får bank. Men når de hører om træningsformen, så synes de som regel, at det lyder spændende og jeg har da også fået en del venner med. Men jeg kunne ikke finde på at gå i ringen, jeg bryder mig ikke om at slå på folk,« siger Thomas Pliniussen og Nikolaj Bang fortsætter:

»De siger godt nok, at det er ekstremt hårdt, og at man skal prøve det, men jeg har slet ikke overvejet det. Det har jeg slet ikke lyst til.«