Bille August: Jeg tilgav aldrig min far

Filminstruktøren, der snart er biografaktuel med »Maries valg«, har kæmpet for ikke at ligne sin far.

Foto: Malte Kristiansen

Bille August taler i telefon. På engelsk. Det er noget med et møde i morgen i London.

Den 63-årige danske verdensinstruktør er i øjeblikket ved at klippe sin kommende film »Nattog til Lissabon«, baseret på en international bestseller og med blandt andre Jeremy Irons, Lena Olin og Charlotte Rampling på rollelisten. Og næste måned er der premiere på hans første danske produktion i 25 år, »Maries valg«, der handler om skagensmalernes Marie Krøyer.

Ventetiden giver god lejlighed til at betragte ham. Han er klædt akkurat, som man forventer, at Bille August er klædt: Lyse lærredsbukser. Mørkeblå habitjakke. Hvid skjorte med de øverste knapper åbne. Grå ruskindssko, dyrt ur, halvlangt hår med grå sideskilning.

Så lægger han på. Et venligt, lidt melankolsk blik kigger frem bag de diskrete brilleglas. Overraskende nok har den ellers så pressevante instruktør lagt to stykker papir med sirlig håndskrift – helt små bogstaver – foran sig.

- Jeg vil gerne være sikker på, at jeg får sagt det, jeg gerne vil, siger han. Med sin velmodulerede, rolige stemme begynder han så at fortælle. Om den barndom i Lyngby, der ikke var for svagbørn.

- Min far var det, der hedder eksperimentalpsykolog. Det havde meget med hypnose at gøre. Min mor døde, da jeg var syv år, så han opdrog min søster og mig. Hans kendskab til, hvordan børn fungerede, var ikke særligt imponerende, så det var en ret barsk barndom, jeg havde. Jeg følte ikke, at han så, hvilket barn, jeg i virkeligheden var. De ting, som optog mig, og den vej, som jeg senere kunne gå i livet, så han ikke. Han havde ret faste ideer om, at jeg skulle være noget bestemt.

Drengen Bille var glad for at gå i skole, men allerede som 15-årig blev han taget ud:

- Jeg blev sat i håndværkerlære som bygningsmaler – noget, som på det tidspunkt i mine øjne var et ret brutalt og råt miljø. De fleste svende var mere eller mindre alkoholiserede. Parallelt med det begyndte jeg at interessere mig for kunst, film og fotografi i særdeleshed og begyndte at tage en masse billeder. Jeg boede stadig hjemme og lod, som om jeg tog på arbejde om morgenen, men i stedet var jeg ude og fotografere. På vej hjem tog jeg så mit malertøj på igen og stænkede malerpletter i ansigtet. Jeg skulkede fra min læreplads i en sådan grad, at det blev meget dramatisk. Min far og hans kone blev selvfølgelig involveret i det. Jeg fik tilbuddet om at fortsætte, men skulle så være der yderligere et år – fem i alt. Bare tanken om at komme tilbage til det arbejde gjorde, at jeg sagde, at jeg ikke ville fortsætte, og jeg fortalte min far, at jeg gerne ville optages på en fotoskole i Stockholm, som jeg selv havde fundet frem til. Han sagde, at han altid havde sat penge til side til min uddannelse, men nu, hvor jeg havde valgt noget andet, kunne jeg glemme alt om dem.

- Hvad skyldtes den modvilje? Han var jo ikke selv håndværker?

- Han havde ambitioner om, at jeg skulle være arkitekt, og på det tidspunkt var det en fordel, at man havde en håndværkeruddannelse inden. Det var også krænket stolthed. Han kunne slet ikke se en fremtid for mig inden for film og fotografi. Jeg tog til Stockholm uden hans støtte og kom til optagelsesprøve på fotoskolen – hvor jeg så selvfølgelig ikke kom ind. Jeg ringede til min far og løj om, at jeg var kommet ind. Dagen efter gik jeg op til rektor, Christer Sjöholm, og sagde, at det var livsvigtigt og en desperat situation for mig. Det var det, jeg ville i mit liv. Kunne jeg ikke komme ind alligevel? Han lod mig så komme ind på en del af uddannelsen, men han sagde: »Jeg holder øje med dig.«

- Hvordan mobiliserede du det mod?

