Birgitte Hjort Sørensen: Tør nu opsøge det skræmmende

Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen kan godt lide faste rammer og kontrol. Men nu går hun målrettet efter at spille flere roller uden for Danmarks grænser – selvom hun ikke altid tør. Fra den 24. april kan hun ses i filmen »En du Elsker«.

Birgitte Hjort Sørensen, skuespiller. Fold sammen
Læs mere

Det er lige meget, om lyset er rødt eller grønt. I London går folk bare over gaden, når der ikke er nogen biler. Men ikke Birgitte Hjort Sørensen og hendes to storesøstre.

De stopper og venter på det grønne lys.

»Min svoger var ved at få flip af os, da vi var der for nylig. »Nu er vi i London, så skal man gøre, som de gør her.« Men mine søstre og jeg er opvokset med, at man skal følge reglerne, så vi har meget svært ved at gå over for rødt.« Birgitte Hjort Sørensen griner højt.

»Jeg har aldrig følt, at det var en streng opvækst, men det var meget klart for mig, at man skal følge reglerne.«

Birgitte Hjort Sørensen voksede op i Birkerød i det, hun kalder »et meget almindeligt« hjem. Forældrene var fuldtidsarbejdende læger og lærte deres børn, at man skal behandle andre, som man selv gerne vil behandles og være ordentlig. Gøre sit bedste.

Den omhu præger hendes arbejde i dag; blandt danske castere er hun kendt som »rekvisitdronningen«. For hun tager altid selv rekvisitterne med, når hun skal til casting.

»Hvis jeg for eksempel skal lave en scene, hvor jeg skal drikke en kop kaffe, så synes jeg, at det er fjollet, hvis jeg skal gøre sådan her.« Hun holder om en usynlig kop, som hun fører op til munden. »Så jeg tager koppen med til castingen i stedet. Jo færre ting, jeg skal fake, jo lettere er det for mig at gå ind i situationen,« siger hun.

»Det er en stor del af mig og ligger meget dybt i mig, at man skal betale sine regninger og komme til tiden. Der er nogen, som ikke kan forbinde det med at være skuespiller, som om det er noget helt andet, og man bare skal være crazy. Men jeg synes faktisk, at hvis man har nogle rammer, så er det enormt nemt at være kreativ inden for dem.«

Sådan kan hun bedst lide at arbejde – med faste rammer. Det gælder både i forhold til hendes rolle som alenemoren, karrierekvinden og stofmisbrugeren Julie i Pernille Fischer Christensens film, »En du elsker«, som har premiere den 24. april. I musicalen »Pigen med paraplyerne«, som hun er aktuel med på Betty Nansen Teatret. Og i hendes måske mest kendte rolle som den ambitiøse og principfaste journalist Katrine Fønsmark i DR dramaserien »Borgen«.

»Da vi optog Borgen, var vi i dialog med forfatterne. Det var ret demokratisk - alle fik lov til at komme med deres indspark, selvom det var forfatterne, der fik det sidste ord. Der er generelt en større opfattelse herhjemme af, at der skal være en meget flad, demokratisk struktur.

Det er ikke kæft, trit og retning, og det er der også en masse positive ting ved, men for mig er det utrolig rart at arbejde i England, for så ved jeg, hvem der gør hvad. I England kender folk mere deres plads. Det gør mig enormt tryg, fordi jeg så kender rammen, og så kan jeg meget let finde min vej i det.«

Birgitte Hjort Sørensen har med sine egne ord altid været ambitiøs. Sat sig sine mål og gået efter dem. Nu har hun fået en agent i både London og USA, fordi hun gerne vil have flere opgaver i udlandet, og samtidig går hun til engelskundervisning for helt at udrydde sin danske accent.

»Det er det, der kan afgøre, om man kan komme i betragtning til få eller mange roller,« siger Birgitte Hjort Sørensen, som allerede har spillet skuespil i England flere gange. Senest da hun var med i Shakespeare-stykket »Coriolanus« på London-teatret Donmar Warehouse.

