Bob Dylans kærestebreve solgt for over 650.000 dollar

Fredag blev Bob Dylans breve til hans teenagekæreste solgt for 669.875 amerikanske dollar.

Bob Dylan er ofte blevet betragtet som en af historiens bedste sangskrivere og ifølge musikmagasinet Rolling Stone ansvarlig for den fjerde bedste sang nogensinde med nummeret »Like a Rolling Stone«.            Fold sammen
Læs mere
Foto: Louie Kemp Collection/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Robert Zimmerman havde altid haft en drøm. I 1958 gik den drøm ud på at ændre sit navn og sælge millioner af plader.

I adskillige kærestebreve delte drengen, nu kendt som Bob Dylan, sine storslåede visioner med teenagekærligheden Barbara Ann Hewitt. Det blev til 42 håndskrevne breve om alt lige fra forberedelserne til det lokale talentshow og små stykker poesi til Dylans fortsatte kærlighed til Hewitt.

Fredag blev de i alt 150 sider autobiografisk materiale solgt for svimlende 669.875 dollar. Det svarer til knap fem millioner danske kroner, som det amerikanske auktionshus RR Auction fik afsat brevene til.

Til sammenligning lyder mindstebuddet på et underskrevet dokument fra den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln i skrivende stund på 6.748 dollar. Et andet håndskrevet, videnskabeligt manuskript fra den anerkendte videnskabsmand Albert Einstein er vurderet til omkring 50.000 dollar, mens Dylans breve var vurderet til 800.000 dollar, før de blev solgt.

Bob Dylan og Barbara Hewitt mødte hinanden i historietimerne i high school, der er det amerikanske svar på det danske gymnasium for 9. og 10. klasserne. Parrets første date var på nytårsaften i 1957 ifølge RR auktionshuset. De udvekslede breve indtil slutningen af 1959, og siden har de været i Hewitts besiddelse indtil hendes død i 2020, hvor datteren fandt brevene.

De originale konvolutter med brevene er adresseret og sendt til Hewitt-familiens hjem i Minneapolis i St. Paul-forstaden til New Brighton.

Brevene giver en indsigt i en periode af Bob Dylans liv, hvor meget er ukendt. Derfor har Livraria Lello-boghandlen i Porto i Portugal købt brevene, så Dylan-fans og musikstuderende fremover kan studere samlingen. Boghandlen bliver ofte omtalt som en af de bedste i verden og markedsfører sig selv som verdens smukkeste boghandel.

Flere andre genstande fra Bob Dylans liv blev også solgt på auktionen. Heriblandt et arkiv med 24 »digte uden titler« fra da sangeren gik på universitetet i Minnesota. De blev solgt for 250.000 amerikanske dollar.

Den nu 81-årige singer-songwriter har siden sin spæde start som musiker gået hen og vundet Nobelprisen i litteratur i 2016 og solgt over 125 millioner plader.