Birgitte Hjort Sørensen: Hvad gør man, når Mick Jagger spørger en til råds?

Hvad siger man, når Mick Jagger pludselig spørger, om man synes, hans jakke er for meget? Det skete for nylig for Birgitte Hjort Sørensen. Den danske skuespiller er med i HBO-serien »Vinyl«, der har verdenspremiere på søndag.

07BMBSkuespillerinde-Birg#9.jpg
Skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen - aktuel i ny HBO serie - Vinyl instrueret af Martin Scorsese. Fold sammen
Læs mere

Sølvjakken er lige så cool som manden selv. Næsten.

»Det gik jo godt,« siger han smilende og rækker hånden frem.

Skjorten er hvid, tørklædet sort, håret brunt og det flabede Jagger-glimt i øjnene det samme som altid. Det er tre uger siden, at skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen stod overfor rockikonet Mick Jagger til gallapremieren i New York på den nye HBO-serie »Vinyl«, hvor hun spiller Andy Warhols danske muse.

En serie om 70ernes »sex, drugs and rock’n’roll« miljø med premiere på søndag. Og med et særdeles eksklusivt team i spidsen. Martin Scorsese har instrueret, Mick Jagger er medproducer.

»Tak,« svarer den dansker skuespiller og tænker, at det er fornemt, han overhovedet kan huske hende. Efter et par minutter stiller The Rolling Stones forsangeren et lidt overraskende spørgsmål.

»Jeg var egentlig lidt i tvivl, om jeg skulle tage denne her sølvjakke på i dag, eller om det ville være lidt »overdressed«. Hvad synes du? Er den for meget?«

I dag husker Birgitte Hjort Sørensen ikke helt præcist, hvad hun svarede. Men hun ved, hvad hun tænkte.

»Jamen, den jakke er bare SÅ meget i orden, i øvrigt synes jeg, du skal tage lige nøjagtig den jakke på, du har lyst til.«

Selv er Birgitte Hjort Sørensen iført en langærmet silkebluse i guldskinnende stof og sorte bukser med lange slidser. Næste dag bringer avisen The Guardian gallabilleder af Jagger og Sørensen på den røde løber.

De bliver hver især fremhævet for deres »metal-look«. Det er på opfordring, at Birgitte Hjort Sørensen gengiver den korte premiere-dialog med den levende legende.Bagefter griner hun højt. Som om hun gerne vil tage toppen lidt af, hvor interessant den trods alt korte samtale nu også kan være.

»Ja, ja, det var en af de dage, hvor jeg skrev hjem:

Kære mor og far. Nu skal I alligevel høre...«

Første gang, hun mødte Mick Jagger var efter en læseprøve i sommer på afsnit 6 af »Vinyl«.

»Vi fik aldrig hilst på hinanden,« sagde han og refererede til pilotafsnittet i TV-serien et år tidligere, hvor han var til stede under optagelserne.

»Jeg har jo set dig i en rolle før. Jeg så dig i »Borgen«, jeg er fuldstændig vild med den danske TV-serie.«

Skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen - aktuel i ny HBO serie - Vinyl instrueret af Martin Scorsese. Fold sammen
Læs mere

»And you are playing?«

Interviewet med B Søndag finder sted kun et par døgn efter, at Birgitte Hjort Sørensen er landet i Kastrup fra New York. Og selv om der er glamour over butikken med de sorte blankpolerede pianoer i »Piano Copenhagen« i Bredgade, er der hverken blitzende fotografer eller stjerner i bundter som for nylig til gallapremieren i den gamle biograf »Ziegfeld Theatre« på Manhattan.

Aftalen er klokken 12. Birgitte Hjort Sørensen er der 11.50. Feminin med hestehale, kort nederdel, lange skindstøvler og guldlakerede negle. En kvinde, der giver indtryk af hang til orden og god stil hele vejen rundt.

Tilbage i København har hun tænkt på, hvordan det ville se ud, hvis man så ankomsten på den røde løber som en scene højt oppe fra luften.

»Det ville ligne en myreture med en hel masse små klaner i forskellige lag, der myldrer rundt i nogle bestemte mønstre. Alle involverede fra skuespillere og producenter til instruktører og HBO-bosser har medbragt hver sit lille følge. Jeg havde min PR-agent med, som fortalte medierne, hvad jeg havde på af tøj. PR-agenten informerede mig om, hvem der var hvem, og at »derovre står for eksempel Vanity Fair, og de vil også gerne tale med dig.«

Birgitte Hjort Sørensen beskriver den røde løber som »crazy«. Som en surrealistisk verden midt i den virkelige verden. Og med fotografer, der er så aggressive, at det føles på kanten af at være ubehageligt.