- I og med at min mor døde, da jeg var syv år, og min far var ret streng – og at jeg ikke havde nogen særlig form for kontakt med ham – flygtede jeg som barn ind i en fantasiverden, som blev min overlevelse. Jeg digtede mange historier og havde usynlige venner. Jeg kunne godt lide at være alene og var rustet til ensomheden. Jeg havde min egen verden med mig, og der var tryk på kulturlivet i Stockholm på den tid, så jeg følte, at jeg udviklede mig, og at det var i det univers, jeg hørte hjemme. Jeg sugede al den næring til mig, som jeg kunne. Jeg har haft en vilje, en styrke og en overlevelseskraft, som har gjort, at jeg har kunnet gennemføre det. Den har også været til gavn for mig senere i livet i filmbranchen, som kræver meget viljestyrke til at gennemføre de ting, man gerne vil. Rektor blev en mentor for mig. Det betød meget at blive set af et voksent, modent menneske. Det var skelsættende for mig. Jeg er Christer dybt taknemmelig.

I 1978 debuterede Bille August som filminstruktør og manuskriptforfatter med filmen »HonningMåne« efter en årrække som filmfotograf. En af de værdier, han havde med sig fra skolen i Stockholm, var, at man skal have en mening med det, man laver.

- Jeg beskæftiger mig med et medie, som har stor gennemslagskraft. Derfor synes jeg også, det er min pligt at lave noget, der ligger mig på sinde, og som jeg moralsk og etisk kan stå inde for. Jeg har da også været involveret i projekter, hvor jeg ikke 100 procent har haft hjertet med. Det kan være bestillingsopgaver eller ting, jeg har fået tilbudt, hvor jeg i udgangspunktet følte, at her kunne jeg godt se en god film, men jeg var ikke helt sikker. Den tvivl er endt med at blive en konstant fornemmelse gennem hele projektet uden nogensinde at forlade det. Det påvirker desværre også resultatet. Sådan er det.

- Men det må være vanskeligt at stå i, hvis man mister troen undervejs?

- Ja, for som instruktør er man den, der tegner firmaet, og som har det overordnede kunstneriske ansvar. Jeg skal kunne mobilisere styrkerne og bære entusiasmen oppe. Have det overskud, der skal til – og har man ikke det, samtidig med, at man måske ikke hele tiden kan give svar på de 100.000 spørgsmål, man får stillet, fordi det hele måske ikke giver mening, så er det barsk.

- Fulgte din far med i din karriere og succes? Og hvad var hans reaktion?

- I begyndelsen var han mere skeptisk, men blev efterhånden ret glad for, at det gik godt for mig. Han kunne godt se, at det var det, jeg ville. Men jeg kan ikke sige, at vi nogensinde blev rigtigt forsonet, selv om jeg går meget ind for forsoning. På det tidspunkt var jeg ikke klar til det. Jeg var mere og mere hjemme i Danmark og han foreslog flere gange, at vi skulle tage op i deres sommerhus for at tale sammen. Det ville jeg ikke. Jeg blev da også skræmt over den ligegyldighed, jeg havde over for ham. Det var næsten det værste. Jeg var ikke engang vred længere, jeg var bare ligeglad.
Bille Augusts far døde i 1985.

- Jeg sidder og tænker på den skikkelse, Bent Mejding giver liv i din film »Tro, Håb og Kærlighed«?

- Bent Mejdings figur er nærmest psykopat. Det var min far dog ikke, selv om han kunne have visse tendenser. Hans måde at straffe børn på kunne være sygelig. Men han var jo også et barn af den sorte pædagogik, der var accepteret og som han selv havde oplevet i sin barndom. Jeg tror, han var sådan, fordi han troede, han gjorde os godt. Sådan gjorde man dengang. Bare da jeg gik i skole, var det korporlig straf hele tiden. Det var vildt.

- Har du aldrig fortrudt, at du ikke greb den fremstrakte hånd? »Det havde sikkert været godt for alle parter. Senere hen i livet, da jeg selv fik flere børn, var det vigtigt for mig, at jeg ikke gentog min fars reaktionsmønstre. Dengang syntes jeg, at børn ikke skulle tage for meget plads og respekterede ikke deres integritet. Jeg så dem ikke som mennesker, men syntes bare, at de skulle passe ind, så jeg søgte psykolog. Det var en enorm hjælp for mig. Én ting var nemlig at forstå det intellektuelt, men det handlede også om, at jeg ikke havde følelserne med. Det var en kvindelig psykolog, som var hamrende begavet og dygtig, og som hele tiden borede lige ind til de rigtige ting, de vigtige ting.

