Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Siden 2008 har den lille by Ath i Vallonien i Belgien kunnet prale med at være opført på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
Ath er byen med Ducasse d'Ath, som er et årligt optog med store papmachéfigurer.
Ducasse d'Ath er nu ikke længere på listen, som dog stadig indeholder det mere generelle punkt »optog med kæmper og drager i Belgien og Frankrig«.
Årsagen skal findes i en problematisk fremstilling af en slave i kæder ved Aths parade, kan man læse på UNESCOs hjemmeside. Her står der, at indstillingskomiteen, udover at tilføje 47 nye punkter til listen, enstemmigt har vedtaget at fjerne Ducasse d'Ath fra samme liste.
»Komiteens medlemmer traf denne beslutning på grund af tilstedeværelsen af en lænket sort karakter kaldet »Den Vilde« i Ducasse d'Ath,« skriver UNESCO.
Organisationen kalder karakteren for »en racistisk og diskriminerende gengivelse, der står i modstrid med UNESCOs grundlæggende principper og kravet om gensidig respekt udtrykt i artikel 2 i den immaterielle kulturarvskonvention«.
»Den Vilde« var typisk en hvid mand, hvis hud var malet sort, altså blackfacing. Udover at dette i sig selv kan anses som værende racistisk, har Belgien en belastet kolonial fortid.
Eksperter har vurderet, at flere end ti millioner mennesker blev ofre for kolonistyret i Congo Fristaten i årene fra 1885 til 1908, da landet blev styret direkte af den daværende belgiske konge, Leopold 2.
Borgmester er lettet over beslutning
Beslutningen var ventet. UNESCO har dog tidligere indikeret, at organisationen først skulle træffe en beslutning tidligst næste år, skriver det engelsksprogede belgiske medie Brussels Times.
Ath havde tidligere nedsat en kommission bestående af indbyggere i byen, som skulle vurdere, om »Den Vilde« skulle fjernes fra optoget, eller om man hellere ville forlade UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
Aths borgmester, Bruno Lefebvre siger til Brussels Times, at han er lettet over, at kommissionen nu er kommet byen i forkøbet.
»Vi ønsker ikke, at dette problem skal vende tilbage hvert eneste år ved tidspunktet for Ducasse,« siger borgmesteren til mediet.
Ifølge Brussels Times har UNESCO meddelt, at Ducasse d'Ath hurtigt kan komme tilbage på listen, såfremt »Den Vilde« ikke længere indgår i optoget.
Et optog i den belgiske by Aalst udgik af UNESCOs liste i 2019. Dengang var det dog bystyret selv, der traf beslutningen, og som dermed kom UNESCO i forkøbet, skrev Brussels Times dengang.
Optoget i Aalst indeholdt i 2019 blandt andet en karikatur af en ortodoks jøde omringet af store poser med penge.
Blandt de 47 nye punkter på UNESCOS liste over immateriel kulturarv findes blandt andet traditionel broderi fra De Forenede Arabiske Emirater, algerisk folkesang, tysk moderne dans og spansk klokkespil.
Du kan se hele listen her.