»Men når først man er kommet forbi alt »hypet«, og man bagefter er indenfor i biografen, så falder der ro over det hele, og det føles ikke længere, som om man er med i en parallelverden.«

Så konstaterer hun:

»Det er jo alt det »udenom«, der gør Mick Jagger, Martin Scorsese og mange af de andre superstjerner til det, vi tror, at vi gerne vil have dem til at være. En illusion. I virkeligheden er langt de fleste utroligt nemme at tale med. Og så er de bare sindssygt dygtige til det, de er blevet kendte for.«

Birgitte Hjort Sørensen beskriver Martin Scorsese som speedsnakkende, lynhurtig i hovedet og meget lattermild. Før optagelserne til »Vinyl« gik i gang, mødtes alle medvirkende i pilotafsnittet til en »Meet’n greet« for at hilse på hinanden.

»Jeg havde hørt, at de havde haft svært ved finde en skuespiller til rollen som Warhols muse, og som jeg så endte med at få. Det var jeg sindssygt stolt af, og det ville jeg gerne sige til Scorsese personligt.«

Det var casterens assistent, der til den store sammenkomst introducerede hende. Smilende kiggede Martin Scorsese på den danske skuespiller.

»And you are playing?«

»Lige i øjeblikket føltes det lidt sådan: Åh... så er vi lige nede på jorden igen, ikk? Lidt som at få en kold klud smidt i hovedet. Men hurtigt tænkte jeg:

Forestil dig lige, hvor mange mennesker den mand er omgivet af. Er det ikke okay, at han ikke lige kan huske dig og din rolle?

Han var utroligt venlig og fortalte, at han havde nordiske rødder, selv om det måske, som han sagde, kan være lidt svært at se lige i øjeblikket. Og så talte vi lidt om vikinger....« griner hun.

Borgen banede vejen

Musikken fylder meget i Birgitte Hjort Sørensens liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Martin Scorseses måde at instruere på, gjorde et stærkt indtryk på Birgitte Hjort Sørensen. Et symbol på filmens magi, er han blevet kaldt. Og en af amerikansk films helt store instruktører.

Med »Taxi Driver« og »Raging Bull« i særklasse. Scorsese er tæt på sine skuespillere, forklarer Birgitte Hjort Sørensen. Han kommer hen efter hvert »take« og giver lidt noter. Kigger på helheden udefra og former det, skuespilleren selv kommer med. Og udfra det kommer han med forslag til små ændringer.

»Det føltes som en kæmpe tillidserklæring, og det vokser man jo af.«

Næsten alle på filmsettet kendte »Borgen«, også HBO-bosserne.

Det er TV-serien, der for Birgitte Hjort Sørensen har været guldnøglen til det forjættede filmland.

En kæmpe fordel, kalder hun det, i forhold til de mennesker, der har skullet vurdere hende.

»De har kunnet relatere mig til »Borgen«, forud for en casting, det har betydet rigtig meget. »Borgen« er virkelig hot for mange amerikanske filmfolk.«

Samtidig har hun hele tiden sørget for at følge sine muligheder op og behandle dem ordentligt, som hun formulerer det.

»Jeg har gjort meget ud af forberede mig så godt, som jeg overhovedet har kunnet til de castings, jeg har været til.«

Hun beskriver de seneste roller, hun har haft, som »stepping stones«, det ene har ledt videre til det næste.