»Det var en stor drøm for mig at spille Shakespeare på originalsproget. Og jeg har sjældent været så nervøs som til første læseprøve. Jeg blev sat helt tilbage til de tidlige teenageår med røde kinder og åndenød. Jeg plejer ikke at blive så nervøs, men der var jeg alligevel ude, hvor jeg næsten ikke kunne bunde,« siger hun.

»Men så er det interessant at se, at man alligevel lærer at svømme.«

Som da hun sidste sommer var i LA og var nødt til at køre bil - selv om det var angstprovokerende.

»Jeg har haft angst for at køre bil i lang tid, for lige da jeg blev 18, kørte jeg ikke nok til at blive rutineret. Men i LA lejede jeg en bil og rullede ud i trafikken. Og helt seriøst så lavede jeg den her…«

Hun bryder ud i et skrig, mens hun lader, som om hun holder hænderne om et bilrat.

»Men så gik det, og jeg slog hverken mig selv eller andre ihjel.

Så selvom Birgitte Hjort Sørensen kan lide faste rammer og kontrol, har hun også fundet ud af, at der er en ide i at opsøge det, som hun er bange for. Det opdagede hun, da hun for nogle år siden blev inviteret til at spille en rolle i musicalen »Chicago« i London.

Da ringede hun til sin daværende kæreste og spurgte, om det ville være okay med ham, hvis hun tog af sted.

»Der gik ret lang tid, før han svarede i telefonen, men det viste sig, at han støttede helt op om det. Men ellers havde jeg nok gjort det alligevel. Det var så fed en mulighed, at jeg ikke kunne sige nej, selvom jeg ikke rigtig turde.

Og så at få den oplevelse - at gøre noget, jeg egentlig ikke turde og se, hvor meget jeg lærte af det og voksede, og hvilket rush det er at overkomme sine egne forhindringer - det blev ret skelsættende for mig. Så til trods for at jeg har den der kontrolfreak i mig, ved jeg også, hvor mange muligheder og oplevelser der venter, hvis jeg ligesom bare tør kaste mig ud i tingene.«

Mens hun søgte ind på teaterskolerne, gik DR-serien »Rejseholdet« i gang. Det var hun ked af, fortalte hun dengang en lærer, som hjalp hende med at læse op til optagelsesprøverne.

»Når jeg er færdiguddannet, er Rejseholdet slut, og der kommer aldrig noget, som er lige så godt.«

I dag griner hun af det.

»Ens egen fantasi er jo faktisk ret begrænset. Dengang vidste jeg jo ikke, at »Borgen« ville komme. Så selvom jeg sætter mig nogle mål, opstår tingene også bare, og så følger jeg lidt med.«

Som barn var der meget, hun ikke turde. I skolen var hun stræberen, som aldrig var uartig over for lærerne, selv når alle andre var. Kæledæggen, der var bange for at lege med de store drenge, og som følte sig mere tryg på lærerværelset end i skolegården. I de tidlige teenageår turde hun ikke tage med til festerne. Familien flyttede i slutningen af hendes folkeskoletid, så hun havde langt til skolen og var udenfor socialt.

»Men jeg var aldrig hende, der sad bagved og bare holdt min kæft. Jeg var ressourcestærk på andre måder. Jeg var god til at gå i skole og talte for mig. Så selvom det ikke var sjovt, blev jeg ikke knækket af det.«

I gymnasiet begyndte hun på en frisk. Hun var på en måde stadig stræberen, som var både elevrådsformand og redaktør af skolebladet. Men hun blev også lidt mere ligeglad med, hvad andre mente om hende og satte for eksempel en ære i at gå med skibukser, når det var koldt. I stedet for at tænke »stakkels mig, at jeg er anderledes,« begyndte hun at tænke: »Heldige mig, at jeg er anderledes.«

Og hun blev ved med at spille skolekomedie, som hun havde gjort siden folkeskolen - sin første rolle fik hun i 2. klasse, da hun spillede »ubetinget vigepligt« i et stykke om trafiksikkerhed.

