Barsel og corona fik hende til at skifte spor: »Jeg søger en hverdag, der fylder mig op med hårdt arbejde«

Digteren og musikeren Julia Werup har besluttet sig for at forfølge drømmen om at blive jordemoder, selv om hun har passeret de 30 år og snart er aktuel med endnu en jazzplade og sin tredje digtsamling.

»Jeg savner ikke ro i mit liv. Jeg søger en hverdag, der fylder mig op med hårdt arbejde, passion og mening. Jeg er måske startet ud lidt skævt, men har fundet min rigtige bane nu.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spørger man den 33-årige digter, sangerinde og nybagte mor Julia Werup, hvor hun er om ti år, er hun ikke i tvivl:

»Jeg håber, at jeg arbejder som jordemoder og selv har fået et par børn mere. Jeg er sikker på, at jeg stadig skriver og synger og lader mig overrumple af de muligheder, der kommer,« siger hun og konstaterer:

»Jeg savner ikke ro i mit liv. Jeg søger en hverdag, der fylder mig op med hårdt arbejde, passion og mening. Jeg er måske startet ud lidt skævt, men har fundet min rigtige bane nu. Og jeg er blevet bekræftet i, at det tager tid at finde ud af, hvad man vil. Man behøver ikke stå med en klar livsplan, når man er helt ung.«

Julia Weirup burde ellers stå lidt stille. Læne sig tilbage i livet på husbåden med sin mand, Thomas Blachman, og deres søn på halvandet år. Men hun har mest ro, når hendes liv er lige dele dynamisk og uforudsigeligt. Derfor har hun søgt ind på jordemoderstudiet og er sideløbende gået i gang med at uddanne sig til privat fødselshjælper, en såkaldt doula.

»Jeg var i skolepraktik på en fødegang, da jeg var 12 år, fordi min mor arbejdede på kvindeklinikken. Der var jeg med til fem fødsler og assisterede. Det var de smukkeste øjeblikke, jeg havde oplevet i mit liv: At se et barn komme til verden. På et ubevidst plan har drømmen om at blive jordemoder trukket i mig lige siden. Nu skal det være.«

Det var i barselsboblen og coronakarantænen, at kaldet meldte sig. Hun ville være jordemoder og fødselshjælper, og det skulle være nu, for ellers blev det aldrig. Julia Werup har i mange år dyrket musikken og poesien. Da hun var i begyndelsen af 20erne, søgte hun faktisk ind på jordemoderstudiet i København for at følge sine forældres råd om at få et fornuftsjob. Men hun manglede kemi på C-niveau. Nu vendte den opgave tilbage til hende.

»Det betød jo, at jeg skulle læse kemi op, og det virkede så svært. Men min mand bakkede mig op, jeg fik en fantastisk mentor, og jeg klarede det. Det var en kæmpe sejr.«

»Man behøver ikke stå med en klar livsplan, når man er helt ung,« siger Julia Werup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Og sejren gav hende rygstødet til at søge ind på jordemoderstudiet.

»Jeg vil være en støtte til gravide og fødende kvinder. Der mangler opbakning og positive stemmer. Jeg oplevede meget uro i min egen graviditet, fordi jeg i mødet med det offentlige sundhedssystem blev fyldt op med statistikker og fortællinger om alt det, der kunne gå galt. De ser på en skærm, på mål og tabeller. Ligger man ikke lige i midten af det hele, så må der jo næsten være noget galt.«

Vi finder mening, når vi er der for andre

Spørger man erhvervssociolog Rikke Østergaard, er det ikke underligt, at ideen om at skifte livsspor presser sig på netop nu hos både Julia Werup og andre danskere, der ønsker at gå en ny vej i livet.

»Som regel er der en udløsende faktor. Det kan være en udefrakommende omstændighed som coronakrisen eller en indefrakommende erkendelse af, at det job, man har, ikke mere giver mening. Det sker især, hvis man har valgt job ud fra forældrenes ønsker eller ud fra, hvad der er prestigiøst i samfundet,« siger hun.

»Og så ændrer vores værdisæt sig – både i takt med alderen, og hvis vi får børn. Som yngre er man langt mere optaget af, hvad andre mener og tænker, mens man med små børn får brug for jobsikkerhed og fleksibilitet.«

Rikke Østergaard forudser, at vi i fremtiden vil skifte arbejde i langt højere grad end tidligere.

