Benny Andersen: »Døden er livgivende«

Digteren og forfatteren Benny Andersen er lige fyldt 84 og kan med sine egne ord »kalde sig en lykkelig mand uden at rødme.« Døden er en god opfindelse, synes han, men den må gerne vente ti år endnu.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

VI TO

Vi to passer sammen som årer og båd

vi to hænger sammen som nål og tråd

supplerer hinanden som dyne og dun

og mødes med fryd i vor rede så lun

»Det er et digt, der hedder »Vi To«, som jeg skrev i går,« siger Benny Andersen, der lige har læst digtet højt.

»Jeg har planer om at udgive en samling kærlighedsdigte næste år og er allerede godt i gang. Nogle gange, når jeg slapper af, så kommer jeg lige til at skrive et digt eller to.« Benny Andersen griner. Det gør han ofte, når han afslutter sine talestrømme, der for det meste består af anekdoter, som han fortæller med en undertone af munterhed.

Andre gange bliver almindelige ord for små for Benny Andersen. Så hiver han i stedet en af sine digtsamlinger frem for at besvare et spørgsmål med lyrik.

Benny Andersen har for nylig været i Kina, fordi en bog med 100 af hans digte lige er udkommet på kinesisk. Nu sidder han i en lænestol i sit hjem i Sorgenfri og sipper til en drink, mens hans kone Elisabeth Ehmer serverer lune croissanter. Hun læner sig ind til Benny Andersen.

»Er der andet, du vil have, Benny?«

Han kysser hende på kinden. »Ikke så længe, der er fremmede til stede!« replicerer han og bryder ud i endnu et grin.

Den kreative far

Benny Andersen voksede op i et arbejderhjem. Moderen arbejdede først som rengøringsdame, siden på en chokoladefabrik og til sidst som sygemedhjælper på et hospital. Faderen var murerarbejdsmand og reservepostbud og i perioder arbejdsløs.

Benny Andersen tror, at hans egne kreative og musikalske evner kommer fra faderen. Ofte spillede faderen banjo, mens den unge Benny Andersen prøvede at akkompagnere på klaver. Når Benny Andersen og hans søskende sad på bagsædet af bilen, og faderen kørte forbi Hedehusene, kunne han finde på at sige: »Ved I, hvorfor de hedder Hedehusene? Noget skulle de jo hedde, husene!«

Andre gange spurgte faderen sine børn: »Er I godt klar over, at en kat kan skyde?? Den kan både skyde ryg og genvej!«

Og så lærte han sine børn at tale »røversprog«, som går ud på, at man laver ord om ved at tilføje o’er og gentage konsonanter. »Så på røversprog hedder jeg Bobenonnony Anondoderorsosenon,« siger Benny Andersen og tegner bogstaverne i luften med en pegefinger. »Når mine søskende og jeg ville tale om noget, der ikke ragede andre, så talte vi røversprog sammen. Men det forudsætter jo, at man kan stave, så vi var de bedste til at stave i skolen.«

Det er den humor og den sproglige leg, som den 84-årige Benny Andersen, der både kan kalde sig forfatter, komponist, lyriker, pianist og digter, har taget med videre i sit arbejde. For eksempel i digtene, som ofte rimer og leger med sproget. Og som tit handler om kærlighed – ligesom den digtsamling, han arbejder på lige nu.

Hvorfor skriver du så meget om kærlighed?

»Ja...« siger han stille. »Jeg kan jo ikke lade være, når jeg bliver forelsket. Jeg har lavet mange til Elisabeth, men også til min afdøde kone Cynthia Rosalina. Og så min første kone Signe. Når jeg bliver forelsket, så begynder jeg at digte... Det er en god gammel ridderskik!« siger han og griner. »Og det, jeg gør med...« siger han og peger på kærlighedsdigtet »Vi To«, som står trykt på et stykke papir, der ligger på bordet.

»Det udtrykker meget godt, hvordan Elisabeth og jeg supplerer hinanden. Vi inspirerer hinanden. Der er nogle ting, som hun er ekspert i, mere end jeg er. Økonomi og jura – det er ikke så meget mig. Og når vi er ude at køre, så er det hende, der er bilist. Jeg er bilejer, men hun kører af hensyn til trafiksikkerheden,« siger han med et selvironisk grin. »Men så kigger jeg altid på naturen omkring mig og himlen og de forskellige skyformationer. Det er noget, Elisabeth aldrig har tænkt over, når hun kørte. Så der har jeg åbnet hendes øjne for skyformationerne.« Han kigger op i loftet, løfter armene og bevæger fingrene op og ned: »... og musvågerne... Vi bliver mere hele af at kende hinanden, og vi føler stadig, at vi inspirerer hinanden. Det er ikke noget med, at nu skal vi sætte os ned og nyde vores otium. Sådan bliver det aldrig med os. Vi bliver ved med at udvikle os.«

Hvorfor er det sådan, at I bliver ved med at udvikle jer?

