Biskoppen, der kæmpede mod nazisterne og stod bag hemmelige jødiske begravelser

I al hemmelighed blev 26 jøder begravet under besættelsen, mens resten af jøderne var flygtet til Sverige i oktober 1943 eller deporteret til kz-lejren Theresienstadt. Hvem var disse jøder? Og hvem var det, der stod bag deres hemmelige begravelser, som nazisterne ikke måtte opdage?

Topbillede
Biskop Hans Fuglsang-Damgaard (tv.) i synagogen i København lige efter befrielsen. Han var en af de første ledende skikkelser i Danmark, der blev klar over faren fra nazismen og jødehadet, og han risikerede personligt sit liv i en række tilfælde. Ved siden af ham står C. B. Henriques, der var formand for den jødiske meninghed og højesteretssagfører. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

I oktober 1943 flygtede de fleste danske jøder til Sverige, mens 490 blev fanget og deporteret til kz-lejren Theresienstadt. Nogle blev tilbage, blandt andet omkring 200 jødiske småbørn, der blev skjult hos kristne familier.

Enkelte voksne flygtede ikke. Nogle nægtede at rejse, andre kunne måske ikke.

Ved gennemgangen af jødiske dokumenter i Det jødiske Samfund stødte fhv. overrabbiner Bent Lexner på en liste over 26 jøder, der blev begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads mellem oktober 1943 og maj 1945, altså i den periode hvor langt de fleste jøder var væk.

I dokumenter i Det jødiske Samfund findes en liste over de 26 hemmelige begravelser – skrevet efter krigen. På fotografiet ses navnet Mariane Margolinsky. Familien har oplyst, at det var Fuglsang-Damgaard, der forestod begravelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent Lexner.

Hvem var disse mennesker, og hvem stod bag begravelserne?

Historien om begravelserne er en af de mærkværdigste tildragelser under besættelsen. Kilder peger på, at en af tidens mest frygtløse antinazister arrangerede flere af begravelserne. Dødsfaldene synes ikke registreret i de forskellige sognes ministerialprotokoller, hvilket tyder på, at man ønskede at holde dem hemmelige.

Listen over de begravede jøder, som blev til i dagene efter befrielsen, viser, at 26 jøder blev begravet. Tre som følge af selvmord. Det var ikke usædvanligt, at jøder begik selvmord af frygt for nazistisk forfølgelse. Og ikke mindst i Tyskland var der mange selvmord blandt jøder. Af denne liste fremgår navnene på de døde og ofte dødsårsagen. De fleste er kvinder.

Opslag fra kirkebogen for Hellerup Sogn. Den viser begravelsen af Ella Andersen. Ud for hendes indførsel står Dr. Theol. Fuglsang-Damgaard som den, der forestod begravelsen. Det er en af de få oplysninger, der dokumenterer, at Fuglsang-Damgaard stod bag de hemmelige begravelser. Fold sammen
Læs mere

I et enkelt tilfælde fra Hellerup Sogn står der i sognets kirkebog, at en begravelse fandt sted, og det fremgår også, hvem der forestod begravelsen. Det drejer sig blandt andre om Ella Andersen født Fredericia, der var gift med Holger Andersen. Hun var jøde, og Fredericia-slægten havde rødder tilbage til indvandringen i 1700-tallet.

I sognets protokol står der: »Husmoder. Dunzfeldts Allé, Hellerup sogn. Gift med præsident Holger Andersen. Født i København 8. december 1888. Datter af grosserer Holger Fredericia og hustru Augusta Melchior. 56 år. Død: 25. januar 1945. Vestre kirkegaard i København.« Og ud for kolonnen med oplysning om præsten, der forestod begravelsen, står: »Dr. Theol Fuglsang-Damgaard.«

At begravelsesstedet oplyses som Vestre Kirkegård, har sandsynligvis været for at skjule det forhold, at Ella Andersen blev begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads lige ved siden af den kristne kirkegård. Der er ikke oplyst andre tilfælde af begravelse i kirkebøgerne.

Holger Andersen var folketingsmedlem for de konservative i Sønderjylland, og han spillede en væsentlig rolle under afstemningen om Sønderjylland i 1920.