»Men der er jo meget, der spiller ind. At man også lige præcis havde brug for en europæisk kvinde i min alder, og ikke en amerikansk til rollen, gjorde min chance lidt større.«

Den definerende musik

B Søndag har opfordret Birgitte Hjort Sørensen til at udvælge nogle af de numre, der har haft en særlig betydning for hende. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Det var en lørdag aften
Hun vidste, det ville ske. Hvis hun blinkede bare én gang, ville hun komme til at give tårerne frit løb. Ikke fordi, hun var ked af det. Det var følelser, hun ikke forstod, som fik halsen til at snøre sig sammen, og øjnene til at blive våde.
Hun kunne den udenad, sangen. Når familien var samlet og højskolesangbøgerne fundet frem fra reolen hjemme i stuen, sang de den næsten altid. Hun elskede sangen, selvom den gjorde hende både ulykkelig og lykkelig på én gang.
»Det var en lørdag aften, jeg sad og vented dig, du loved mig at komme vist, men du kom ej til mig...«
Hun følte sig afsløret af sin storesøster, der brugte sangen til at drille hende med. Så snart storesøsteren begyndte at synge sangen, mærkede Birgitte, hvordan tårerne pressede på. Storesøsteren havde fået en magt, en knap, hun kunne tænde og slukke for.
Dengang var hun fem år, søsteren fire år ældre. Og når hun tænker tilbage og i dag kan sætte ord på, var det følelsen af melankoli, hun mærkede, når hun hørte »Det var en lørdag aften«.
Højskolesangbøgerne har i dag fået en særlig plads, når den store familie med fætre, kusiner, onkler og tanter mødes en gang om året. Sangbogen er fællesskab og samhørighed. Den kan bringe stolthed og glæde frem i hende, når flere generationer er samlet.

Miracle

Hele klassen, drenge og piger, var inviteret hjem til fødselsdag i familiens hus i Birkerød. Hun glædede sig, havde planlagt hele fødselsdagsfesten i detaljer. Alle skulle komme i udklædning, temaet var »Dullefest«. Og man skulle stemme på bedste pige- og drengeudklædning. Vinderne skulle danse kinddans, mens de andre kiggede på.
Hun fyldte 11 år, var kæmpestor fan af Whitney Houston og havde billeder af sangerinden hængende inde på værelset. »The Bodyguard« var verdens bedste film.
Claus var lækker, klassens lækreste dreng. Han havde solbriller og læderjakke på og gelé i håret. Hun vandt konkurrencen sammen med Claus. Hun ville nyde det, trække tiden ud, så længe hun kunne.
»How could I throw away a miracle? How could I face another day? It’s all of my doing, I made a choice...«
Whitneys »Miracle« varede i seks vidunderlige, lange minutter, et af de længste numre med Whitney, hun havde været i stand til at finde.
Efter et par minutters kinddans, kunne hun mærke, at sangen var for lang, og at gæsterne kedede sig. Det var hendes ansvar, at alle havde det sjovt. Hun var vant til at tage ansvar.
Nogle år tidligere, da hun gik i 1. klasse, fik hun til en skole-hjem
samtale at vide, at hun skulle prøve ikke at være »mor« over for de andre piger i klassen. Først vidste hun ikke, hvad læreren mente, men et par dage senere forstod hun det, da hun hørte et par piger i klassen være meget uenige.
Hun var lige ved at gå derhen for at fortælle dem, hvem der havde ret, og hvad der var rigtigt. Hun vidste altid, hvad der var det rigtige. Men tænkte så, at det måske var det, læreren havde ment? At de andre godt selv kunne finde ud af det, og at hun ikke altid behøvede tage et ansvar?

Like A Virgin

I den årlige teateropsætning på Bistrupskolen i Birkerød ville hun gerne spille hovedrollen. Altid. Men det var der andre, der også ville. Derfor skulle man skiftes. Hvis man det ene år havde en hovedrolle, måtte man nøjes med en birolle året efter. Irriterende, når man nu var typen, der syntes, man skulle have hovedrollen hvert eneste år.
Hun begyndte i 1.g på Øregård Gymnasium i Hellerup i 1997. Heldigvis havde gymnasiet en årlig musical, men i modsætning til folkeskolen, skulle man til en audition. Musicialen hed »Snehvide og de syv ludere« og var skrevet af en tidligere elev på gymnasiet. 15 år og stjerne-lykkelig blev hun, da den store rolle som den onde dronning og Snehvides stedmoder blev hendes.
Iført corsagetop med påfuglefjer i ryggen som skjold, et skørt lavet af sorte plasticsække, trevlet op i lange baner med lilla silke imellem og fæstnet sammen med velcro.
Hun skulle synge Madonna-hittet »Like a virgin.« Men i en dansk nyfortolkning.
»Som en kælling styrer jeg mit eget land, som en kælling, der er ikke brug for en mand...«
Sit lange hår havde hun farvet kulsort, børstet det vildt op og brugt husblas for at få det stift. Når hun kom hjem om aftenen, måtte hun lægge hele sit hoved ned i en balje varmt vand, for at få husblasen opløst, det var lidt af et helvede.
Selvfølgelig havde hun menstruation lige i de dage, hvor musicalen skulle opføres. For at skjule hygiejnebindet, var det bedst med et par ekstra store underbukser.
Og selvfølgelig skete det også en aften, at velcroen i plasticskørtet løsnede sig, så hun med den ene hånd på ryggen, måtte holde sammen på skørtet for at undgå at tabe det.
Hun havde altid sunget ret godt. Men »Like A Virgin« skulle ikke synges pænt, den skulle synges på en rå kællinge-måde. Det var svært, så hun var ekstremt nervøs. Og ved en fejl kom hun ind i musikken halvanden takt for tidligt, det var helt håbløst. Men det lykkedes at fuldføre nummeret, selvom det var i en forkert toneart.

