Bertel Haarder og Det Kgl. Teater: Endnu en politisk studehandel

At udskifte bestyrelser med et skuldertræk og indsætte en stadig aktiv politiker - Bertel Haarder - som formand er en grov tilsidesættelse af armslængdeprincippet.

Armslængdeprincipppet fik et solidt skud for boven, da Mette Frederiksen i egen person bad kulturudvalgets formand, Bertel Haarder, om at tiltræde som formand for Det Kongelige Teater, mener Morten Hesseldahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

DR, Det Danske Filminstitut og Det Kongelige Teater har som nogle af de alt for få statslige kulturinstitutioner egne bestyrelser. Det har de for at sikre institutionernes uafhængighed og skærme dem mod et eventuelt pres fra de politikere, der sætter rammer og økonomi, men jo absolut ikke bør blande sig i hverken indhold eller drift.

Den konstruktion er etableret, fordi vi ved, at et system er godt tjent med at være sin egen største kritiker. På samme måde er kritisk virksomhed og kunstnerisk dristighed også i privatfinansierede sammenhænge en absolut nødvendighed for en fortsat sund udvikling af et åbent samfund.

»Det Kongelige Teater har ligesom andre komplekse organisationer brug for kontinuitet, herunder en bestyrelse med erfaring og professionel indsigt i, hvordan man holder en direktion på sporet og i øvrigt sikrer, at driften foregår betryggende.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Det har vi i Danmark en lang tradition for under navnet »armslængdeprincippet«. Det indebærer som bekendt, at der er en klar afstand mellem de bevilligende myndigheder og de institutioner, man har sat i verden til – på fællesskabets vegne – at levere det bedst tænkelige inden for f.eks. kunst og oplysning.

»Det Kongelige Teater har i det hele taget oplevet en ubrudt række af svigt fra politisk side.«


Politiske rævekager

Den ambition fik imidlertid et solidt skud for boven, da Mette Frederiksen i egen person bad kulturudvalgets formand, Bertel Haarder, om at tiltræde som formand for Det Kongelige Teater. Den eksisterende bestyrelse var ganske vist både professionel og funktionsdygtig, men hvad gør det, når der skal bages politiske rævekager?

Det Kongelige Teater har i det hele taget oplevet en ubrudt række af svigt fra politisk side. Ikke alene har det skullet stå model til årelange besparelser, det har tillige været udsat for en arbitrær og fuldstændig udskiftning af bestyrelsen tre gange i træk.

Uffe Elbæk lagde for, da han hældte hele den gamle bestyrelse ud og satte nye folk ind. Da Bertel Haarder så blev kulturminister, gjorde han præcis det samme, for som han dengang forklarede til Information: »Det er min gode ret, og det kræver ikke nogen nærmere forklaring.«

Det kunne han jo nok mene. Vi andre var så i vores gode ret til at mene, at det var syngende uansvarligt og amatøragtigt.

Nu har man så udskiftet bestyrelsen igen, og det er umuligt at se – sammen med udpegningen af Haarder som formand –  som andet end et led i en eller anden politisk studehandel.

Det Kongelige Teater har ligesom andre komplekse organisationer brug for kontinuitet, herunder en bestyrelse med erfaring og professionel indsigt i, hvordan man holder en direktion på sporet og i øvrigt sikrer, at driften foregår betryggende.

Det er ikke enkelt at drive en medieeksponeret organisation med næsten 1000 ansatte og en omsætning, der nærmer sig en milliard, og det står ikke skrevet i stjernerne, at fordi man har beklædt flere ministerposter end nogen anden også har forstand på lige dét.

At udskifte bestyrelser med et skuldertræk og indsætte en stadig aktiv politiker som formand er under alle omstændigheder en grov tilsidesættelse af armslængdeprincippet og et klart svigt af den fine forvaltningsmæssige tradition, vi har haft i dette land.