Bohemen fra provinsen

Henrik List brugte 20 år på at kneppe, drikke, sniffe og skrive sig igennem et fandenivolsk liv som velskrivende forfatter og gonzojournalist. Og de seneste fem år på at komme ovenpå igen. Selv om man er en tung dreng fra Esbjerg, kan tæskene fra feministerne godt gøre ondt.

Foto: Christian Als

»Jeg får kvalme, min hals snører sig sammen, og hjertet er fucking ved at springe ud af min brystkasse, som om jeg har taget fem gram coke i løbet af en nat. Det har jeg prøvet, så jeg ved, hvordan det føles. Det er en overvældende fysisk erkendelse af, at jeg skal dø, så jeg vakler over til nogle buske tæt ved en kirke og prøver at gemme mig. Jeg tænker, at hvis jeg skal dø, vil jeg dø alene og ikke ligge ude blandt folk og blive trådt på.«

Henrik List får sit første angstanfald i Paris. Det er i 2001, han er journalist på Berlingske Tidende og er taget til byen med sin kæreste for at interviewe en række franske filminstruktører til avisen. Det er turens sidste dag, Solen skinner, han har overstået sit arbejde, og sammen med kæresten spadserer han rundt ved Les Halles, da angsten rammer som en hammer. Det varer ikke mere end et kvarter, men han er rystet.

Hjemme i Danmark bliver List diagnosticeret med en depression. Det har haft sin pris i årevis at være kunstig lykkelig tre-fire gange om ugen, og den dag i busken i Paris betaler List kontant.

»Lægen finder ud af, at coke, ecstasy og speed nærmest har brændt serotoninen i min hjerne af. Man kan ikke tåle at arbejde så meget og feste i årevis samtidig med, at man er kemisk på beatet hele tiden,« siger han, da vi sidder på restaurant Thai Corner, og kigger ud på en regnvåd Istedgade, eller Strassen, som den hedder blandt de lokale.

List hilser hjemmevant på det thailandske personale og bugserer den omfangsrige mave ind til bordet, Han ser som sædvanlig skarp ud med postkasserød polotrøje og nybarberet isse, mens han fortabt betragter støvregnen. Det danske vintervejr er ikke, hvad hans melankolske sind har brug for, og når der er lang tid til, at han igen kan slippe af sted til Bangkok eller Los Angeles, må han leve med Vesterbro.

Det er herfra, hans verden går. Her han har drukket, kneppet, set striptease, taget stoffer, gået i byen, hørt musik og taget på sine rejser til Bangkok, Los Angeles, Cuba, Tokyo, Tanger, London, New York, Detroit og Esbjerg. For at komme hjem og skrive om tidsånden i alt det, han så og oplevede i de mange rejseessays, reportager og klummer, han i 13 år skrev som fastansat kulturjournalist på denne avis.

Og det er her, at han som forfatter de sidste fem år har har sænket farten og bruger mere tid på at summe over tingene med rejsebøger, romaner og essays om kønsdebatten, tidens puritanisme og normaliseringstrang og hans egen kærlighed til storbyens skæve eksistenser. 14 bøger med essays, digte, noveller, rejseskildringer, biografier og gonzo-journalistiske tekster er det indtil videre blevet til.

Ingen har som Henrik List kastet sig ud i seksualdebatten med hele sin krop og få har skrevet så vedholdende og personligt om subkulturer, elektronisk musik, undergrundsfilm og amerikansk litteratur. Og hvis nogen skulle finde på at glemme det, gør han meget gerne opmærksom på det selv.

Han fortæller om sine egne bøger, de litterære forbilleder og den amerikanske litteratur-tradition, han især er orienteret imod. Beatnik-forfatterne, Jack Kerouac, William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Paul Bowles, drukpoeten Charles Bukowski, gonzo-journalisterne Hunter S. Thompson, Tom Wolfe og Joan Didion, og så ellers Henry Miller, John Fante og Hubert Selby Jr. Men også Suzanne Brøgger, som ifølge List skrev en af de bedste bøger om seksuel frigørelse med »Creme Fraiche«, og Henrik Stangerup, helten, der lige som List selv, ikke var bange for at bruge sig selv i sine bøger.