Dancing in the Moonlight

Året var 2000. Hun var blevet sproglig student, oven i købet med topkarakterer. Fik 13 til mundtlig eksamen i dansk og musik, derefter gik det ned ad bakke, og hun måtte nøjes med to 10-taller i fransk og oldtidskundskab.
Hun husker studenterdagene med alle festerne. Dage uden for tid og rum. Som at befinde sig i en tilstand af konstant jetlag.
Sammen med gymnasievennerne skrålede hun med på den sommers superhit »Dancing in the Moonlight« med det britiske rockband, Toploaders.
»We get it almost every night. When that moon is big and bright...»
Hun var heldig at have en stemme, der var lidt mørk, ikke for skinger. En robust stemme, som blev ved med at være intakt, uanset hvor meget hun råbte og skreg og sang sig gennem de famøse studenterdage. Prøvede ellers ihærdigt at »crashe« sin stemme, det ville være sejt at gå rundt og være hæs og lyde rusten som et bevis på, at man for alvor var i gang med festerne. Det lykkedes ikke, stemmen blev ved med at være høj, klar og fin.
Hun var ellers godt dækket ind, blev inviteret med til de fleste »rigtige« fester med »de rigtige« mennesker. Ikke fordi, hun var noget specielt, hun havde altid opfattet sig selv som en af dem »midt imellem.« Ikke »high end«, ikke »button down«. Havde altid kendt mange der, hvor hun havde gået i skole. Det gjorde man, når man var engageret i studenterråd, festudvalg og skoleblad.
Opvokset i et akademisk hjem, hvor begge forældre var læger, lå det lige for at begynde på et universitetsstudium, måske litteraturvidenskab. Men først skulle hun have et års sabbat. Den sommer, hun blev student, havde hun ingen idé om, at hun to år efter ville søge ind på Statens Teaterskole og blive optaget i andet forsøg.

Hungry Heart

For meget mudder, for mange mennesker og ikke mindst mega-klamme toiletter. Mens alle andre tog til Roskilde Festival, blev hun hjemme i København. Hun kunne bare ikke bo så tæt med andre. Alene tanken om at mase sig gennem en menneskemængde til en koncert, det var jo også derfor, hun aldrig rigtig havde dyrket at gå til live-koncerter, selv om alle, hun kendte,  sagde, at det var fantastiske oplevelser, hun gik glip af. Om hun vidste det?
Hun var fyldt 30 år, før hun første gang satte sin fødder på Dyrskuepladsen. Men ville under ingen omstændigheder overnatte og valgte derfor, hvad hun kaldte for »den voksne version«. En lånt lejlighed inde i Roskilde centrum. Og en cykel til at pendle mellem festivalen og lejligheden. Sammen med tre venner, hvoraf kun den ene havde været »på Roskilde« før, købte hun en billet, bare for at prøve det.
»Got a wife and kids in Baltimore, Jack. I went out for a ride and I never went back...«
Det var året med Bruce Springsteen på Orange Scene i 2012. Og hun sang med. Og hun nød det. Og hun dansede. Havde ikke drømt om, at det kunne være så fantastisk at stå der en mild sommeraften med tusindvis af mennesker omkring sig, alle glade og sindssygt positive. Det føltes overvældende at have så stor en kollektiv oplevelse sammen med andre. Anderledes end noget andet, hun havde prøvet før.
»Hey, vi har købt en øl for meget, vil du ikke have den?« Andre gav et praj om at »der er rene toiletter, hvis du lige går til venstre for...«
Hvad hun oplevede, var »The Orange feeling«, som hun havde hørt andre fortælle om. Hun måtte give dem ret. Roskilde kunne noget. Bruce kunne noget.
»Got a wife and kids in Baltimore, Jack...«
Hun husker, at hun den aften udtalte:
»Jeg har aldrig været lykkeligere i mit liv!«
Året efter kom hun igen. Og året efter, men denne gang måtte hun pendle mellem København og Roskilde, hun var midt i optagelserne til »Vinyl«, havde fået fri i sidste øjeblik og derfor ikke nået at planlægge.

