Benn Q. Holm: »Det hele var en ondsindet konspiration udtænkt af Bill Gates og en kreds af rige finansjøder og pædofile! Jo, verden var alvorligt syg«

2020: Berlingske har bedt en række kulturpersonligheder og meningsdannere om at gøre status over et sjældent besynderligt år – og samtidig se ind i fremtiden. Dette indlæg er skrevet af forfatter Benn Q. Holm, der lukker døren og drømmer sig tilbage 1970ernes Vestberlin.

»I dette limbo kunne man vel enten bide tænderne sammen, passe sin dont, sig selv og sin lille flok – eller hårdnakket påstå, at det hele var en ondsindet konspiration udtænkt af Bill Gates og en eller anden kreds af rige finansjøder og pædofile! Jo, verden var virkelig alvorligt syg,« konstaterer forfatter Benn Q. Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Et bestemt spørgsmål har altid optaget mig: Hvordan var hverdagen under den nazistiske besættelse af Danmark 1940-45? Med udgangsforbud og mørklægningsgardiner, med censur og frygt for vilkårlig terror, alt imens man nervøst fulgte krigsudviklingen, og kun drømte om en eneste ting: At slippe af med den forbandede besættelsesmagt, og igen kunne tale, tænke og mødes frit.

Jeg er desværre blevet en smule klogere på især det første i løbet af 2020, (for (selv) censur og vilkårlig terror har vi måtte leve med siden 11/9-2001), efter at vi fra den ene dag til den anden i marts 2020 blev kastet ud i en besættelseslignende undtagelsestilstand. Fjenden var nu ikke en millionstærk, tungt udrustet nazihær, men en usynlig virus.

Benn Q. Holm

»Noget af det værste: De mange beretninger om folk, der døde på isolerede hospitalsstuer uden mulighed for at holde en pårørende i hånden. Knugende læsning.«


Resultatet kender vi alle: død og sygdom, konkurser og restriktioner, forsamlingsforbud og nedlukninger. Den rene elendighed, med andre ord. Og sådan er det stadig, på niende måned. Prøv at cykle en tur gennem en hvilken som helst større dansk by en fredag eller lørdag aften efter kl. 22: Alting er dødt. Restauranter, cafeer og biografer lukkede. Ingen taxaer. Ingen mennesker. Kun spøgelsestomme gader. Det er, som om ét stort kollektivt (og mentalt) mørklægningsgardin har sænket sig massivt over by og land.

Men så synger vi sammen hver for sig foran fjernsynet (ja, jeg gør ikke, men …), vor tids Alsang, står op til en ny dag, fumler med de der åndssvage mundbind, og sådan går livet trods alt videre. Det skal det jo! Og måske lysner det i horisonten. Vaccinerne. Men vi kan ikke vide det med sikkerhed. Indtil videre må vi leve med uvisheden. Vi er lige nu på en lang rejse, ingen kender udfaldet af.

FCKs Viktor Fischer i Europa League-kamp mellem FCK-FC Zenit i Telia Parken i 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Sort og bizart

År 2020 var sort og til tider bizart, et skræmmende kig ind i en dystopisk fremtid. Men hvis jeg et øjeblik lukker øjnene og ser tilbage på mit eget lille liv i det forløbne år, må jeg bekende, at det på godt og ondt stort set lignede sig selv. Jo, der var aflyste udlandsrejser og familiefødselsdage, og ikke mindst var der adgang forbudt til det plejehjem, hvor min gamle far bor. Den begravelse af en god bekendt, som vi ikke kunne deltage i og få sagt ret farvel til på grund af coronarestriktionerne. Noget af det værste: De mange beretninger om folk, der døde på isolerede hospitalsstuer uden mulighed for at holde en pårørende i hånden. Knugende læsning.

Selv sad jeg bare hjemme og arbejdede, som jeg har gjort i snart femogtyve år. Den største ændring var i første omgang, at jeg pludselig ikke kunne spadsere hen i Parken og se FCK spille. Selvom både fruen og den yngste datter på 13 år i længere perioder også arbejdede hjemme, kunne jeg gudskelov lukke døren ind til mit lille kontor, skrue op for Spotify-playlisten og tiden tilbage til 1970ernes Vestberlin. Det passede mig egentlig fint.

Benn Q. Holm

»Ak, hvor kan fortiden føles forløjet smuk, eller hvor kan nutiden føles mudret og absurd, så man et øjeblik helt fortrænger, at Den Kolde Krig ikke bare var et sørgmuntert kapitel i verdenshistorien.«


Flødeskumsfronten

Jeg var begyndt på romanen, før nogen havde hørt om Wuhan og kunne placere den på et verdenskort. Da pandemien brød ud og indhyllede verden i en uvirkelig strøm af breaking news-dødstal, blev selv vores velforsynede supermarkeder til små slagmarker. Danmark nåede vist aldrig at løbe tør for toiletpapir, omvendt var sundhedsvæsenet uhyggelig tæt på at blive løbet over ende. Ja, coronaen rasede, men vi oplevede aldrig hverken italienske eller amerikanske tilstande.