Da dette interview skal aftales, prøver M/S at få ham med i et IC3-tog til hjembyen Esbjerg. Kunne man ikke tale om barndom, ungdom og provinsen for at komme uden om klicheerne med stripbarer, pornoklubber og technoraves? List svarer med denne mail:

»Hm, IC3-konceptet og »tilbage til Esbjerg« lyder sådan meget provinsielt dansk, søndagsavis går i dybden. Det var den slags interviews, vi på Magasin Schäfer altid kaldte »indeni os alle sammen er der en lille bange dreng eller pige«-portrættet. Og ja, selvfølgelig er der en lille, bange dreng fra Vesterbyen i Esbjerg indeni mig et eller andet sted. Men det er der jo indeni os alle sammen. Er dét interessant?« spørger han.

I stedet foreslår han »en hjemmekamp med FCK på nedre C« eller en tur på værtshus på Vesterbro. Men vi ender et sted midt imellem, på Flyvergrillen bagved lufthavnen. Eneste krav er en betalt taxatur. Det er her, få meter fra startbanen, at fly-spotterne kommer med deres kikkerter, og det var ikke langt herfra, at Henrik List boede i 1984 og skrev sin anden digtsamling »I flænger af ilt og støv«, mens ruderne klirrede, når endnu en Boeing lettede mod nye destinationer.

Han har rejsefeber i denne tid, men han kan ikke tage af sted. Der er for meget arbejde i København, og der er lang tid til, at han kan tage af sted til Thailand eller USA igen. Men derfor kan man jo godt sidde med flystøjen i ørerne og drømme sig andre steder hen. Og mindes fortiden. De 13 år som Berlingske Tidendes gonzo-journalist og bulldog, hvor han sagde op i 2003, og hvor han var både berømt og især berygtet for sine arbejdsvaner, sin stil, sit sprog og kompromisløse attitude.

En hurtig søgning slår fast, at Henrik List i de år skrev rigtig mange anmeldelser, reportager, essays samt de ugentlige klummer »Henne om hjørnet« om outsiderne og de autentiske brune bodegaer. Men man siger om ham, at han brugte mere tid på værtshuse og på at rejse end på at sidde på sit kontor, at han aldrig kom til redaktionsmøder og havde avisens største repræsentationskonto.

»Neej, det tror jeg ikke. Jeg har sgu altid betalt for mine bajere selv, og narko og ludere var også for egen regning. Men jeg havde nok den største rejsekonto,« smiler han.

På Flyvergrillen må man ryge, og Henrik List ryger mange cigaretter, mens han taler og taler, og det gør han gerne meget og længe. 1990erne var for ham et årti i overhalingsbanen. Han lavede det satirisk-ironiske Magasin Schäfer sammen med Master Fatman, Kim Foss og Martin Kongstad, han startede F.C. København-fan fraktionen Copenhagen Cooligans, var medejer af baren Imbiss på Vesterbro, arrangerede techno-raves og nytårsfester, startede den elektroniske dansescene på Roskilde Festival og skrev sine egne bøger og rejseartikler til Euroman. Samtidig med, at han eksperimenterede med sex og stoffer og fik det hele til at løbe rundt med sin månedsløn fra Berlingske Tidende.

Med hele sin krop kastede han sig ud i kampen mod nyfeministerne, rødstrømpernes døtre, og nypuritanismen. Big Mother-samfundet, som han kalder det, der undertrykker og kontrollerer folks seksualvaner og privatliv, vil kriminalisere prostitution og regulere pornografi i det offentlige rum. Allerede i »Henne om Hjørnet« slog List tonen an med sine klummer om besøg i pornobutikker og stripbarer med topløs betjening.

»Jeg skrev om det liv, jeg levede og de miljøer, jeg færdedes i, hvor det eksempelvis blandt hiphoppere er normalt at gå på stripbar. Jeg har boet på Vesterbro i 15 år og kender prostitution- og striptease-miljøerne og folk, der har arbejdet og tjent penge på dem. Jeg ville beskrive det miljø indefra på dets egne præmisser som en modvægt til den stereotype opfattelse af, at alle sexarbejdere er stakler. Det enkelte menneskes seksualitet er så unik, kompleks og mangefacetteret en ting, så der må staten stoppe. For mig var det den sidste skanse, at man ville kriminalisere prostitution, og jeg ville udfordre den stereotype opfattelse af, at vi danskere er så frisindede. Så jeg kastede mig direkte ud i den seksuelle kulturkamp med min store hvide røv,« siger han.