Life on Mars

Hun fik beskeden om David Bowies død, mens hun opholdt sig kun få gader fra hans lejlighed i SoHo i New York. Det var tidligt om morgenen, og hun var landet i New York kun få timer før for at deltage i gallapremieren på HBO-serien »Vinyl«.
Sidste forår havde hun været i Paris og set udstillingen »David Bowie is ...« med hans scenetøj og genstande fra et langt liv i musikken og kunstens verden. Her gik det op for hende, hvor stor og betydningsfuld en kunstner han var.
»It’s a God-awful small affair. To the girl with the mousy hair...«
Sammen med sin kæreste besluttede hun, at hun ville gå ned forbi Bowies opgang og lægge en blomst. Ikke for andet end en følelse af at måtte gøre et eller andet. At hun ikke bare kunne sidde her lige i nærheden af hans lejlighed uden at foretage sig noget.
Hun huskede stemningen og atmosfæren omkring lejligheden som andægtig.
På det tidspunkt var der endnu kun få blomster. Mens hun stod ved opgangen, hørte hun en kvinde komme råbende højt og desperat:
»Leave him alone, he wasn’t your friend, he was my friend. Leave him alone...«
Det hele virkede surrealistisk. Hvis hun skulle vælge et soundtrack til en film, hun skulle spille med i, måtte det være et stykke musik af David Bowie.

Brown Sugar

For et par år siden var hun til en privat fest. Ude på dansegulvet hørte hun pludselig noget musik, hun aldrig havde hørt før. Det var så fedt, at hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv udover at blive ved med at danse.
Wauw!
Hvad var det for noget? Hvem sang? Hvem spillede så svedigt? Hun spurgte ham, hun dansede med. Vidste godt, hun var på vej ud i et pinligt spørgsmål.
På hans reaktion, kunne hun se, at hun desværre havde ret.
»Gold Coast slave ship bound for cotton fields. Sold in the market down in New Orleans....«
Dansepartneren spilede øjnene op.
»Er du vanvittig, det er sgu da »Stones«. Brown Sugar. Kender du ikke Brown Sugar?«
Det var et nummer fra 1971. Fra et årti, hvor musikken var så utrolig, at man måtte gøre noget. Skrige højt, knalde med nogen, få fat i nogle drugs. Hun læste om 70ernes rock’n roll, da hun fik rollen som Andy Warhols muse i »Vinyl«. Og tænkte, at det var et årti, hvor musikken mistede sin uskyld og det romantisk pussenussede for alvor var out.
Beatles kunne noget, Elvis var
fræk med sine hofter. Men det var intet imod Velvet Underground, der sang om heroin. Eller Rolling Stones med deres Brown Sugar. Ønskede hun, at hun selv havde været en del af den tid? Det ville være fristende, men mon ikke, at de personlige omkostninger og bagsiden af festen alligevel ville have været for meget at skulle betale?

I got the feelin’

Når hun engang bliver gammel...
Eller måske behøver hun ikke blive SÅ gammel, før hun en dag sidder i et kæmpestort køkken-alrum med en dør ud til en have. Havedøren står lidt på klem, det lufter, og hun kan mærke en let brise udenfor, der får gardinerne til at blafre en smule. Der er mennesker omkring hende i forskellige størrelser, store og små, voksne og børn. Men alt virker roligt, Hun er selv rolig. Foran sig har hun et glas tempereret rødvin, og  ovre på komfuret simrer noget mad i en stor gryde.
I baggrunden synger James Brown:
»Baby, baby, I got the feelin.
You dont know, what you do to me. Peoples hearts heavy down in
misery....«

Vinyl serien er om 70ernes »sex, drugs and rock’n’roll« miljø og er instrueret af Martin Scorsese. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.