»Dels bliver man ældre, dels sker der ting i ens liv. Der er oven i købet her for ikke så længe siden igen, nogle af vores yngre venner og bekendte, der dør. Sådan nogle ting er jo med til at sætte ens liv i relief. Der går jo næsten ikke en dag, uden at den ene eller den anden, man kender godt, dør. Også folk i mit andet hjemland, Barbados. Der er en fyr, som er meget yngre end mig, og som jeg kendte godt, der døde – det var nærmest stress, han døde af.«

Hvordan påvirker det din indstilling til livet og din måde at leve på?

»Det gør jo, at man sætter mere pris på det, man har,« siger Benny Andersen. Sådan har han haft det, siden han oplevede det, han betragter som en »nærdødsoplevelse«, fortæller han. 

Døden nær

Det var i slutningen af 1950erne oppe i Norge, hvor han stod på ski. »Jeg er ikke nogen god skiløber, så det var noget med at gå hen over stepperne, og så var der engang, hvor der åbenbart havde været tilløb til tø. I hvert fald var der is på løjperne, og ovenpå lå der et tyndt lag sne,« siger han og bevæger hænderne for at vise, hvordan det så ud.

»Og jeg kommer så drønende på sådan en løjpe og tror, at det er sne. Og jeg kan ikke bremse. Så jeg stiler lige mod en kæmpestor sten. Og lige da jeg suser ind i den, tænker jeg: »Nu dør du«. Men det viste sig, at den der sten var sådan en flad sten, og at resten bare var sne. Så det var en stor snepude, jeg faldt ind i. Jeg fik lidt skrammer på benene, men ellers skete der ikke noget. Så i det øjeblik tænkte jeg: »resten af dit liv, det er bare bonus.« For jeg troede virkelig, at jeg skulle dø. Så resten... det er bare bonus!«

Han griner højt og siger: »Fordi jeg har overlevet det, føler jeg, at livet – det er virkelig sådan noget oveni hatten, som jeg kun kan være lykkelig for. Det er den tanke, som også medførte, at jeg mødte først Rosalina og senere Elisabeth."

Når du oplever at miste, er det så nemt for dig at have den der positive indstilling til livet, eller er det svært? Hvordan gør du det?

»Ja... den er svær.« Han kigger ud ad vinduet og tager sig til kinden. »Det er jo... Det er nok, fordi jeg har et forholdsvis afbalanceret forhold til døden. Jeg tror nok, at jeg engang har skrevet et eller andet om, at døden i virkeligheden er livgivende,« siger han og begynder at fortælle en gammel myte:

»Inden døden blev opfundet, da alle levede uendeligt længe, røvkedede de sig i årtusind efter årtusind. Der skete jo ikke noget nyt. Men så var der en eller anden, der opfandt døden, jeg kan ikke huske hvem, og så kom der gang i den! Man vidste, at der var en ende på det, og så kunne man ikke bare sidde der og kede sig i årtusinder. Så måtte man skabe noget eller elske nogen,« siger han.

»Og det er det, jeg føler. At døden er livgivende. For... ja, hvordan skal jeg forklare det... hvad enten man tror på et liv efter døden eller ej, så er det altså nu, det foregår,« siger Benny Andersen, der selv er agnostiker og hverken vil afvise eller garantere, at der findes et liv efter døden.

Alene i himlen

Benny Andersen kommer pludselig i tanke om noget og begynder at fortælle endnu en historie.

»Det minder mig om en rørende historie om min daværende svigermor Rita, Cynthias mor, som boede på Barbados. Hun var katolik, men hendes mand Cyprian var ateist. Da Rita på et tidspunkt havde fået amputeret det ene ben og vidste, at det snart var slut med hende, så ville hun selvfølgelig komme i himlen, i kraft af, at hun var troende katolik. Men Cyprian, han var ateist, og han ville komme et meget varmere sted sandsynligvis,« siger Benny Andersen og bider sig i læben.

»Det var hun så ulykkelig over. Og han havde altid gjort grin med, at hun troede på et liv efter døden. »Jaja, den er god med jer.« Men på et tidspunkt, inden Rita døde, så sagde hun: »Cyprian, hvad skal jeg gøre i himlen helt alene?«

Benny Andersen laver stemmen om til en grådkvalt kvindestemme og får selv våde øjne af at fortælle. »Jeg havde glædet mig sådan til, at vi skulle derop sammen.« Og så lod Cyprian sig døbe som katolik og nåede at fortælle hende det, inden hun døde,« siger Benny Andersen og griner, mens han tørrer øjnene. »Det er sgu da en rørende historie.«

En munter mand

Benny Andersen rejser sig op. »Av, mit ben sover,« siger han.