Lists store hvide røv kom ikke bare på komedie. Den blev spiddet af hans modstandere blandt feminister og kvindelige debattører. Især gik det hårdt for sig i Weekendavisen, hvor feministen og anmelderen Leonora Christina Skov kaldte List for »en falleret journalist« og »en middelklam sexturist«, luderne nok gerne ville slippe for at kigge på, når han kneppede dem.

»Det er vigtig at sige, at jeg er tilhænger af det feministiske projekt, jeg går ind for ligeløn, og at man deler pligterne i hjemmet, som jeg selv har gjort det i mine parforhold. Men jeg har et problem med den rigide puritanske kønsfeminisme, som har været dominerende i de seneste ti år. Jeg opdagede, at jeg var den eneste danske mand, der skrev selvbiografisk om de ting, og at jeg var den eneste forfatter, der skrev om at gå på horehus. Det er ikke fordi, at jeg har gået på horehus i tide og utide, men jeg har prøvet det, og jeg har været kæreste med en stripper og en tidligere prostitueret. Men overhovedet det at forfægte, at alle sexarbejdere ikke er ulykkelige ofre, er det, som har affødt de stærkeste reaktioner. Det er virkelig en hellig ko, jeg har prøvet at slagte. Det var som om, at jeg var den eneste mand i Danmark, der nogensinde havde set en pornofilm eller betalt for sex, hvilket undrede mig. Det var dybt tabubelagt at forholde sig til kommerciel sex,« siger han og indrømmer, at de hadske udfald fra især feminister ikke har efterladt ham upåvirket.

»Selvfølgelig har det i perioder gået mig på. Til sidst tror man jo på det, når man konstant får at vide, at man er fed, grim, dum og tager fejl i alt, hvad man siger. Jeg kan godt klare meget og er rimeligt tykhudet, men jeg vil da helst anerkendes for mit arbejde og for mit kunstneristiske projekt. Det har jeg, lige som de fleste andre mennesker, også brug for. Det har været voldsomt nogle gange, og ofte har jeg tænkt, om det er det værd at få mærkelige opkald om natten, trusselsbreve og folk, der råber efter mig og kvindelige journalister og feminister, der angriber mig på den mest perfide måde. Men hver gang er det endt med, at jeg har sagt, at der må jo være noget, der gør ondt, siden jeg får den reaktion. Jeg er blevet ved med at tro på, at jeg har fat i den lange ende og rammer en nerve i tiden, selv om mange venner og kolleger advarede mig om, at jeg var i færd med at male mig selv op i et hjørne. Det var jeg måske også, men i det mindste var det mit eget hjørne. Så det var det værd, og i dag er jeg glad for, at jeg ikke stoppede. Jeg kunne være stoppet, men gjorde det ikke, og i stedet for insisterede jeg på min ytringsfrihed og gjorde det til mit eget stof,« siger List, og cheeseburger, pomfritter og højtbelagt Stjerneskud ankommer.

»Stjernen er her, tak, så kører bussen sgu,« siger han sulten og fortsætter.

»Det er som om, at der er en parallel myteomspunden »Henrik List«, som går rundt derude og kun tænker på hor og porno. Det er den »meta-List«, som eksisterer i mange danskeres kollektive bevidsthed og som bliver overfaldet verbalt rundt om i byen af folk, som tydeligvis har læst om mig, men ikke den rigtige Henrik Lists bøger. Havde de det, ville de vide, at mine bøger handler om meget mere end sex, drugs & rock’n’roll. Jeg er ingen sexfreak og lummer husar, der bare er ude på at tage gas på borgermusikken. I alt hvad jeg skriver, er der en kærlighed til samfundets skæve eksistenser, og der er en opposition til det politisk korrekte og perfekte og illusionen om, at det går så skide godt i Danmark, og at vi alle sammen skal være så overskudsagtige og succesfulde. I hele mit liv har jeg altid været den, der forsvarede de svage, og i skolen var jeg kun i opposition mod de autoritære lærere, mens jeg forsvarede dem, som de andre elever mobbede. På mange måder føler jeg mig selv som en outsider, som bare har haft et bedre bagland end så mange andre,« siger han.

