Bedre end sit rygte

Australsk vin er andet og meget mere end de anonyme industrivine, som fylder supermarkederne herhjemme. I landets kølige områder laves nogle af verdens bedste og mest elegante vine, mener restauratør Martin Lemvig, der fortsætter serien om favoritvine.

Martin Lemvig sværger til australsk vin. <br>FOTO: ERIK REFNER Fold sammen
Læs mere

Det er efterhånden en gammelkendt sandhed, at mange unge og uprøvede vindrikkere kaster deres kærlighed på store alkoholpumpede vine fulde af sommer og sol. I Martin Lemvigs tilfælde betød det, at han i sine unge dage stædigt sværgede til saftige rødvinsbamser fra den ny verden.

»Man er jo nødt til at starte et sted, og her kan de oversøiske vine være en gave, fordi de er så nemme at gå til. Men med tiden finder man ud af, at mange af vinene herfra mangler elegance og kompleksitet, og så begynder man at se sig om efter alternativer. Det fantastiske ved australsk vin er, at man ikke behøver at kigge uden for landets grænser for at finde dem. Landet har alt. Fra de tarveligste saftevandsbomber til de mest raffinerede pinoter, man kan tænke sig,« siger Martin Lemvig, som på sjette år driver den århusianske gourmetrestaurant Prins Ferdinand, der formentlig har landets største og bedste udvalg af australsk vin på vinkortet.

Egentlig drømte han om at blive biolog, men efter gymnasiet stødte han tilfældigt ind i et par festglade australiere i London. Dengang anede han ikke, at mødet senere ville få stor betydning for hans liv. Som barn af 1970erne var Lemvig vokset op på frysegrøntsager og kartoffelmos på pose, og hans forestillinger om god smag begrænsede sig til moderens hjemmelavede hakkebøffer med bløde løg og masser af brun sovs. Så da han på et tidspunkt drog til Melbourne for at besøge sine australske venner, ramte det kulinariske klarsyn ham som en flad lussing. I Australien kom han ned til bugnende middagsborde og en befolkning, der havde et næsten sydeuropæisk forhold til måltidet. Hver søndag blev familien samlet til orgielignende frokoster, og ret hurtigt kom vinen ind i billedet.

»Det var utænkeligt at servere mad uden vin, og jeg fik øjnene op for, at vin og mad kunne udrette små mirakler sammen, hvis man knækkede koden og fandt det rigtige match. Det var nærmest en åbenbaring,« fortæller Martin Lemvig.

Tilbage i Danmark havde den unge Lemvig helt mistet lysten til biologistudiet, og i stedet fik han lokket Per Brun (ham med Emmerys) til at tage ham i kokkelære på sin århusianske gourmetrestaurant, Prins Ferdinand. Her fik vininteressen endnu et skub i den rigtige retning, og i 1999 vendte Lemvig tilbage til Australien på forlænget sommerferie denne gang handlede opholdet mest om vin. Den unge kok kørte rundt på må og få i en gammel Mazda med sin vinguide fra James Halliday (australiernes svar på Parker, red.) i handskerummet og besøgte alle de producenter, han kunne nå.

»Dengang kunne man kun købe billige stangvarer fra mastodontproducenterne herhjemme, og danskernes viden om australsk vin begrænsede sig til fem flasker for en hundredkroneseddel. På min tur opdagede jeg ret hurtigt, at landets kølige områder, som f.eks. Victoria og Adelaide, i stor stil producerer vine efter en skabelon, der er meget lig de klassiske områder i Europa. Ikke at de efterligner udtrykket, for det behøver de slet ikke. De laver deres eget unikke produkt, der nok kan sammenlignes med deres europæiske konkurrenter, men som alligevel er vidt forskellig.«

Kærligheden til Australien, ikke mindst vinene og livsstilen, fik i 2000 Martin Lemvig og hans kæreste til at slå sig ned i Melbourne på ubestemt tid. Hun skulle studere på det lokale universitet, han blev kok på en eksklusiv italiensk restaurant.

»Selv om vi udelukkende havde italiensk mad på menuen, var det meste vin på kortet australsk. Det er meget typisk. Australierne er meget loyale over for deres lokale producenter. Det er »Buy Australian, drink Australian« overalt, og for udenforstående kan det sikkert virke irriterende lokalpatriotisk og meget snæversynet. Men sandheden er, at Australien har det hele selv. Fra kraftfulde shirazer af Chateauneuf-de-Papeske dimensioner over elegante chardonnayer til karakterfyldte pinoter, der kvalitetsmæssigt ikke står tilbage for deres burgundiske kollegaer,« fortæller Lemvig.

