Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den britiske premierminister Boris Johnson kæmper for sit politiske liv, men nu er det ikke kun partifæller og oppositionen, som bider ham i haserne.
Han har også fået en af Storbritanniens mest anerkendte kunstnere på nakken.
Tracey Emin, som slog igennem i 90erne og i dag er en internationalt anerkendt kunstner, forærede i 2011 neonværket »More Passion« til den britiske regerings kunstsamling. Hun kendte den daværende britiske premierminister David Cameron og var angiveligt en varm tilhænger af den konservative regering.
Billedet hænger i premierministerboligen i Downing Street 10, men nu vil Tracey Emin have billedet fjernet.
Årsagen er den skandale, som i øjeblikket martrer Boris Johnson. Midt under coronanedlukningen, hvor briterne levede under stramme restriktioner, blev der i Downing Street angiveligt afholdt et party med medbragt spiritus, i medierne omtalt som et »Booze Party«. Johnson deltog selv, det er der fotos, som viser. Han har forklaret, at han anså arrangementet for at være arbejdsrelateret, men har flere gange i debatten ændret på sin forklaring.
»Jeg synes, at 'More Passion' er det sidste, som den nuværende regering har brug for. Den nuværende situation er skamfuld,« skriver Tracey Emin på Instagram.
»Det (kunstværket, red.) var en gave fra mig til regeringens kunstsamling. Jeg er nu i gang med kræve, at kunstværket bliver fjernet fra Downing Street 10,« skriver hun.
Det var David Cameron, som inviterede Tracey Emin til at skabe et kunstværk til regeringens kunstsamling, og da det var færdigt, kom det til at hænge udenfor et mødelokale på første sal i premierministerboligen, som ofte bruges til gæster.
»Jeg gav kunstværket som en gave. Jeg beder ikke om at få det tilbage. Kunstværket tilhører regeringen og ikke dem, som måtte være ved magten lige nu. Det kunne hænge på den britiske ambassade i Cairo og komme tilbage i depot. Der er mange steder, det kunne placeres, men lige nu er det ikke en god idé, at det hænger i Downing Street 10,« siger Emin ifølge The Guardian.
Regeringens kunstsamling rummer 14.000 værker, som er placeret både hjemme i Storbritannien og på britiske ambassader rund omkring i verden.
Voldtaget som 13-årig
Tracey Emin er kendt for sine selvbiografiske værker, hvoraf flere relaterer sig til en voldtægt, hun var udsat for som 13-årig.
Da hun startede som ung kunstner i 1980erne, blev hun betragtet som et enfant terrible, men i dag er hun medlem af det kongelige kunstakademi, repræsenteret på store museer og hendes værker sælges på internationale kunstauktioner for millioner. Hun arbejder både med installationer, neon, skulptur, maleri og foto.
Hun betragtes som en feministisk kunstner og har været udpeget som en af Storbritanniens mest indflydelsesrige kvinder. Hun har også arbejdet med velgørenhed for børn.
Tracey Emin har været en hård kritiker af det britiske skattesystem og er citeret for at have sagt, at »jeg er simpelthen ikke villig til at betale 50 procent i skat«. Hun har offentligt erklæret, at hun stemmer på de konservative, og at hun er royalist.