I bogen »Bangkok Ladyboys« gik List hele vejen og overskred sine egne og mange læseres grænser, da han fortalte om thailandske prostituerede, der er født som drenge, men som hormoner og kunstige bryster har gjort til kvinder – eller næsten-kvinder – og ikke mindst sin egen seksuelle oplevelse med en såkaldt shemale.

Bogen er en radikal undersøgelse af Lists egen seksualitet, hvor han kommer frem til, at han ikke er bøsse, men alligevel ikke er en normal heteroseksuel, når han kan tænde på en »kvinde« med tissemand, hvis blot hun iscenesætter sig selv og performer som kvinde. Det er hård læsning med explicitte sexscener med List himself i den ene hovedrolle.

»»Bangkok Ladyboys« er en frigørelsesproces, hvor jeg bryder min sidste psykiske lænke til Berlingske Tidende og selvcensuren. Selv i »Henne om hjørnet« var der trods alt en grænse for, hvor langt jeg kunne gå, og der var ting som forblev mellem linjerne. Jeg stoppede ikke ved sengekanten, og det gør den bog til en personlig frigørelse. Det er gonzo i sin ultimative form, og jeg mener ikke engang, at Hunter S. Thompson har skildret sig selv så meget med bukserne nede om hælene. Om man kan lide det eller ej, så er det et banebrydende værk i dansk litteratur. Jeg kan godt forstå, at der er mennesker, som synes, at det er for meget eller for ubehageligt, men der er ingen, der tvinger dem til at læse den,« siger han og tager endnu en rød L&M cigaret.

»Jeg skriver om sex ved at sætte mig selv på spil og fjerne al ironi, og jeg bryder den kontrakt, hvori der står, at når man skriver om sex er det på den ene side ironisk og fis og ballade eller på den anden side tørt akademisk. Den hudløshed, når man lægger det hele frem til fri beskuelse, gør folk vrede og aggressive og ødelægger stemningen ved middagsbordet. Derfor er der mennesker, der lægger afstand til mig, fordi det er voldsomt provokerende, at jeg sætter ord på nogle følelser, som de måske har brugt hele deres liv på at holde nede. Jeg er et enten-eller-menneske, fordi jeg lægger kortene på bordet og ikke snakker folk efter munden eller foregiver, at jeg er en anden, end jeg er. Min sårbarhed sidder uden på skjorten, og jeg bærer den som et adelsmærke,« siger List og fortæller om sin seksuelle debut som 15-årig med en jævnaldrende pige, han møder i en ballongynge til en byfest i Esbjerg. Det var ikke noget med kinddans, stearinlys og pastelfarver. Det var kontakt og lige på og hårdt, og det er måske en af grundene til, at han siden har haft en tendens til at tiltrække de vilde, umulige og svære piger.

»Først sidder vi og snaver, og så går vi ind i en baggård, hvor hun sidder og tisser, og jeg kan huske, at der er en stor sø af tis. Så lyner hun mine bukser ned og giver mig et blowjob. Den seksuelle oplevelse har lige som altid sat dagsordenen,« som han siger.

Han er født i Esbjerg i 1965 og voksede op i 1970erne omgivet af disco, heavyrock, trompetbukser, syntetiske skjorter, borede knallerter og provinsens småborgerlighed. Hans far kommer fra en arbejderfamilie og gjorde karriere i toldvæsenet, og hans mor er fra en slægt af håndværkere og arbejdede som sekretær. Dengang boede Henrik, lillesøsteren og forældrene i en to-værelses lejlighed i en gade i Vesterbyen, som senere fik tilnavnet Esbjergs Christiania. Lille Henrik var en klog dreng, men han var ikke særlig gammel, før han begyndte at udvise stærkt antiautoritære tegn og gjorde oprør mod skolens lærere og ledelse.