Endnu engang udgjorde vi en slags flødeskumsfront. Men det ændrede ikke ved den latente angst, og at virksomhederne fyrede i hobetal. Af alle fjender kan den usynlige være den værste.

»Danmark nåede vist aldrig at løbe tør for toiletpapir, omvendt var sundhedsvæsenet uhyggelig tæt på at blive løbet over ende. Ja, coronaen rasede, men vi oplevede aldrig hverken italienske eller amerikanske tilstande. Endnu engang udgjorde vi en slags Flødeskumsfront.« Foto: Tyske fly over København 9. april 1940. Besættelsen af Danmark er i gang og slutter først 5 maj 1945. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

I dette limbo kunne man vel enten bide tænderne sammen, passe sin dont, sig selv og sin lille flok – eller hårdnakket påstå, at det hele var en ondsindet konspiration udtænkt af Bill Gates og en eller anden kreds af rige finansjøder og pædofile! Jo, verden var virkelig alvorligt syg, og det var mig en sand fornøjelse at flygte ind bag Jerntæppet, gå der langs Muren med vagttårnene i det vanvittigt triste og nedslidte Vestberlin; ak, hvor kan fortiden føles forløjet smuk, eller hvor kan nutiden føles mudret og absurd, så man et øjeblik helt fortrænger, at Den Kolde Krig ikke bare var et sørgmuntert kapitel i verdenshistorien.

We can be heroes

Det blev efterår. Jeg så stadig stort set ikke andre end mine allernærmeste og TV-avisen, og for at være helt ærlig var der en anden ting, der næsten bekymrede mig endnu mere end smittetallene, når jeg dukkede op fra endnu en skrivedag i det indemurede Vestberlin, selvfølgelig med Bowies berliner- »Heroes« klingende i ørerne: Valget i USA.

Egentlig burde vi bekymre os langt mere over Kinas ekspansive overvågningsdiktatur (de har lige tværet Hongkong ud) eller situationen i Frankrig, hvor man halshugger skolelærere for at vise Muhammed-tegninger, og hvor 57 procent af unge muslimer sætter sharia over fransk lovgivning (!).

Afstumpet skolegårdsmobber

Jeg ved, at jeg risikerer at ryge ud ad en tangent nu, men hvis 2020 var et coronamareridt, har de fire år med Trump i Det Hvide Hus været et dybt forstemmende freakshow. Tanken om endnu en præsidentperiode med denne afstumpede skolegårdsmobber, særligt i en tid som kalder på fornuft og forsoning, kunne gøre mig decideret fremtidsangst.

»Hvis 2020 var et coronamareridt, har de fire år med Trump i Det Hvide Hus været et dybt forstemmende freakshow,« skriver Benn Q. Holm om USAs nuværende præsident, Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: Al Drago/AFP/Ritzau Scanpix.

USAs magt er smuldrende, Europa må lære at beskytte sig selv (og sine værdier). USA er på mange måder noget rod, men stadig den frie verdens leder. Men vi havde nu i fire år været de måbende vidner til en amerikansk tragedie. En præsident, der blandt meget andet konstant underminerede demokratiske institutioner og angreb den fri presse. Det undrer mig virkelig, at så få har turdet kaldet ham ved hans rette betegnelse: fascist. Måske fordi hans groteske egomani overskyggede alt andet?

Benn Q. Holm

»Indtil videre har jeg tilbragt en uge i isolation i mit soveværelse. Jeg har dunkende hovedpine, fryser og sveder. Covid-19 er pludselig blevet meget konkret.«


Det eneste, jeg bad til, var, at dette freakshow ville stoppe, og det gjorde det, thank God! Men problemet bagved, det samme som også gøder jorden for typer som Orban i Ungarn, forsvinder ikke bare af sig selv. Det ved vi vist alle. Verden har før været lige så splittet, nemlig under Den Kolde Krig. Men da var det groft sagt os mod dem. Vest mod øst. Nu løber splittelsen på kryds og tværs, et mylder af populistisk-paranoide strømninger i kamp mod The Establishment; en masse små jordskælv uden noget egentligt epicenter.

Dybest set var Bidens sejr det eneste lyspunkt i 2020, og selvom vi ikke skal være naive omkring hans politik, skal vi som europæere være glade for ham; om ikke andet fordi han formentlig bliver den sidste amerikanske præsident (nogensinde?) med europæiske rødder og transatlantisk empati.

...

Da jeg skrev ovenstående linjer, var det stadig kun først i december. I mellemtiden er jeg selv og flere familiemedlemmer blevet smittet, heriblandt min 78-årige mor. Der er kommet endnu flere nedlukninger. Jeg formoder, at byen er helt død nu. Indtil videre har jeg tilbragt en uge i isolation i mit soveværelse. Jeg har dunkende hovedpine, fryser og sveder. Covid-19 er pludselig blevet meget konkret.

Og jeg sidder her og skal forsøge at runde artiklen af med en klog og finurlig pointe. Men jeg er dødsens træt, og orker intet. Jeg vil bare have et nyt år snart. Et godt år med fred og sol og masser af kys og latter.