»Jeg kunne virkelig godt lide at spille skuespil i folkeskolen og havde meget lidt forståelse for det demokratiske i, at hvis man havde haft en stor rolle, så skulle man have en lille rolle næste gang. Jeg syntes altid, at det var mig, der skulle have de store roller. I gymnasiet blev det lidt mere alvorligt. Man skulle til audition for at få rollerne, og jeg kunne mærke, at folk syntes, at jeg var god til det. Men det var ikke noget, jeg tænkte så meget over.«

Først da hun som 19-årig var med i et lille musical-projekt på Væksthuset på Gladsaxe Teater, fandt hun ud af, at skuespillet virkelig var sjovt fra start til slut. At det ikke bare handlede om at få opmærksomhed, men om at hun kunne lide hele arbejdet.

Hun mødte jævnaldrende, som søgte ind på teaterskolerne og begyndte at få en tro på, at hun selv kunne komme ind. Så med det samme, begyndte hun at gå efter det. Det lykkedes for hende som 21-årig i andet forsøg. Og i mellemtiden blev hun ved med at lave amatørteater.

»Jeg synes, at jeg lærer enormt meget om mennesker og verden via skuespillet. Det lyder sådan lidt højtravende, når man siger det. Men når jeg skal forstå en karakter, som ligger langt fra mig, så er jeg tvunget til at sætte mig ind i tankemønstre, som jeg måske ville blive frastødt af, hvis jeg mødte dem. På den måde bilder jeg mig ind, at jeg bliver klogere på mennesker. Det er et ret stort privilegium.«

Men der er også ulemper ved faget.

»Skuespillerjobbet er meget synligt for andre mennesker. Folk føler, at de har ret til at sige deres uforbeholdne mening om det. Jeg ville aldrig begynde at fortælle en sygeplejerske eller skolelærer, hvordan de skal lave deres arbejde. Nogle gange glemmer folk, at det er en profession.«

»Jeg har også haft en oplevelse med, at et ugeblad samlede en masse billeder taget af mig i forskellige sammenhænge og gennemgik alle mine tøjvalg. Det er jo bare en form for legaliseret mobning, og jeg kan ikke rigtig tage til genmæle,« siger hun.

»Men der er jo også privilegier. Engang fik jeg stjålet min taske, og jeg skulle i banken og havde ikke ID med mig. Men bankdamen sagde: »Jeg ved jo godt, hvem du er.« Så der var det en fordel. Og jeg lever jo også af en vis form for genkendelighed, for det betyder, at folk måske vil købe en billet til noget, jeg er med i.«

Den massive eksponering betyder, at hun tænker over, hvordan hun ser ud og klæder sig i offentligheden. Samtidig bærer hendes udseende ofte præg af de roller, hun spiller.

»Min karakter Julie fra »En du elsker« er typen, der får ordnet negle jævnligt. Så mens vi optog filmen, fik jeg ordnet negle en gang hver anden eller tredje uge. Det gør, at resten af ens hverdag på en måde bliver et karakterstudie - hvordan er det så at købe ind med sådan nogle negle?

Og lige for tiden har jeg for eksempel sådan noget halv-lækkert hår, fordi det bliver krøllet hver aften, når jeg er med i »Pigen med paraplyerne.« Det gør, at man på en måde aldrig holder helt fri. Hvorfor kan jeg ikke bare have mit eget hår?« spørger hun med et smil. »Men det er jo ikke noget stort problem.«

Hvad hendes næste konkrete projekt bliver, ved hun ikke.

Men hun vil blive ved med at rejse til England og USA for at få flere roller uden for Danmark.

»Jeg kunne godt tænke mig at rejse mere. Mens jeg voksede op, havde jeg ikke den der udlængsel, og jeg har aldrig været på interrail. Men det er fedt at opleve mennesker, som lever andre steder og sjovt at møde noget, der er lidt mere fjernt.

Der er også flere og andre muligheder, når man kommer uden for Danmarks grænser. Flere penge til at lave større film med større opsætninger og mere legetøj. Men man kan godt komme til at leve i en fremtid, som ikke rigtig er der, derfor tænker jeg også over, hvad der gør mig glad til hverdag. Det er vigtigt, at det ikke kun handler om, hvad der sker næste år.