»Min mor har altid gjort, som det passede hende, og min far var ligeglad med, hvad hans chefer sagde, og alligevel har han arbejdet sig op til en lederstilling. Jeg har arvet det antiautoritære fra dem, og heldigvis bakkede de mig op. Hvis jeg havde haft en konflikt med en lærer på skolen, dukkede min far op og var lige i fjæset på vedkommende. Så de vidste, at de ikke bare skulle knække mig, men også ham. Og han kan være en rigtig aggressiv stodder, når hans grænser bliver overskredet. På den måde blev jeg skånet for at blive smidt ud, og i og med at jeg var en lille klog dreng og fik gode karakterer, gik det nemmere. Andre havde nok bare fået at vide, at de kunne tage en læreplads. Mine forældre er ret frisindede. Min mor har læst mine bøger, og hun synes, at »Sidste nat i kødbyen« er virkelig fed. Men hun er også en kvinde, der har prøvet lidt af hvert. Hun er meget frigjort og tolerant, og jeg har stor respekt for hende. Hun er nysgerrig og interesseret i at blive klogere og lære nye ting. Nogle gange, tror jeg, at hun har det som dengang, jeg var punker, at »Åh nej, skal han nu til det igen«. Min far kender mange af mine venner, han har været med til kampe i Parken, og han kommer altid til mine udgivelsesreceptioner. Også dengang jeg holdt en på stripklubben La Dolce Vita. Til gengæld tror jeg, at de ting, jeg skriver om, er for fremmede for ham.«

Der blev pustet yderligere til gløderne i rebellen i Henrik List, da han en dag med familien kørte over grænsen til Tyskland for at købe billig øl og sprut. Indtil da havde han siddet på skibsbriksen på sit hessianbeklædte teenageværelse og hørt Poul Borum spille punk-plader i radioen. Men dér på havnen i Flensburg, så han for første gang ægte 1. generations punkere med kort hår og habitjakker med sikkerhedsnåle og badges, og List var solgt.

»Jeg følte mig magisk tiltrukket af dem. For første gang følte jeg mig draget mod andre unge. Det var en flugt fra kedsomheden ved den borgerlige tilværelse. Punken var det første, hvor jeg følte at, wow, det her er mit. Dengang jeg så det første gang, kunne jeg ikke afkode, hvad der var så dragende ved dem. Men de udstrålede en aggression og en fuck you-mentalitet, som tiltalte mig, tror jeg.«

Esbjergs første punker hed Jesper og gik et par klasser over List på gymnasiet. Da List så ham første gang, blev han den 2. af slagsen med hanekam, Dr. Martens-støvler og bondage-bukser.

»Man kan slet ikke forstå, hvor ekstremt det var at gå ned ad gågaden i Esbjerg i 1982 og være punker. Det var, som da Moses delte vandene i Det fucking Røde Hav. Folk spyttede, og når man gik i byen, var der virkelig øretæver i luften. Der blev kastet med flasker, og man risikerede at blive knaldet ned bagfra. Den måde at leve på havde førhen været en utopisk drøm for mig, men pludselig kunne jeg relatere det til mig selv og min egen verden,« siger han.

Fællesskaber har altid betydet meget for Henrik List. De slægtskaber man selv vælger, men ikke er de påtvungne, som et bestemt miljø eller arbejdsplads giver en. Det var derfor, han holdt op med at spille fodbold (»Jeg var sådan en hæderlig lidt tung højre back, der kunne tackle, så knoglerne sang.«) og derfor, han afskyer firmajulefrokoster med fællessang og bowling. Til gengæld har han opsøgt fællesskabet i subkulturerne. Som punker, rockabilly, skinhead, fodboldtilhænger, raver og bohemeforfatter. I hans selviscenesættelse er der referencer til det hele. Et miskmask af subkulturer fra de sidste 20-30 år. Den røde polotrøje er en Kappa, fordi mærket sponsorerer FCK. Om halsen har han en flamingo med en diamant, fordi han tilhører slænget omkring rapperen Jokeren og hans Flamingo Records. Det meste af hans tøj er af mærker som Stone Island og Aquascutum, som er de engelske hooligans foretrukne. På venstre underarm har han tatoveret en bamse, der spiller trommer og ordene »The beat goes on«. En reference til både beatnik-forfatterne og en subtil reference til at have indtaget stoffer (»Har den sorte bamse trommet på radiatoren hele natten?«) Guldringen på venstre lillefinger er en venskabsring for inderkredsen af det danske hiphop-miljø, og højre arms tatovering er en tegning af den japanske kunstner Yoshitomo Nara og en hyldest til Lists kærlighed til japansk kultur og æstetik med teksten »Too young to die« som symbol på, at han overlevede sine vilde år og i de sidste fem år har fået et nyt liv igen.