- Hvordan bliver man god til at se børn?

- Det kræver selvfølgelig en vis følsomhed og en empati. Og tolerance og forståelse. Og vel også et overskud. Det er også et spørgsmål om at give sig tid. Jeg har desværre ikke altid tid til det på grund af mit arbejde. Men jeg synes, at jeg – i de perioder, hvor jeg ikke arbejder – er god til at give mig selv mulighed for fordybelsen i børnene og se, hvem de er. Hvad de kan, og hvad de vil.

- Har du overhovedet ledige perioder? Jeg synes altid, at man – når man læser om Bille August – kan læse, at nu er han i gang med endnu en ny film?

- Det er jeg jo ikke. Det er i selve produktionen, jeg har travlt. I øjeblikket er jeg kun i klipperummet en time om dagen, for sidder jeg der længere, mister jeg hurtigt overblikket og bliver blind. Den øvrige tid tilbringer jeg med min familie. De eneste to ting, der betyder noget for mig, er film og familie. Resten er ligegyldigt«. Du er blevet far igen i en sen alder. Er du blevet en bedre far med årene?

- Jeg har mere overskud. Og jeg værdsætter det mere. Det gjorde jeg slet ikke med de første børn, jeg fik, siger Bille August, der har syv børn i alle aldre med fem forskellige kvinder.

Allerede som 19-årig blev han far til en datter, som han først senere fik god kontakt til.

- Jeg var temmelig fattig i Stockholm og lejede et værelse i en et nybygget område, hvor der også boede to smukke døtre til hende, der ejede lejligheden. Siden fik jeg et brev fra den svenske stat, hvor der stod, at jeg var far til et barn, for den ene af pigerne var blevet gravid. Jeg vidste stort set ikke, at det var på vej, og var bare et barn selv. Senere i livet har jeg optaget kontakten med min datter. Nu har vi det mest vidunderlige forhold og ses jævnligt, men på det tidspunkt var jeg totalt umoden, prøvede at finde mig selv, og hvad jeg skulle i livet, og jeg var ikke i stand til at tage mig af det her barn. Nu, da jeg har fået børn i en senere alder, har jeg alt det der på plads: Jeg har en stabilitet i mit arbejde, og jeg har også lært at disponere over tiden. Jeg har forstået, hvor vigtigt det er at prioritere familien. Jeg har lavet den aftale med min kone Sara-Marie (skuespilleren Sara-Marie Maltha, red.) om aldrig at være adskilt mere end to uger, siger Bille August og forklarer, at han får skrevet ind i sine kontrakter, at familien skal kunne følge med, når han filmer rundt omkring i verden.

- Har du kunnet bruge den barske, ensomme opvækst, du har haft, når du skaber film, og trække på de følelser, du har gennemlevet? Vende modgangen til en fordel?

- Som Ingmar Bergman har sagt: »Jeg har spændt dæmonerne for stridsvognen.« Jeg har lært at vende det til noget kreativt. Jeg har set det gode, men også det onde i mennesket. Livet går ud på at dyrke det gode gennem forståelse, tolerance og indsigt. Det er en livsopgave. Lytter man nok, er man nok for sine medmennesker hver dag? Men man må også acceptere, at man har en ond side, for at det ikke skal have lov til at udvikle sig. Man ser det onde som noget eksternt. Men det kommer indefra. Kan man se sig selv, forstår man også andre mennesker bedre, siger Bille August og forklarer, at han ikke bare privat, men også i filmstudiet prøver at tage konflikter i opløbet ved at give taletid til de utilfredse og sørge for, at de føler sig set og hørt.

De mange diskussioner om scenerne med f.eks. skuespillere kan være besværlige, men er oftest en berigelse.

- Jeg får hele tiden åbnet nye døre til menneskets sjæl. Døre, som jeg måske aldrig ville have fået øje på på anden måde. At få lov til at beskæftige sig med det dagligt og give det et udtryk, fortælle et publikum om de opdagelser, man gør undervejs, er sindssygt sjovt. Det er forskningsarbejde. Men det er livet i det hele taget. Der er hele tiden nye oplevelser og sider, der viser én, hvor smukt og mangfoldigt mennesket er. For mig er det en leg at lave film. En alvorlig leg, ganske vist, men det er lystbetonet og min store hobby. Hvis jeg ikke lavede film, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med mig selv.