»Det fantastiske ved Australien er, at landet er så ufatteligt stort, at det byder på en lang række forskellige klimazoner og jordbundsforhold. Tag et sted som Victoria, der er en af de allermindste stater og alligevel 18 gange større end Danmark. Det siger næsten sig selv, at det er meningsløst at kategorisere australsk vin under ét.«

På et tidspunkt befandt Martin Lemvig sig så godt i Australien, at han og kæresten alvorligt begyndte at lege med tanken om at slå sig permanent ned i landet, men i 2001 sluttede eventyret brat. Sammen med to tidligere kolleger blev Lemvig tilbudt at overtage Prins Ferdinand af Per Brun, og den mulighed kunne han ikke sige nej til. Som en ekstra bonus stod han pludselig med en unik mulighed for at udbrede budskabet om, at australsk vin var andet og meget mere end banale marmeladebamser. At niveauet kunne måle sig med de allerbedste producenter i Europa, og tilbage i Århus begyndte han seriøst at importere australsk vin.

»Jeg havde en stærk følelse af, at når folk først fik vinen i glasset og smagte på indholdet, så skulle de nok overgive sig. Og gik det helt galt, måtte jeg jo bare drikke lortet selv,« siger Lemvig om sin satsning.

En af de producenter, som havde gjort størst indtryk på den unge dansker, var Gary Farr, der i 1999 fik topkarakterer for sin chardonnay, shiraz og sin pinot noir.

»Det er meget usædvanligt. Normalt kan man kun trylle med en af druerne, og så laver man mellemklassevarer på de andre, men her var en mand, som kunne det hele. Hans vine er meget atypisk australske, og han søger slet ikke det her oversøiske bamseudtryk, som mange forbrugere elsker. Omvendt er han heller ikke nogen kopimaskine. Han ser på de omgivelser, han befinder sig i, og laver så en vin, der passer ind. Australien er et forholdsvis ungt vinland. Her er ingen middelalderlige broderskaber, ingen fastlåste Cru-systemer eller støvede bestemmelser for, hvilke druesorter man må dyrke hvor, og det giver en stor frihed. De australske vinbønder er ikke bange for at eksperimentere med deres vin, og derfor flytter kvaliteten sig også konstant i positiv retning,« siger Martin Lemvig, der i begyndelsen var meget idealistisk i sin kamp for at vise omverdenen, hvad australsk vin kunne, når den var bedst folk skulle lære at drikke ordentlig australsk vin, koste hvad det ville.

»Jeg havde selv set lyset og følte nærmest en forpligtelse til at udbrede budskabet om, at australsk vin var andet end det, folk kendte fra supermarkederne. Men problemet var og er stadig, at de store supermarkedskæder har givet australsk vin et halvkedeligt ry. Det er noget, man køber for 30-40 kroner flasken, og som smager af opkogt frugtsaft. I mange år er vindrikkere med hang til stor Bourgogne og Bordeaux derfor også gået udenom oversøisk vin, fordi den ofte mangler kompleksitet og balance i forhold til sine europæiske konkurrenter.«

Men er de australske vine så lige så gode som deres europæiske forbilleder?

»Engang ville jeg havde kæmpet til sidste blodsdråbe for at overbevise folk om, at australsk chardonnay uden problemer kunne måle sig med hvid Bourgogne, men efterhånden som jeg får smagt de bedste vine herfra, må jeg indrømme, at der er forskel på kvaliteten. Til gengæld er prisen også tre gange så stor, og selv den mest hardcore bourgognefreak kan ikke med rimelighed påstå, at produktet er tre gange så godt.«

Og så er vi fremme ved essensen af ethvert vinkøb. Det handler om at få mest valuta for pengene. For køber man en vin til 1.000 kroner, der ikke er mere værd end 400 kroner, har man gjort en skidt handel.

»Men køber man en vin til 250 kroner, der smager som en vin til 700 kroner, har man gjort det godt. I den sammenhæng er der langt større chance for at være heldig med en god australier. Sammenlignet med Chablis, Bourgogne eller Chateauneuf-du-Pape får man ufattelig meget vin for pengene, når man køber australsk.«

Men den økonomiske logik i Martin Lemvigs value-for-money-argumenter har ikke gjort det let at sælge dyr kvalitetsvin fra Australien herhjemme. Der er stadig meget etikettesnobberi, og folk, der har råd til at betale 1.500 kroner for en flaske vin, vil i de fleste tilfælde hellere have en af de store vine fra Bordeaux eller Bourgogne.

»De fleste kvier sig ved at betale mange penge for oversøisk vin, og de gode australske vine er jo ikke billige. Slet ikke sammenlignet med de fleste andre oversøiske vine, som man jo nærmest får smidt i nakken i supermarkedet. Men man snyder virkelig sig selv for en stor vinoplevelse, hvis man går udenom en god australsk vin. Så er det sagt.«