Når han kaldes præsident, skyldes det, at han i 1929 af Folkeforbundet, der var forløberen for FN, blev udnævnt til præsident for en kommission, der stod for udvekslingen af tyrkiske og græske befolkningsgrupper. Efter 2. Verdenskrig blev han af FN igen udnævnt som præsident for en flygtningekommission i Palæstina og derefter som præsident for en observatør-kommission ved afstemningen i de franske besiddelser i Indien 1949-1950.

Ella Andersen havde været gift, før hun fandt sammen med sønderjyden Holger Andersen. Her ses hun fotograferet i Grænseforeningens lokaler, hvor hun arbejdede i 1930erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Centralbibliotek for Sydslesvig.

Det fremgår af en annonce fra Kristeligt Dagblad, at der blev afholdt en højtidelighed i familiens hjem, hvorefter Ella Andersen bliver ført til Vestre Kirkegård. Også her skjulte man altså, at hun blev begravet på den jødiske begravelsesplads.

På listen over de andre 25 begravelser i de jødiske arkiver står der ikke, hvem der stod for begravelserne. En rundspørge til de kristne sogne har ikke givet resultat. Bent Lexner har også prøvet at finde ud af, hvem der har gravet de pågældende grave, heller ikke dette er der oplysninger om i de kristne sogne.

I et andet tilfælde – nemlig begravelsen af Mariane Margolinsky – kunne familien fortælle, at det også var Hans Fuglsang-Damgaard, der havde stået for begravelsen. Man kan kunne gætte på, hvad Hans Fuglsang-Damgaard har sagt ved disse begravelser, og hvorvidt om han – som kunne hebraisk – har benyttet sig af det jødiske begravelsesritual. Og om han stod bag – eller kendte til  – de øvrige begravelser. Men som biskop vidste han sandsynligvis besked.

I skyggen af Kaj Munk

Men hvem var denne Hans Fuglsang-Damgaard? I dag er det mest præsten Kaj Munk, som vi husker fra besættelsestiden. Kaj Munk var den modige præst, der sent i 1930erne talte nazisterne imod, forsvarede jøderne og opfordrede til væbnet modstand.

Han blev myrdet af danske nazister i 1944, og han står den dag i dag som et eksempel på frygtløs antinazistisk kamp, men Hans Fuglsang-Damgaard var en lige så frygtløs ildsjæl. Når han har stået i skyggen af Kaj Munk, er det måske fordi, at Hans Fuglsang-Damgaard overlevede besættelsestiden.

Hans Fuglsang-Damgaard blev født i 1890 på slægtsgården Fuglsang i Sønderjylland, der dengang var en del af Det Tyske Kejserrige. Han begyndte at studere teologi, men blev indkaldt som tysk soldat på Vestfronten og endte som fransk krigsfange. Krigen kom til at spille en afgørende rolle for hans senere gerninger, og biskoppens søn H.E. Fuglsang-Damgaard citerer ham for at have sagt: »Det er svært at tro på det evige liv, når man bygger brystværn af sine kammeraters lig.«

Efter krigen studerede han igen teologi og blev i 1933 stiftsprovst i København og i 1934 biskop. Hans Fuglsang-Damgaard lagde vægt på at leve et kristent liv efter moralske normer, og man skal nok se hans personlige engagement mod nazismen i det lys. Allerede i 1935, da nazisterne indførte jødiske særlove, udgav Fuglsang-Damgaard sammen med en række professorer på Københavns Universitet en offentlig protest.

Da nazisterne iværksatte den såkaldte Krystalnat i 1938, hvor de afbrændte synagoger og angreb jødiske forretninger, holdt Hans Fuglsang-Damgaard en prædiken i i Lundehus Kirken i København, hvor han tordnede mod forfølgelsen, hvorefter 149 præster i en offentlig udtalelse gav tilslutning til hans prædiken.

Nazisternes blad National-Socialisten skrev rasende mod ham, men foreløbig skete der ikke noget. Det bevirkede dog, at de danske myndigheder placerede to bevæbnede vagter foran biskoppens bolig, og man gravede en tunnel under Bispegården til Studiegården, så han kunne slippe væk i hemmelighed, hvis nazisterne ville pågribe ham.