Intet er tilfældigt, og alt er valgt med omhu for at opbygge identiteten.

»Ingen skal tvinge mig til at være medlem af særlige fællesskaber. Men samtidig vil jeg gerne bekende mit broderskab og min identifikation med slægtsskaber, jeg selv vælger. Derfor holder jeg af begrebet valgslægtskaber, fordi fællesskab er nødvendigt for, at man kan overleve som menneske. Lige gyldig hvor meget egotripper, individualist og anarkist, man er, så kan selv jeg se, at det er nemmere, hvis man har nogen til at hjælpe sig med tingene. Bl.a. også fordi jeg i min barndom måtte finde ud af tingene selv. Den er uden tvivl den mest essentielle kerne i mig, foruden den evige kamp mellem borgeren og bohemen,« siger han.

Netop borgeren eller bohemen, jyden eller københavneren, provinsen eller storbyen, hjemmefødningen eller kosmopolitten. Den dræbende småborgerlighed eller den vitale kunstnertilværelse.

»Det er to sider af min personlighed og karakter, som på samme tid er en forbandelse og en velsignelse og udgør dynamikken i mit liv. En baggrund med sunde jyske dyder er en velsignelse, fordi den er med til at holde én på sporet, men den er en forbandelse, fordi den er med til at knuse ens drømme. Den anden side af min personlighed er ham, der hele livet har gjort oprør mod det småborgerlige og den jyske snusfornuft.«

Det er også jyden i List, som har afholdt ham fra at gå helt i hundene på Hærværk-maner. Han har altid kunnet gå hjem selv.

»Jeg har altid bevaret en vis kontrol og har aldrig ligget på Maria Kirkeplads på junk. Min stil er, at jeg – desværre – kan tåle at drikke meget og tage mange stoffer uden at ligge i en pøl af mit eget opkast som en spastiker med epileptisk anfald. Jeg kan holde den gående rimeligt længe på et civiliseret niveau, og jeg står stadigvæk, når mange andre ligger ned. Selv om jeg uden tvivl er lige så dum at høre på som de fleste andre. Det er mange års hård træning og genetiske dispositioner, og så er der jyden i mig,« siger han.

Efter år med punk begyndte han i 1984 at læse film og litteratur på universitetet, han skrev digte, og som 20-årig mødte han en pige fra Esbjerg, som han giftede sig med. Hun var ikke som de andre piger fra undergrundsmiljøerne (»Deres rotte var altid død, de havde hele tiden menstruation eller var stukket af hjemmefra«), men arbejdede for Mærsk Business Travel, og ægteskabet var Henrik Lists første forsøg på at leve en borgerlig tilværelse efter de speedede år i punkmiljøet. Sammen rejste de på business class til alverdens destinationer, boede på luksushoteller og levede livet. Og i 1987 flyttede de til London, hvor hun arbejdede for Mærsks London-kontor, og List brød igennem som musikjournalist og skrev om technoraves og acid house, hiphop-miljøerne i London til Politiken og især Information. Parret slog sig ned i arbejderkvarteret Highbury ikke langt fra fodboldholdet Arsenals hjemmebane, hvor List i den sæson så stort set alle hjemmekampene.

Efter et par år med ægteskab og orden i sagerne, faldt List igen i gryden med stoffer og fester.

»Da jeg mødte hende, tænkte jeg, at nu havde jeg mødt en dejlig kælling og var klar til at slå mig ned. Men det ændrede sig i London. Jeg røg tilbage til undergrundsmiljøerne og begyndte at tage stoffer igen. Det var helt fremmed for min kone, for hun arbejdede i et meget konservativt engelsk business-miljø, hvor man gik i jakkesæt på jobbet.«

Parret gik fra hinanden. Henrik List blev boende i lejligheden og fortsatte det vilde liv på byens klubber og i undergrundsmiljøerne.