»Det har jeg skrevet noget om engang: »Det ene ben sover, men det andet ben vil gå...« Han griner og går fløjtende ud i køkkenet for at skænke sig selv endnu et glas. Benny Andersen er en munter mand, som har haft sine mørke øjeblikke. »Sorte huller«, som han kalder dem, hvor han ikke kunne finde mening, hvor han forbandede døden – eller selv ønskede at opsøge den.

Da hans første ægteskab med Signe Plesner gik i stykker, overvejede han netop det sidste.

»Jeg var på randen af selvmord,« siger Benny Andersen. »Men jeg begyndte at læse Søren Kirkegaard, og om valget. Jeg har også skrevet om »da Søren Kierkegaard reddede mit liv«. For han skrev, at man først bliver sig selv, når man træffer et valg. Og man ved ikke, om man har truffet det rigtige eller det forkerte valg, før man har truffet det. Og hvis det viser sig at være forkert, kan man ændre det. Og så tænkte jeg: »Men hvis nu jeg vælger selvmord, og det viser sig, at det ikke var det rigtige valg, så har jeg ikke mulighed for at gøre det om.« Så måtte jeg hellere vælge selvmordet fra.«

Han mødte efterfølgende Cynthia Rosalina, som blev hans hustru gennem 20 år.

Mens de var gift, skrev han et digt om døden. »Kom bare,« skrev han til døden i digtet, når det kom til ham selv. Men når det kom til Cynthia Rosalina, var det en anden sag: »Men når jeg tænker på min elskede tænker jeg: Aldrig i livet (...) Dén går ikke du gamle (...)Hallelunej (...)gigt og andre skavanker skal vi nok selv ta os af men hold nallerne fra hende Forstået? Hvis du prøver på noget i den retning blir det over mit lig!«

Igen har Benny Andersen læst et digt højt for at udtrykke en tanke.

Men med almindeligt talesprog supplerer han: »Jeg vidste jo, hvor det bar hen, og så, da Rosalina døde, blev jeg nærmest sådan lammet. Jeg kunne ikke foretage mig noget. Alligevel var det hende, der på en sær vis hjalp mig videre. På et tidspunkt, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre, spurgte jeg mig selv: Hvad ville hun råde mig til? For som jeg skrev i et digt engang, så kendte hun mig bedre end mig selv.

Og så vidste jeg nøjagtig, hvad hun ville have sagt: »Du skal ikke sidde og have ondt af dig selv. Ud på landevejen, ud og spille med Povl og andre. Kom i gang!« Og så var det, jeg tog mig sammen og fik fat i Povl Dissing.

Jeg kom i gang med at spille, og det var Cynthia, der viste mig vej. Jeg betragter hende som en slags skytsengel.

Jeg var nogle dage i Aarhus for at spille og så på hjemvejen mødte jeg Elisabeth. Det er ikke normalt, at man snakker om sine afdøde ægtefæller som det første, men det gjorde vi. Jeg havde lige mistet, og hun havde lige mistet sin mand,« siger han.

En lykkelig mand

Nu har de været gift i ti år. »Og det har jeg heldigvis ikke fortrudt,« siger Benny Andersen, som er taknemmelig for sit liv. »Jeg kan uden at rødme kalde mig en lykkelig mand.

Og så er det jo desværre også aktuelt i disse dage med katastrofen i Filippinerne at prise sig yderligere lykkelig over, at vi bor et sted uden store oversvømmelser. Elisabeth og jeg snakker hver dag om, hvor privilegerede vi er. At vi bor i det her hus, hvor der ikke er noget, der kan blive oversvømmet, og haven er brolagt. Vi ligger så forholdsvis højt her, så der skal sgu meget til. Det er ikke noget, vi tager for givet. Vi skønner virkelig på det hver dag. Vi har dejlige naboer og genboer. Nu er der flyttet nye ind overfor, og de har revet et plankeværk ned, så nu kan vi se ind i deres dejlige have. Der sker daglige ting, som forskønner vores tilværelse,« siger han.

»Det er også en inspirationskilde til meget af det, jeg skriver. Jeg skriver jo ikke for at gøre folk kede af det, men måske nærmere for at forhøje deres livskvalitet og deres livsappetit.«

Alderdommen medfører nu nogle bekymringer, men det er ikke døden eller ensomheden, han frygter.

»Det, man kunne frygte, er at blive debil eller senil. At man ikke selv kan huske noget længere. Jeg har enkelte familiemedlemmer, som ikke ved, hvem de selv er, og som har klare øjeblikke indimellem. Det må være en ubehagelig tilstand. Men ellers bliver vi meget gamle i min familie. Mine forældre kom op i 80’erne – nå ja, det er jeg jo også selv for resten,« siger han.

»Og min oldemor blev 96. Det ville passe mig udmærket – i hvert fald har jeg lovet Elisabeth at gøre mit til at blive lige så gammel som min oldemor. Og så tager vi den derfra.«