Han blev flere gange ringet op af en person, der havde sin gang i det tyske hovedkvarter på Dagmarhus og opfordret til at flygte til Sverige, men Fuglsang-Damgaard afviste, og personen bag opringningen sagde, at han ville blive ringet op, når faren for nazisterne var overhængende. Det skete to gange, og i begge tilfælde flyttede familien hjemmefra.

Hans Fuglsang-Damgaard fotograferet efter krigen. Han gik først af som biskop i 1960 og skrev sine erindringer uden at nævne de hemmelige begravelser under besættelsen. Fold sammen
Læs mere

Efter regeringen gik af 29. august 1943 satte Fuglsang-Damgaard alt ind på at sikre de danske jøder. Han havde samtaler med Departementstyrets chef Niels Svenningsen, hvor han sagde, at hvis tyskerne aktionerede mod jøderne i Danmark, så ville det betyde en samlet protest fra kirkens side med biskopperne i spidsen.

Da aktionen i slutningen af september 1943 syntes uundgåelig, var han fortvivlet og skrev senere i sine erindringer: »Aldrig har jeg følt mig så ulykkelig som den dag. Trængslerne i skyttegravene havde aldrig tynget så stærkt på mig, som denne situation. Tanken om de forfærdelige lidelser, som vore landsmænd gik i møde, fik mig til at gyse. Betød det ikke død og udslettelse for dem alle?«

Hyrdebrevet i september 1943

Fuglsang-Damgaard stod bag en protestskrivelse, som han underskrev på biskoppernes vegne, og som blev afleveret til Niels Svenningsen. Næste skridt var at sende et brev til alle sjællandske præster, hvor han opfordrede dem til at bede for jøderne i Tyskland.

Få dage efter sendte han på biskoppernes vegne det berømte såkaldte hyrdebrev, der blev læst op i alle kirker, hvor der skarpt blev taget afstand fra nazisternes jødepolitik. Det kunne have kostet ham livet.

Men det holdt ham ikke tilbage, og selv efter jødeaktionen i oktober 1943 vedblev han med at offentligt at advare mod jødepolitikken, og endnu et hyrdebrev blev læst op i februar 1944. Hyrdebrevets formuleringer blev dog ikke så skarpe, som Fuglsang-Damgaard og præsterne ønskede, måske på grund af den frygt for repressalier, der spredte sig efter mordet på Kaj Munk 4. januar 1944.

Fuglsang-Damgaard var også aktiv i afsendelsen af nødpakker til de danske jødiske fanger i Theresienstadt, og han var i skriftlig korrespondance med overrabbiner Max Friediger, der sad som fange i Theresienstadt.

Man kunne måske antage, at det var naturligt, at en biskop tog afstand fra antijødiske holdninger og aktioner. Imidlertid var der i kirken lang tradition for jødehad, og Fuglsang-Damgaards forgænger, Sjællands biskop Hans L. Martensen, der var biskop fra 1854 til 1884, var en af periodens værste jødehadere.

Hans Fuglsang-Damgaard var den første ledende skikkelse i Danmark, der blev klar over faren fra nazismen og jødehadet, og han risikerede personligt sit liv i en række tilfælde.

Ved genindvielsen af synagogen i København i juni 1945 sagde overrabbiner Max Friediger: »Vi takker ogsaa Biskop Fuglsang-Damgaard og vil aldrig glemme, hvad Biskoppen og alle Præsterne i den danske Folkekirke var for os i de mørke, haarde Dage. Især vi, der sad i Fangenskabet vil udtrykke vor Tak til den danske Kirke, thi vi vidste gennem Biskop Fuglsang-Damgaard, at man bad for os og gjorde, hvad der stod i menneskelig Magt for at hjælpe os.«

Fuglsang-Damgaard gik først af som biskop i 1960 og skrev sine erindringer med titlen »Fra skyttegrav til bispestol«. Men han skrev ikke om de hemmelige begravelser. Hans indsats var mindst lige så vigtig som Kaj Munks, men endnu i dag findes der ikke en egentlig biografi om denne helt fra de mørke år.