»Det var et fedt liv med knald på fucking 24/7. Jeg kom ind på de smarteste klubber, kendte de fedeste djs, fik stoffer og blev inviteret med til de rigtige fester. Jeg var i byen fem gange om ugen, og jeg vågnede tit i underbukser i en lejlighed et eller andet sted i byen sammen med et par venner og fire modeller og startede dagen med at tage coke, og så gik vi igen på bar, og det hele startede forfra. Jeg kunne være blevet der i mange år, hvis ikke jeg var taget hjem for at blive redaktør på MM. Men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg hadede at være chef, og det viste sig, at magasinet var en synkende skude på fallittens rand, og jeg gik ned med den,« siger han.

Det er en søndag i januar på Vesterbro bibliotek et par hundrede meter fra hans lejlighed. Henrik List læser op af »Sidste nat i Kødbyen«. Det lille lokale er fyldt op med lokale vesterbroere, unge studiner og intellektuelle cafe-typer med moderne briller. Tunesia Henning (i sin tid ejer af den hedegangne og legendariske Tunesia Bar i Istedgade) sidder i et hjørne, forfatterkollegaen Gordon Inc. er der med sin kæreste, og på bageste række sidder tre langbenede kvinder i trediverne tæt omslynget. Det er en af veninderne, som har taget Gry Bay med, som mest er kendt for sin medvirken i den bløde pornofilm »All About Anna«.

»Vil I høre noget om store sorte pikke?« spørger List, og det vil folk gerne. Men han vil også gerne ryge, og det gør han så til folks udelte begejstring, mens bibliotekaren opgiver at protestere. Selv om han påstår, at han lige er vågnet og ikke har fået morgenmad, er List veloplagt og underholdende. Han er blandt venner og tilhængere, og der er ingen, der kaster med sagereller råber grimme ting, når han læser om ludere, pornomodeller og store negerpikke. Da han efter halvanden time er færdig med at læse op af »Sidste nat i Kødbyen«, sælger han et par bøger og sætter sin autograf i dem. Da han bliver introduceret for Gry Bay, lyser han op og foreslår, at hele holdet går ned på Enghave Plads og får noget frokost i det milde vintervejr. Og som så ofte før bliver en ristet eftermiddagshotdog til aften og nat på McKlud, inden List kommer hjem i seng.

Han bor oppe på 3. sal i en fire-værelseslejlighed med retromøbler og genbrugsfund. I samme opgang bor filminstruktøren Asger Leth og, når han er hjemme, hans far Jørgen Leth, der lige som List fik en hård tur i mediemaskinen for at skrive om sit sexliv (»Han fik alle tæskene på en måned. Jeg har trods alt fået dem spredt ud over ti år«). Der er cd’er, dvd’er og bøger på reoler i alle værelserne. På væggen hænger fotografier af nogle af hans møder med Paul Auster, Bret Easton Ellis og Hubert Selby Jr. Der er en collage med beat-forfatterne, en tegning af Bukowski og et maleri af Jack Kerouac.

I soveværelset står en pinball-maskine og i stuen en latexafstøbning af pornostjernen Jesse Janes vagina. »To Henrik from Jesse Jane, have fun with me«, står der skrevet med tusch på æsken. I arbejdsværelset står den bærbare IBM-computer tændt, og der er mapper og tidsskriftholdere, der holder styr på noter og bogprojekter. I øjeblikket en oversættelse af den amerikanske forfatter Joe McGinness’ roman »The delivery man« om tre depraverede unge i Las Vegas med masser af sex og stoffer, klummerne for Tidens Kvinder og Tidens Mand, en bog om Los Angeles, han har fået to legater til at skrive, og hans egne romanprojekter.

Som journalist var der deadlines, der konstant skulle overholdes, men som forfatter går tingene langsommere, og List bruger nu mere tid på at »summe« og lade tingene ske i deres eget tempo. Så List er stadigvæk henne om hjørnet på Skipper Bodega lige uden for gadedøren, Cafe Sommersted, Blomsten, McKlud, Spunk Bar eller nogle af de andre værtshuse i kvarteret, hvor han enten lige stikker hovedet ind eller bliver hængende det meste af aftenen og natten. Eller han falder i staver over en kop kaffe på Riccos kaffebar og lader dagen gå.