»Alene i USA vil 50 procent af de job, der eksisterer nu, være væk inden 2030 som følge af digitalisering og kunstig intelligens. Herhjemme oplever vi også, hvordan en krise som corona skaber utryghed i mange brancher, samtidig med at vi har haft tid til at tænke over, hvad et meningsfyldt arbejde egentlig er,« siger eksperten.

»Der er sket et skifte under corona, hvor job i den offentlige sektor er blevet trendy. Både fordi de er mere sikre og trygge, og fordi fag som sygeplejerske og jordemoder er fag, hvor du gør en synlig forskel.«

Erhvervssociologen oplever også, at idealismen er blevet jordnær.

»For 15 år siden ville alle være ngo'er. Vi kunne ikke rekruttere medarbejdere med god løn og masser af frynsegoder til House of Prince, mens alle ville arbejde for Red Barnet og Kræftens Bekæmpelse. I dag er vi mere jordnære. Vi er blevet skærmmætte og trætte af et arbejdsliv, der flyder sammen med familielivet,« forklarer Rikke Østergaard.

»Vi vil ikke kun være idealister, vi vil være der for andre. Og det er ikke den højtbetalte speciallæge, der rangerer øverst i prestigehierarkiet. Det gør handicaphjælperen, læreren og sygeplejersken. De har fået heltestatus nu. Livsfylden finder vi ikke i titlen eller på lønsedlen, men i, at vi har det godt med det, vi laver, og føler, at vores arbejde gør en forskel.«

»Jeg har haft en drøm om det her job. Altid. Det er skæve arbejdstider og stressende situationer. Det vil kræve hårdt arbejde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Vi skal nå tre karrierer på et enkelt liv

Ifølge etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme er det ikke den nuværende krise, der har gjort os klar til at skifte karrierespor. Den har blot accelereret en eksisterende tendens.

»Vi har mange flere år på arbejdsmarkedet i dag. En karriere tager 15 år, så vi har plads til tre forskellige forløb i den tid, vi er her,« forklarer hun.

Vores bevidsthed har samtidig ændret sig i forhold til, hvad der er muligt, fordi det er blevet normen frem for undtagelsen, at vi ændrer vores arbejdsliv, så det passer til vores tilværelse, og ikke omvendt.

»Men det, der har ændret sig markant nu, er, at vi er gået fra de passionsdrevne skift til de professionsdrevne job. Tidligere sprang juristen ud som yogalærer, nu bliver yogalæreren jurist.«

Når vi laver et markant jobskifte, så gør vi det, fordi vores syn på, hvad »det gode liv« indebærer, ændrer sig.

»Det gode liv anno 2021 handler om tryghed og om, at du synligt gør en forskel der, hvor du er,« siger Julia Lahme.

»Og så har vi indset værdien af at prioritere viden over lyst. Det er blevet høj status at vide noget. Når alle kan lære at danse på tv og blive realitystjerner, er det ikke beundringsværdigt længere. Samtidig er vi begyndt at kæde vores hjem og vores arbejdsplads sammen, og det stresser mange. Så vi søger væk fra det frie, strukturløse arbejdsliv og hen til den bundne arbejdsplads, hvor fremmøde er nødvendigt. Derfor opleves et skifte fra kunstner til omsorgsperson ikke radikalt, men nærmest snusfornuftigt.«

»Jeg savner ikke ro i mit liv. Jeg søger en hverdag, der fylder mig op med hårdt arbejde, passion og mening. Jeg er måske startet ud lidt skævt, men har fundet min rigtige bane nu.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Nye begyndelser igen og igen

Mens Julia Werup venter på svar fra Københavns Professionshøjskole, arbejder hun videre. På at blive doula, skrive på sin nye digtsamling g udgive en ny jazzplade med Thomas Blachman og Den Svenske Trio, og så har hun også fået tid til at designe en lille kollektion smykker, Womb Jewels, med guldsmeden Emilie Ekwall. Kollektioknen symboliserer livmoderen og kvindekønnet.

Så hvordan forholder en multikunstner som hende sig til en fremtid med faste arbejdstider, nattevagter og nye kolleger?

»Jeg har haft en drøm om det her job. Altid. Det er skæve arbejdstider og stressende situationer. Det vil kræve hårdt arbejde. Det er jeg så klar til. For det må jo også være verdens mest berigende og meningsfulde arbejde at hjælpe liv til verden. Jeg har energi og en høj arbejdsmoral, når jeg virkelig går op i noget. Hver eneste fødsel er noget nyt og anderledes. Jeg kan ikke kan forudsige, hvad der sker – men jeg ved, at der vil være brug for mig,« siger hun:

»For første gang i 33 år ved jeg præcis, hvad jeg skal.«