»Som forfatter kan jeg ikke, som Hemingway gjorde, stå op hver morgen og skrive så og så mange linjer, drikke en halv flaske vin og skrive videre. Enten drikker jeg vin, eller også skriver jeg eller ligger i min seng og sover alt for længe. I perioder arbejder jeg sindssygt hårdt og i andre slet ikke. Det har påvirket min skrift, at jeg nu har tid til at tænke mere over tingene og føre lange samtaler med mine venner i stedet for at at stå på coke på Nasa og råbe ind i øret på en model, man ikke kan score alligevel,« siger han.

Senere om eftermiddagen sidder vi nede på Skipper Bodega og drikker fadøl og Fernet Branca og snakker om parforhold. Det er efterhånden et par år siden, List har været i et seriøst forhold, og de gange, det har været tæt på, har han selv bakket ud.

»Nu er jeg en fri mand, men det kan hurtigt blive ødelagt igen. Jeg har haft rigtig mange kærester og har altid haft let ved at glide ind i et parforhold, fordi jeg har nemt ved at tale med kvinder og forstå dem. Måske møder jeg én hernede på Skipper Bodega, når du er gået,« siger han og ser sig omkring i det røgfyldte lokale, hvor fyraftensbajerne er kommet på bordene.

»Det er nemt at ryge i, for jeg kan jo også godt lide trygheden ved et parforhold og den trygge sex med den samme partner. Man mister noget med denne libertinske livsstil, som jeg kalder den. Jeg har mistet et liv med børn og en sød kone, der venter derhjemme, når jeg er træt af at gå i byen og har brug for en blød skulder, når verden er for hård. Og måske har jeg især mistet den del, der handler om den langvarige samtale og dialog mellem to mennesker, der strækker sig over mange år eller måske årtier. Det har jeg så måske mindre brug for end andre, fordi jeg er et socialt menneske, der har en stor omgangskreds og har nemt ved at komme i kontakt med mange mennesker,« siger han og bestiller en fadøl mere fra den iranske bartender Hamid – hvis far ejer den ærkedanske bodega. Hamid kan ikke dy sig for at fortælle om en festlig aften, hvor List forsøgte at sætte ham op med en meget smuk ung pige – som viste sig at være en mand.

»Fuck, hvor var hun smuk, men det er fandeme klamt. Og så tog du ham med op i din lejlighed og fik et blowjob, dit svin,« råber Hamid.

»Ja, det kunne hun fandeme finde ud af,« gnægger List og vender sig igen mod bordet.

Der er nemlig en historie, han gerne vil fortælle. Om det zen-moment han engang oplevede i Tanger, da han mødte et af sine største idoler, forfatteren Paul Bowles. Et scoop af et interview, som kunne være blevet solgt til medier i mange lande og kunne være blevet det bedste, han havde lavet. Men af uforklarlige grunde, tøvede han, da han skulle tage sin båndoptager frem, og interviewet, som varede i flere timer og mange, mange joints, kom aldrig på bånd og blev aldrig trykt.

»Jeg var på det tidspunkt træt af at være journalist og altid sidde med en båndoptager imellem mig selv og andre forfattere. Og i det øjeblik var det som om, at min underbevidsthed træf beslutningen mange år før, at mit bevidste jeg gjorde det. At jeg skulle tage skridtet fuldt ud og træde i karakter som en ligeværdig samtalepartner og selv gøre en forskel i stedet for at være ham, der genfortalte andres liv. Det blev en magisk oplevelse, som jeg altid vil huske. Hvis jeg havde taget den båndoptager frem og gennemført interviewet, havde vi nok ikke siddet her og snakket lige nu. Hvis jeg havde lyttet til min indre jyde, så havde jeg nok valgt det sikre liv med fast indkomst og stadivæk siddet på Berlingske Tidende og være tvunget til at læse B.T.’s sportstillæg for at få dagen til at gå, i stedet for at have brugt de sidste fem år på litteraturen. Det var bohemen, der til sidst vandt,« siger han.